Indlægget er lavet i samarbejde med Mofibo.

“Feriegæsterne”. Emma Straub. Udgivet på Gads forlag, 2015.

Franny og Jim Post, et “Upper West” par fra Manhattan, er taget til det solbeskinnede Mallorca på sommerferie for at fejre deres 35 års bryllupsdag. Med sig har de datteren Sylvia og sønnen Bobby, der nu er bosat i Miami, Bobbys kæreste, Franny’s bedste ven gennem 40 år, som hedder Charles, og Charles’ mand Lawrence. Gruppen bosætter sig i en stor villa med pool udenfor Palma, som Franny har lånt af en bekendt, og umiddelbart er der lagt op til en rigtig familie- og hyggeferie, men selvfølgelig er alting ikke, som det ser ud på overfladen.

Bobbys kæreste er 10 år ældre end ham og der har aldrig udviklet sig noget specielt nært forhold imellem Franny og kæresten. Bobby selv bærer på en stor hemmelighed, for han skal på en eller anden måde have fortalt sine forældre, at han skylder en forfærdelig masse penge væk og at hans liv i Miami måske ikke er helt så rosenrødt, som han hidtil har givet indtryk af. Charles og Lawrence har i flere år forsøgt at adoptere et barn og imens de er på Mallorca, får de besked fra adoptionsbureauet. Der er måske er et barn til dem – moren skal bare lige beslutte, om hun vælger dem eller et andet par. Franny og Charles har været hinandens bedste venner i over 40 år – noget som både Jim og Lawrence har accepteret og så måske alligevel ikke. Og oveni alt dette er der knas i ægteskabet imellem Franny og Jim. En problematik man som læser i første omgang ikke rigtigt får defineret – man kan bare fornemme, at noget ikke er som det skal være. Problemerne holdes dog diskret skjult, indtil det hele eksploderer.

På trods af ovenstående er “Feriegæsterne” faktisk en ganske hyggelig bog. Emma Straub formår på én gang både at beskrive en familie i forandring og helt dagligdags ting og dermed holdes læseren bundet. En fin bog som er nem at læse – perfekt til strandstolen – og som emmer langt væk af feriestemning og hygge ved poolen, strandture, solbadning, sightseeing og ikke mindst masser af lækker, spansk mad. Franny er madskribent og kogebogsforfatter og jeg er især vild med beskrivelserne af den mad, som hun tilbereder i villaens køkken og som de spiser på restauranter undervejs. Det er så godt beskrevet, at jeg på et splitsekund er tilbage i det spanske køkken – jeg kan næsten smage og dufte det hele og som New York Times review skriver: “Hvis ikke du har råd til en tur til Spanien, så læs Feriegæsterne i stedet”!

Der ingen tvivl om, at hvis ikke jeg netop havde læst “Feriegæsterne”, så var den kommet på min liste over sommerferielæsning til liggestolen. Især fordi at jeg med mofibo ikke længere behøver slæbe bøger i stakkevis med mig på ferie, men bare kan nøjes med min telefon eller iPad.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)