Ugerne flyver af sted og jeg kan slet ikke forstå, hvor tiden bliver af. Nu skriver vi april og før vi får set os om, står maj på spring. Vi står overfor at tage hul på endnu en dejlig forårsuge og jeg har fyldt alle ugens dage med let og lækker forårsmad. Måske der i den kommende uge også bliver mulighed for endnu flere lune eftermiddage på terrassen med sol og snak og varm kaffe – jeg håber og tænker positive tanker og nyder, at alting omkring os bare bliver mere og mere lysegrønt…

Madplan uge 14.

Mandag – Ugen starter godt med en portion spaghetti og kødboller a la Lady og Vagabonden. Jeg laver lidt mere, end vi kan spise, så er der nemlig også til aftensmad onsdag. Derudover laver jeg et par nemme og lækre hvidløgsbrød til pastaen

Tirsdag – Ugens kødløse dag bliver tirsdag, hvor vi skal have de her nemme falafler, som steges på panden i stedet for i frituren, hvilker letter processen betydeligt. Tilbehøret bliver blandet salat, creme fraiche dressing, citronbåde og hjemmebagte pandebrød – let og lækkert! Tror også, jeg skal have lavet lidt hjemmelavet hvidløgsolie og/eller chiliolie, som vi kan spise til falaflerne.

Onsdag – Resterne af mandagens spaghetti og kødboller bliver brugt som fyld i en gang indbagte pizzaer, som hører til blandt mine favoritpizzaer. Jeg er selv ret glad for min hjemmelavede pizzadej, som jeg synes er nem at lave og god at rulle ud og arbejde med, men selvfølgelig kan man også lave indbagte pizzaer på en rulle færdiglavet pizzadej – så bliver aftensmaden i hvert fald ikke nemmere. Tilbehøret bliver en blandet grøn salat.

Torsdag – Torsdag skal vi have en helt almindelig frikadelle og så skal vi have dette her cremede kartoffelfad med forårsløg og ost. Let og lækker forårsmad, som jeg allerede ser frem til.

Fredag – Fredag aften skal der hygges med et hjemmelavet stjerneskud og måske også et lille glas hvidvin ved siden af. Det varierer lidt fra gang til gang, hvordan jeg laver vores stjerneskud, men denne her gang bliver det vist både med dampede og stegte fiskefilet’er, rejer og et lille stykke røget laks foruden alt det klassiske tilbehør. Vi har begge lyst til en ordentlig fisketallerken. Til dessert skal vi have en lækker og luftig mælkechokolademousse med bær – så er weekenden ligesom skudt i gang.

Lørdag – Vi skal til fødselsdag hos Mortens mor og selvom det er til frokost, så er vi først hjemme til aften engang. Jeg regner ikke med, at nogen af os har den helt store sult, når vi kommer hjem, men ellers må vi snuppe en rugbrødsmad eller et spejlæg.

Søndag – Jeg har længe haft lyst til en flæskestegssandwich med det hele, så søndag eftermiddag ryger der en svinekam i ovnen og så kan den få lov til at langtidsstege, indtil den er sprød, mør og lækker. Tilbehøret bliver selvfølgelig rødkål og agurkesalat, jeg tænker også at røre lidt mayo op med en grov sennep eller lignende og så vil jeg bage en omgang af de her lækre rugbrødsboller til at smække sammen om flæskestegsskiverne. Måske lige en omgang grønsager i stave ved siden af – og så skulle vi vist være dækket ind.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)