Chili con carne (i ovn)…

18 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Hovedretter, Mexicansk mad, Oksekød, Opskrifter, Simremad, Weekendmad
Gå direkte til opskriften

I dag skal det handle om chili con carne i ovn. Vi gør det nemlig en del i ovnretter herhjemme – både fordi det ofte er nemt, når en ret blot skal samles og derefter kan sættes i ovnen, men sandelig også fordi, at rigtig mange retter bliver helt fantastiske af at få lov til at stå i ovnen i et par timer og simre. Fx dette her skønne kalkunbryst med bacon på en bund af fløde-paprika kartofler, der fik lov til at simre i römertopf’en i et par timer i forrige uge og blev noget så lækkert.

Det sidste nye hit er så chili con carne, som godt nok laves i en gryde, men lige så snart alle ingredienserne er godt brunede af og chilien er “samlet” i gryden, så kommer låget på og så bliver det hele sat i ovnen ved 100 grader i lige så mange timer, som vi har tid til at vente. Selvfølgelig er der grænser for, hvor lang tid en chili con carne kan stå i ovnen, men hverken 6 eller 7 timer har vist sig at være et problem. Tværtimod giver de mange timer i ovnen et fantastisk resultat – bønner og grønsager har stadig bid, den færdige chili con carne nærmest smelter på tungen og de mange lækre smage intensiveres. Og så har jeg faktisk heller ikke oplevet en gryde, som tog skade af at stå i ovnen i nogle timer, så længe der ikke er plastikhåndtag eller lignende, som kan tage skade af varmen.

Min chili con carne er ikke vanvittig stærk – den varmer i mundhulen, men den brænder hverken hals eller svælg, for selvom maden gerne må bide lidt fra sig, så bryder jeg mig ikke om, at skulle sidde med et glas mælk og slukke ildebrænde på tungen. Jeg bruger 1 eller 2 friske chilier til denne her portion og den er rimelig stor, men det står jo enhver frit for at tilføje chili efter smag og behag og selvfølgelig kan der bruges chilipulver eller chili pasta i stedet for frisk chili.

Brun farin er et hit i chili con carne – lidt ligesom der tilsættes pæne mængder brun farin eller sirup til hjemmelavede baked beans. Chilien bliver på ingen måde sød, men sukkeret underbygger smagen af tomaterne og så tilføjer den ligesom en udefinerbar, let karamelliseret og “brun” smag, som er ret lækker. Desuden passer de bitre noter i øl, kaffe og mørk chokolade perfekt i chili con carne, så selvom jeg udelukkende har brugt brun farin i nedenstående opskrift, så kan jeg kun anbefale, at man prøver sig lidt frem og måske også eksperimenterer med at tilsætte lidt mere utraditionelle ingredienser.

Som sagt er dette her en ret stor portion, men det er med fuldt overlæg, for så er der rester til de kommende dage og lige netop chili con carne kan varieres på et utal af måder – på den måde føler man ikke, at man spiser det samme til aften flere dage i træk. Jeg serverer gerne kølig creme fraiche, revet ost og tortillachips eller godt madbrød, fx hjemmebagte naanbrød, til chilien – måske også en portion kogte ris, hvis vi er meget sultne – men resterne kan jeg sagtens finde på at bruge som fyld i en taco tærte, komme i en portion madpandekager eller i en mexicansk lasagne. Chilien er også skøn som fyld i en portion bagte kartofler og endelig kan den kommes i et fad, dækkes med revet ost og gratineres i ovnen. Spis den gratinerede chili med lune pitabrød, hjemmebagte pandebrød eller tortillachips og så creme fraiche og guacamole ved siden af – jeg lover, det er et hit.

5 fra 3 stemmer

Chili con carne (i ovn)

Bagetid2 t
Samlet tid2 t 20 min
Antal: 6 personer

Ingredienser

  • 1 pk bacon i tern
  • 3 fed hvidløg (hakkede)
  • 2 løg (hakkede)
  • 450 gr hakket oksekød (kan erstattes af skært oksekød)
  • 1 frisk rød chili (kan erstattes af chilipulver/chiliflager efter smag)
  • 1 ds tomatpuré/tomatkoncentrat
  • 2 tsk stødt spidskommen
  • 1 tsk tørret oregano
  • 2 spsk brun farin
  • 1 ds hakkede tomater
  • 2 ds kidneybønner (alle slags bønner kan selvfølgelig bruges)
  • 1 rød peberfrugt (hakket)
  • 1 ds majs
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Varm en stor stegegryde op og brun baconstykkerne heri. Tilsæt herefter hvidløg og løg og sauter i et par minutter. 
  • Tilsæt det hakkede oksekød og brun kødet godt. Rens chilien og hak den fint - jo flere kerner, desto stærkere bliver det. 
  • Hæld tomatpure, hakket chili eller chili pulver, spidskommen, oregano og farin i gryden og rør godt rundt. Tilsæt herefter hakkede tomater, afdryppede bønner, peberfrugt og majs. 
  • Smag til med salt og peber, læg låg på gryden og sæt den i ovnen ved 100 °C varmluft i minimum 2 timer, men gerne meget længere. Jeg har før haft en chili til at stå og simre i ovnen i 5-6 timer og den bliver kun bedre. 
  • Når tiden er gået tages gryden ud af ovnen, låget fjernes og der røres godt rundt og smages til en sidst gang. 
  • Server chilien i gryden med et drys friskhakket persille og creme fraiche, revet ost, tortillachips, godt brød og evt. kogte ris ved siden af.
Mht. krydringen, så kan man springe over hvor gærdet er lavest og blot tilsætte chili og et brev taco spice mix. Dejlig nemt, hvis man ikke lige har mulighed for at få fat i krydderier.
18 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
camilla
5 år siden

er denne ret børnevenlig? 😉
Jeg tænker om den er for stærk for min søn på 3 år?

Maden i mit liv.
5 år siden
Svar  camilla

Camilla – Umiddelbart vil jeg ikke mene, at chili con carnen er voldsom stærk, men du kan evt. nøjes med at bruge 1 enkelt chili og så langsomt smage til med lidt ekstra chilipulver, hvis du synes, at retten trænger til mere styrke. Børns smagsløg er jo forskellige og nogle børn synes, at smages af tomat med stærk, så lige når det kommer til chili con carne, som indeholder både tomat og chili, kan det være en god ide at være lidt forsigtig. Du kan også bare tage en portion fra til ham og så smage resten til med ekstra chili 🙂

Pierre
5 år siden

Hvis man bruger stødt chili (pulver), så svits det på panden sammen med løg og hvidløg før kødet kommes i. Det giver mere power, kan jeg godt love for 🙂

Maden i mit liv.
5 år siden
Svar  Pierre

Pierre – Tak for dit gode tip, som hermed er givet videre til bloggens læsere. Pt har jeg en ret skrap chilipulver herhjemme – bare ½ tsk kan smages i en hel gryde, så den er der rigeligt med power i 😀

Gitte kristensen
4 år siden

Hej. Jeg lavede den i går. Den smager så godt. Jeg kan ikke forstå at jeg fik billede med da jeg printede ud. Hilsen Gitte

Maden i mit liv.
4 år siden

Gitte – Det glæder mig, at chilien blev en succes 😀 Hvorfor der kom billede med dit print, skal jeg derimod ikke kunne sige – jeg er ikke så teknisk anlagt 😀

Helle
3 år siden

Sikke en lækker chili con carne, som på én gang var velsmagende, dejlig blød og med en smule bid i form af majs og bønner😊
Jeg brugte en ekstra dåse hakkede tomater, da vi godt kan lide at dyppe flutes i ‘sovsen.
Vi er ikke begejstrede for peberfrugt, så jeg brugte 2 gulerødder i tern i stedet for, det var også godt.

Cláudia Braz Kristensen
2 år siden

Kære Anne-Kathrin,

Hvad er vægten på den pakke af bacon?
Jeg køber normalt pakker med 150g, 250g og nogle gange større pakke.

Tak på forhånd. 😉

Cláudia

Claudia B. Kristensen
2 år siden

Kære Anne- Kathrine.
Tak for svaret. 😉
Jeg kan rigtig godt lide denne opskrift. 😊 Den bliver en succes hver gang her hjemme.
Jeg er en stor fan af din blog og kigger tit på den med stor glad og nysgerrighed.
Jeg identificer mig meget med dine opskrifter og den måde du forbereder dem.
I morgen skal jeg lave din gulasch for den først gang.
Du ønskes et godt 2021 med mange flere dejlige inspirerende opskrifter.

Mvh, Claudia.

Vivi
2 år siden

5 stars
Den bedste chili overhovedet, også efter en gang i fryseren. Rund, dejlig smagfuld, og kun fantasien sætter grænser for hvad vi kan bruge den til. Super.

Thyge
1 år siden

5 stars
I stedet for oksekødet, klippede jeg en hel kylling i stykker, brunede det på panden, og puttede det hele i rømertopfen. Efter 3 timer pillede jeg kyllinge kødet af benene, og tilbage i rømertopfen med det, og så yderligere 2 timer. Lidt mørk chokolade kom der også i, det passer bare godt til con Carne.

Nohr
1 år siden

Hej,

Hvis man laver den vegansk, altså med flere bønner og uden oksekødet, tror du så man vil kunne skippe saute-delen og have den direkte i ovnen. Eller er det vigtigt for løgene og hvidløget, at det starter “på panden”?

Vores ovnfaste gryde kan nemlig ikke bruges på komfuret, da det er induktion, og jeg vil gerne slippe for opvasken ved at have gang i både en pande og en gryde 🙂

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)