Madplan uge 12…

6 kommentarer
Madplan – nemme madplaner til hele familien
Gå direkte til opskriften

Ovenpå den seneste uges tid med masser af sol, blå himmel og lune dage er jeg for alvor kommet i forårsstemning. Når jeg går tur med Villy, som for øvrigt også er temmelig forårskåd og hopper og springer som en hare, kan jeg mærke, hvordan solen for alvor er ved at have fat og varmer igennem jakken og jeg kan se anemonerne, som pibler op af jorden. Inden længe er skovbunden dækket af et grønt og hvidt tæppe og så er det for alvor forår.

Alt det forårshumør smitter selvfølgelig også af på madplanen – det er på tide med lidt mere lette og forårsagtige retter og dem er der masser af i den kommende uge.

Lyst til mere inspiration? Se evt. alle mine tidligere madplaner lige her.

Madplan uge 12.

Mandag – Ugen indledes med en omgang pasta i fad med kylling, broccoli og hjemmelavet mornaysauce. En nem og lækker ret, som vi er meget glade for herhjemme og dermed i ugen skudt i gang på bedste vis.

Tirsdag – Og så skal vi da lige have en dansk klassiker på menuen – sprødstegt paneret flæsk, husmandskoteletter eller fattigmandskoteletter – kært barn har mange navne og tirsdag aften skal vi nyde det sprøde flæsk med kartofler og persillesauce. Det er kraftig kost, men uhhh hvor smager det godt engang imellem.

Onsdag – Vi skal ud og spise med Tommy og Kim, som har bryllupsdag, så jeg snupper en fridag i køkkenet og glæder mig i stedet til at få serveret god mad og blive vartet op.

Torsdag – Ugens suppe – og den beholder vi altså lidt endnu – bliver en lækker og cremet jordskokkesuppe. Der er stadigvæk massevis af jordskokker i mine forældres have og det vil jo være synd at lade de fine, små knolde gå til spilde – især fordi de har den fineste, let nøddeagtige smag. Tilbehøret bliver de her lækre horn med skinke og ost eller en toast med skinke og ost – nu må vi lige se.

Fredag – Vi skal have maskeret blomkål med æg og rejer og en lækker, hjemmelavet krydderurtedressing på toppen. Let og lækkert og perfekt på en fredag, hvor der muligvis også skal være plads til lidt bland-selv slik eller chips og dip bagefter. Og så passer det jo perfekt med et glas kold hvidvin til rejerne, hvormed weekenden starter på fornemste vis.

Lørdag – Menuen står på burgere med hjemmelavet pulled chicken og coleslaw. Det er super nemt at lave pulled chicken – det kræver selvfølgelig lidt tid i ovnen, men kyllingen passer jo sig selv, så det er et oplagt weekendprojekt og så kan man jo bage en portion lette og luftige burgerboller, når nu ovnen alligevel er varm. Tilbehøret til burgerne blive hjemmelavede ovnfritter og en form for dip.

Søndag – Ugen afsluttes på bedste vis med en omgang lækre koteletter i fad med bacon og pikantost. En helt igennem fantastisk ret som serveres med kogte ris og nydes i fulde drag – i hvert fald herhjemme. Er der lidt rester i grønsagsskuffen, så ryger de med i fadet og dermed er der gjort rent bord og vi er klar til en ny uge.

6 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Hanne
5 år siden

På”forsiden” er det de rigtige billeder, men når man går ind i indlægget er det billederne fra sidste uge.

Maden i mit liv.
5 år siden
Svar  Hanne

Hanne – UPS!!! 😀
Det kan jeg da godt se – det er hermed rettet. Tak fordi, du gjorde mig opmærksom på det 😀

Diana
5 år siden

Hej faldt over din blog jeg synes dine opskrifter ser lækre ud der er mange af dem jeg skal prøve. Mange Hilsner Diana

Diana
5 år siden

Hej igen Hanne. Jeg tænkte om du har en opskrift på en god gammeldags mormor millionbøf? Hilsen Diana

Maden i mit liv.
5 år siden
Svar  Diana

Diana – Tusind tak for din hilsen – det glæder mig, at jeg kan være med til at inspirere 🙂 Lige præcis millionbøf har jeg ikke nogen opskrift liggende på lige på nuværende tidspunkt, men det kan jo være, at det kommer 😀

Mange hilsner fra

Anne-Kathrine

Betina
5 år siden
Svar  Diana

Hej Diana

Jeg plejer at bruge nedenstående opskrift.
Tilføjer gerne revne gulerødder, og serverer pastaskruer til.
Et sikkert og nemt hit herhjemme når det skal gå SUPER hurtigt med aftensmaden 😉

http://www.dk-kogebogen.dk/opskrifter/visopskrift.php?id=28397

Med venlig hilsen
Betina

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)