Så er påskeferien slut og hverdagen melder sig igen. Men hvor har vi bare haft nogle dejlige dage, som jeg sidder her og tænker tilbage på. Vi har været i Flensborg hele Skærtorsdag sammen med min familie. Masser af god mad, hygge og selvføgelig en hel del shopping  både i grænsebutikkerne og på gågaden i Flensborg. Vi har været heldige med vejret og haft en del sol. Vi har gået lange ture ved Trelde Næs ved Vejle Fjord, i Frederikshåb Plantage og Syvårssøerne. Og en god tur rundt om en af Silkeborgsøerne.

Vi har været et smut i Legoland og nydt en cafe latte, som vi tog med os rundt på en gåtur i den fine park. Jeg bliver virkelig aldrig træt af at gå rundt og brundre de mange fine bygninger og skulturer. Tænk at alt er bygget af legoklodser. Og sidst men ikke mindst, så har vi slappet af, hygget os, sovet længe, spist brunch og amerikanske pandekager og selvfølgelig masser af skønne, hjemmelavede påskeæg.

Amerikanske pandekager til morgenmad.

I går morges sov vi længe og blev efterfølgende enige om, at vi fortjente lidt ekstra til morgenmad. Så imens Morten dækkede bord, stegte bacon i ovnen og lavede scrambled eggs, så lavede jeg en portion amerikanske pandekager. Af den gode tykke slags, der nærmest soufflerer på panden og kan suge anseelige mængder sirup.

Der var blåbær og jordbær i køleskabet og amerikansk ahornsirup – hjembragt fra New York. Desuden var der friskbrygget kaffe og te og friskpresset blodappelsinjuice i glassene. Så kunne vi vidst heller ikke forlange mere. Det skulle da lige have været en skål yoghurt med masser af frisk frugt og bær og hjemmelavet, honningristet müsli på toppen. Men jeg tror faktisk ikke, at vi havde kunnet spise det alligevel, hvis vi havde haft muligheden.

Andre morgenmadshits >> Bananvafler I Brunchtærte I Honningristet müsli I Koldhævede morgenmadsboller.

Forbered og spar tid.

Nu var pandekagerne i går jo en lidt spontan beslutning. Derfor rørte jeg dejen sammen fra bunden og stegte dem efterfølgende og det kan man selvfølgelig sagtens gøre. Men vil man servere pandekager til morgenmad og gøre det lidt nemmere for sig selv, så kan jeg anbefale, at man forbereder sig ved at blande de tørre ingredienser i en skål om aftenen og dækker dem til.

Derefter er det blot at piske mælk, æg og olie i blandingen om morgenen og så er dejen klar til at komme på panden. Lidt ligesom hvis man køber en pakke færdiglavet mix i butikkerne men bare på den gode, hjemmelavede måde. Faktisk kan man også lave en større portion, så man altid har pandekagemix, der blot skal blandes med mælk, æg og olie, stående klar i køkkenskabet.

Skal man lave en større portion, kan man desuden holde pandekagerne varme i et fad i ovnen efterhånden som de bliver færdige. Indstil ovntemperaturen på ca 100 °C Og dæk evt. fadet til med et stykke stanniol. Så bliver de ikke “tørre”, imens de står i ovnen. Vil man være ude i god tid, så kan man også fryse pandekagerne og blot lune dem i ovnen lige inden servering. Helt oplagt til større bruncharrangementer som fx fødselsdage, barnedåber og lign.

Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Pandekager (amerikanske)

Samlet tid30 min
Antal: 10 stk

Ingredienser

  • 300 gr hvedemel
  • 1 tsk natron
  • tsk bagepulver
  • 40 gr sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • ½ tsk salt
  • 4 dl mælk
  • 1 stort æg
  • 2 spsk smagsneutral olie, fx rapsolie

Fremgangsmåde

  • Bland de tørre ingredienser i en skål, tilsæt æg, mælk og olie og rør det hele sammen til en tyk pandekagedej.
  • Varm en slip-let stegepande op og hæld en skefuld dej på panden. Pandekagerne skal være ca. 10-15 cm i diameter. Når pandekagen bobler i overfladen, vendes den og steges på den anden side. 
  • Har man ikke en slip-let pande (en pande med teflonbelægning), kan det være nødvendigt at komme lidt fedtstof på panden, når man bager pandekagerne.
  • Læg pandekagerne ovenpå hinanden, så de danner en fin stabel. Server med ahornsirup og friske bær. Man kan også gå "all in" og servere sprødt bacon, pølser og scrambled eggs til pandekagerne.
  • Skal man bage en større portion pandekager, kan man holde dem varme i ovnen. Man kan også fryse pandekagerne og efterfølgende lune dem.

Den perfekte brunch.

Vi spiste scrambled eggs og bacon først og så fik vi pandekagerne bagefter som sådan en slags dessert. Hver enkelt bid sendte os direkte tilbage til New York og USA generelt. Hold da op, hvor har vi efterhånden spist morgenmad og pandekager på mange forskellige diners, restauranter og hoteller. Og der blev da også udvekslet en hel del ferieminder hen over morgenbordet. Noget så hyggeligt, at sidde og hyggesnakke og dele dejlige minder og skønne oplevelser hen over et godt måltid og friskbrygget kaffe.

Amerikanerne skelner i øvrigt ikke så meget imellem det søde og det salte, når de spiser morgenmad. På de fleste menukort kan man således finde både vafler, french toast og pandekager, som serveres med friske bær og scrambled eggs samt et udvalg af skinke, bacon og pølser. En lidt pudsig sammensætning. Men når man først har vænnet sig til det, så er der altså noget over kombinationen af det søde og det salte. Gerne med et ordentligt skud amerikansk ahornsirup på toppen.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)