Der er rigtigt blevet bagt herhjemme i dag. Først en pladefuld af de her gulerodsboller med solsikkefrø, som jeg satte dej over til, inden vi gik en lang søndagstur med Villy. Da vi kom hjem fra vores gåtur, var dejen færdighævet og skulle bare i ovnen og så var der nybagte boller med ost og pålæg til frokost. Da nu ovnen alligevel var i gang, besluttede jeg mig for også at bage hjemmelavede hindbærsnitter. Snitterne var færdige midt på eftermiddagen – nybagte, lækre og tilpas afkølede. Og således gik det til, at der både var hjemmebag til frokost og til eftermiddagsteen. Slet ikke dårligt at fylde en søndag med masser af hygge og hjemmebag.
Jeg har været vild med bagerens hindbærsnitter så langt tilbage, som jeg kan huske, men hjemmelavede hindbærsnitter smager endnu bedre og så er de faktisk ret simple at lave selv. Man behøver jo ikke nødvendigvis lave sin egen hindbærmarmelade, for man kan sagtens bruge en god, færdigkøbt variant. Faktisk kan man også udskifte hindbærmarmelade med andre slags god marmelade og i stedet lave eksempelvis solbærsnitter, blåbærsnitter, kirsebærsnitter eller hvad man nu har lyst til.
>> Se også min opskrift på hjemmelavede hindbærsnitter med kokos lige her.
Der findes forskellige måder at lave hindbærsnitter på – fx kan man rulle mørdejen ud på et meldrysset bord og udstikke små, runde kager, som bages gyldne i ovnen og lægges sammen to og to med marmelade. Det ser vældig fint ud, men jeg må indrømme, at jeg foretrækker “bagermetoden”, hvor mørdejen rulles ud til en plade, som bages i ovnen og halveres. De 2 halvdele lægges sammen med hindbærmarmelade, pyntes med glasur og skæres ud i snitter. Det er nemt og så ser det bare ligesom mere “rigtigt” ud, når det nu engang kaldes for hindbærsnitter.
Nedenstående opskrift giver 8-10 pæne, store hindbærsnitter og hvis man ikke kan spise dem alle på én gang, så kan de sagtens holde et par dage i en lufttæt beholder, dåse eller lignende. De er dog ikke fryseegnede, for så bliver snitterne bløde og kedelige. Mørdejen kan man til gengæld sagtens fryse, så hvis man har lavet dobbelt portion, eller bare ikke kan bruge det hele på én gang, så pak mørdejen i plastik og læg den i fryseren. Så er det nemt at lave en portion hjemmelavede hindbærsnitter en anden gang. Faktisk kan mørdejen også bruges som bund i hjemmelavede studenterbrød eller til en portion kakaosnitter med kokosfyld og hindbærmarmelade. Og det minder mig om, at jeg vist snart skal bage kakaosnitter igen – uhhh de er farligt gode.
Hindbærsnitter
Ingredienser
- 150 gr hvedemel
- 50 gr flormelis (der kan også bruges sukker)
- ½ tsk bagepulver
- 75 gr koldt smør
- 1 æg
- 5 spsk hindbærmarmelade
- 100 gr flormelis
- evt. krymmel til pynt
Fremgangsmåde
- Hvedemel, flormelis og bagepulver kommes i en skål og smørret smuldres heri. Til sidst samles dejen med ægget.
- Dejen kan også samles i en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med K-spaden.
- Pak dejen ind i husholdningsfilm og lad den hvile på køl i ca 30 minutter.
- Rul dejen ud til et rektangel (ca 20 x 40 cm) på et meldrysset bord. Flyt herefter dejen over på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Skær evt. kanterne lige med en kniv eller ret dem let til. Halver rektanglet på langs på midten ved at lave en ridse med en kniv. Det er dog ikke nødvendigt at adskille dejen før bagningen.
- Bag mørdejen ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i ca 10 minutter til den er lige netop gylden.
- Lad bunden afkøle let og bræk den herefter i 2 rektangler á 10 x 40 cm der hvor dejen blev ridset inden bagningen.
- Smør hindbærmarmelade jævnt ud på det ene rektangel og læg det andet ovenpå som låg.
- Rør en tyk glasur sammen af flormelis og en lille smule vand. Fordel glasuren ovenpå mørdejen og drys med krymmel.
- Brug en skarp kniv til at skære dejen i 8-10 lige store hindbærsnitter og lad glasuren tørre.
Noter
Hej Anne-Kathrine,
Ej, hvor lyder det dejligt med lang hundegåtur, nybagte boller og hindbærsnitter!
Jeg har kun lavet hindbærsnitter en gang, men de blev rigtig gode, så tak for reminder, det skal jeg helt sikkert lave næste gang, vi trænger til lidt sødt.
Rikke
Rikke – Ja, det var en rigtig god søndag – og jeg kan kun anbefale dig, at lave en omgang hjemmelavede hindbærsnitter. Herhjemme er de i hvert fald et kæmpe hit 😀
Ih, de var gode. Første gang jeg selv har bagt hindbærsnitter, men bestemt ikke sidste. Tak for de mange skønne opskrifter. Helle
Helle – Uhhh sådan en portion hjemmebagte hindbærsnitter er bestemt ikke dårligt – bliver jo helt misundelig 😀
Jeg har googlet hindbærsnitter og fundet to du har lagtud, hvilken er bedst?
Heidi – Nu er jeg ikke helt sikker på, hvad det er for 2 opskrifter på hindbærsnitter, som du hentyder til. Jeg har 2 opskrifter på hindbærsnitter, som er næsten ens – det er kun fordi, jeg har bagt dem flere gange med nogle års mellemrum, at der er 2 opskrifter, men smagen er jo den samme. Derudover har jeg en opskrift på hindbærsnitter med kokos – de smager også vældig godt, men minder jo ikke om en klassisk hindbærsnitte, så det skal man jo lige gøre op med sig selv. Skal det være traditionelt, eller noget lidt anderledes 🙂