I dag skal det handle om kartofler. Vi spiser nemlig kartofler som tilbehør til aftensmaden et par gange om ugen herhjemme, men da jeg ikke synes, at kogte kartofler hører til blandt verdens mest spændende tilbehør – undtagen når der er tale om nye, danske kartofler med lidt smør og så selvfølgelig som tilbehør til en håndfuld klassiske, danske retter – så bliver det til en del kartofler tilberedt i ovnen.

Det bliver derfor til en del hjemmelavede ovnfritter og så de her ristede kartofler, som er super nemme at lave, fordi de bare skal skylles og vendes med lidt olie og krydderier. Derudover varieres der fx med sprøde, knuste kartofler med rosmarin, hasselback kartofler, bagte kartofler fx de her dobbeltbagte kartofler med cheddar, klassiske flødekartofler med timian, italienske flødekartofler, krydrede flødekartofler med tomat og paprika, en lækker kartoffelgratin med bacon og mange mange flere. Når jeg læser tilbage på bloggen, kan jeg godt se, at det er blevet til en hel del kartoffelretter i årenes løb – prøv evt. at kigge her i min kategori med tilbehør.

Alligevel er jeg altid på jagt efter nye måder at tilberede kartofler på og det sidste nye hit herhjemme er disse her skønne pizzakartofler med ost, tomat, sprødstegt chorizo og basilikum. En helt simpel omgang tilbehør, som er nem at tilberede og smager ret meget hen i retning af en pizza med pepperoni. Vi spiser pizzakartoflerne som tilbehør til hakkebøffer eller stegt kylling, gerne med en god, krydret sauce ved siden af, fx hjemmelavet favoritsauce og synes man, at det bliver for meget med chorizo eller pepperoni, når der også serveres kød ved siden af, så kan man jo bare udelade det. Man kan også bruge kartoflerne som hovedret og blot servere en lækker salat ved siden af – ret perfekt til de dage, hvor appetitten til aften ikke er så stor, fx på grund af en sen frokost eller hvad det nu kunne være.

Pizzakartofler.

Tilbehør til 4 pers.

600 gr små kartofler

1 spsk olie

2 tsk tørret basilikum

3 spsk revet parmesanost

250 gr små røde tomater

50 gr grofthakket chorizopølse eller pepperoni – mini pepperoni kan også bruges

Pynt – 2 spsk sorte eller grønne oliven samt frisk basilikum

Vask kartoflerne, men lad skrællen blive på. Halver kartoflerne og kom dem i en frysepose sammen med olie, tørret basilikum og parmesanost. Vend posen godt rundt, så olie, krydderier og ost fordeles jævnt. Bred kartoflerne ud på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter.

Imens halveres de små tomater. Efter 15 minutter tages kartoflerne ud af ovnen og tomater og hakket chorizo eller pepperoni lægges ved kartoflerne. Sæt bagepladen tilbage i ovnen og bag yderligere 10-15 minutter ved 200 grader, til kartoflerne er lysebrune og møre og tomaterne bagte. Anret pizzakartoflerne på et fad og pynt med sorte eller grønne oliven og frisk basilikum.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)