I april glæder jeg mig til… Så sidder jeg her igen. Med computeren åben, cafe latte i koppen og en helt masse forventninger til den kommende måned. Nåede jeg alt det, som jeg havde sat mig for i marts måned? Både og. Måske ikke det hele, men jeg nåede det, som jeg virkelig havde sat mig for og så nåede jeg også alt muligt andet og i virkeligheden drejer disse her indlæg sig jo også mere om inspiration og ting at glæde sig til.

Jeg ser ikke de forskellige ting som punkter, som jeg skal gøre alt muligt for at nå og efterfølgende udstrege, men derimod som en optakt til den kommende måned og alle de muligheder den bringer. Jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget til april, hvor træer og buske for alvor springer ud og alting bliver lysegrønt og forhåbentlig til rigtig mange varme og solskinsfyldte dage.

I april glæder jeg mig til…

  • At spise massevis af hjemmelavede påskeæg med marcipan, lækkert fyld og chokolade. Det er faktisk blevet til en hel del hjemmelavede påskeæg her på bloggen i årenes løb og jeg skal nok snarest få dem alle samlet i et enkelt indlæg, så det er lidt nemmere at danne sig et overblik. Måske bliver jeg også nødt til at købe 2-3 af de små, lækre æg, som man kan finde i butikkerne her op til påske – der er allerede et par stykker, som jeg har et godt øje til og som jeg skal have smagt.
  • At spotte de første, nyudsprungne små grønne bøgeblade, som plejer at dukke op engang i midten af april eller deromkring. Jeg plejer at få øje på de første grønne blade på en af mine ture i skoven med Villy og dermed bliver turen med ét lidt mere lysegrøn og smilet lidt bredere.
  • Påskeferie! Og det er faktisk ikke fordi, at vi har planer i påsken, men måske lige netop derfor glæder jeg mig til et par fridage sammen med Morten. Et par dage hvor vi bare kan slappe af, hygge os, spise langsom morgenmad, lækker frokost og sen aftensmad og ellers bare gøre tingene i det tempo, som vi nu har lyst til eller køre en tur ud i det blå.
  • At jeg måske kan plukke de første, spæde rabarber i haven. De fine, lyserøde knolde har allerede stukket hovederne op ad jorden, men de skulle jo gerne blive til spæde, røde stilke, inden de kan plukkes. Derfor håber jeg på, at en lun og solrig april med tilpas meget regn kan bidrage til årets første rabarberkompot med vanille.
  • Frokost i det fri – enten på terrassen eller på en hyggelig café med udendørs servering, for selvom vi allerede har nydt et par kopper kaffe udendørs, så er det endnu ikke blevet til en frokost og der er altså bare noget ved at sidde i solen og nyde en lækker frokost om foråret, når kroppen hungrer efter sol ovenpå en lang vinter.
  • At få plantet de første krydderurter ud i krukkerne – jeg er stadig lidt bange for nattefrost, men engang i midten, eller slutningen, af april skulle det være rimelig sikkert af plante krydderurterne ud og jeg glæder mig allerede helt vildt til, at vi igen kan gå i haven og hente store håndfulde til at krydre og pynte maden med.
  • Ramsløg. For selvom det snart er en måned siden, at jeg spottede de første ramsløg på en gåtur, så har jeg endnu ikke fået plukket mig en ordentlig portion og der skal da helt sikkert laves ramsløgspesto og måske også en gang bønnepure med ramsløg. De smukke, grønne blade har en let og fin smag af løg, purløg og hvidløg og kommer man forbi et sted med ramsløg, så er man ikke i tvivl. Duften hænger simpelthen i luften.
  • Planlægning af sommerferie, som vi typisk får på plads i løbet af april måned. Nu hvor jeg ikke længere er under uddannelse og er nødt til at følge skolens sommerferie, er det jo ikke nødvendigt, at vi holder ferie i højsæsonen, så Morten har taget ferie i starten af juni og i slutningen af august og så må vi se, hvad vi kan finde på.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)