Indlægget er lavet i samarbejde med Politikens Forlag.

“Supper & Co”. Kirsten Skaarup. Udgivet på Politikens Forlag, 2017.

Supper & Co er en ny og spændende vegetarkogebog af Kirsten Skaarup, der har skrevet mere end 25 grønne kogebøger. Denne gang er det supperne, Kirsten Skaarup har kastet sig over og det er der, i følge forordet og forfatteren selv, en ganske særlig grund til. Supper er nemlig blandt de hurtigste retter, man kan tilberede, men derudover hører supper med grønsager også til indenfor de nyeste trends, når det kommer til sund mad og super foods. Glem alt om juicer og juicing – nu er der dømt souping.

Bogen er inddelt i en række forskellige kapitler og vi kommer således omkring både morgenmadssupper, frokost, middagssupper, og dessertsupper, inden bogen afrundes med grundopskrifter og tilbehør til suppe. Man skal dog ikke lade sig narre af ordet “tilbehør”, for der er absolut ikke tale om diverse kuvertbrød og flutes men derimod pestoer og sprøde chips, som kan serveres ovenpå suppen, en opskrift på spirer, dukkah og endelig en opskrift på sprøde, glutenfri knækbrød, som kan serveres til suppen. Selvom det er nogle fine og lidt anderledes ideer, så er der tale om et lille kort kapitel på små 10 sider (inkl. grundopskrifterne), så modsat mange andre suppe-kogebøger, bliver der i denne bog fokuseret 100 % på selve suppeopskrifterne, hvilket jeg synes er rigtig fint. Til gengæld dukker der så med jævne mellemrum pludselig en opskrift på indiske naanbrød, mexicanske tortillas eller syriske fladbrød op midt i suppeopskrifterne, hvilket jeg undrede mig en smule over. Disse kunne, efter min mening, lige så godt have været placeret under kapitlet med tilbehør, men det skyldes eftersigende, at det specifikke brød passer perfekt sammen med en suppeopskrift og i sidste ende er det bestemt ikke noget, som har betydning for bogens samlede indtryk.

Ordet “suppe” skal til en vis grad tages med et gran salt, for i morgenmadskapitlet findes også en række opskrifter på shots med forskellige, gode egenskaber. Desuden indledes morgenmadskapitlet med et smukt billede af en lækker portion chia-grød, som det aldrig lykkedes mig at finde opskriften på, men ellers indeholder bogen udelukkende opskrifter på forskellige, lækre supper og der er virkelig en suppe til enhver lejlighed. Både de kendte og elskede supper, som vi kender dem herhjemme fra, men også opskrifter som Kirsten Skaarup har taget med sig hjem fra sine mange rejser over det meste af verden. Bogen indeholder således opskrifter på en klassisk porre-kartoffelsuppe, jordskokke-suppe og blomkålssuppe, men også en syrisk linsesuppe, en japansk nytårssuppe, en thai street soup, ungarsk suppe og mexicansk bønnesuppe, for nu blot at nævne et par eksempler. I bogens dessertkapitel finder man blandt andet rabarbersuppe, jordbærsuppe med lakrids-is og melonsuppe. Lækre supper, som jeg tænker vil være perfekte som dessert på en varm sommerdag.

For en suppe-elsker som mig, der altid er på jagt efter nye suppeopskrifter, er bogen en perlerække af gode ideer og inspiration til massevis af sunde supper. Og selvom jeg ikke er vegetar, så er der jo ingen af os, der tager skade af at spise lidt vegetarisk engang imellem. Desuden står det jo enhver frit for at tilføje lidt kød eller mælkeprodukter til opskrifterne og på den måde gøre dem til sine egne suppefavoritter. Alt i alt en skøn suppe-kogebog med smukke og appetitvækkende billeder og lækre opskrifter, som jeg glæder mig til at prøve af i mit eget køkken.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)