Jeg har besluttet, at vi skal prøve noget nyt. For et par måneder siden, blev det afgjort, at madplanen skal lægges på bloggen lørdag i stedet for søndag, så flere af Jer kunne få glæde af den under weekendens indkøbstur, og det har været en kæmpe succes – i hvert fald efter hvad jeg kan forstå på Jeres tilbagemeldinger.

Men sagen er jo den, at jeg laver madplan for den kommende uge allerede fredag middag – så kan jeg nemlig holde fri i weekenden og skal blot gribe indkøbssedlen, inden vi suser ud og handler. Og så var det, jeg kom i tanker om, at der jo egentlig ikke er nogen grund til, at madplanen bare ligger på min computer fra fredag middag og venter helt til lørdag formiddag på at blive udgivet. Derfor kommer madplanen fra nu af – i hvert fald i en prøveperiode – på bloggen allerede fredag eftermiddag, når jeg har lavet den færdig. På den måde håber jeg, at jeg både kan nå Jer, som handler (tidligt) lørdag og om søndagen, samtidig med at planen måske også kan være med til at give lidt inspiration til weekendmenuen.

Madplan uge 15.

Mandag – Vi lægger ud med en lækker fuldkornstærte med oksekød, tomat og grønt. Tilbehøret bliver blandet salat og hjemmelavet creme fraiche dressing og dermed er påskeugen skudt i gang.

Tirsdag – Der skal laks og rejer på menuen og det bliver på den helt klassiske måde med godt brød, salatblade, citron og mayonnaise til rejerne og dildsauce til laksen. I hvert fald indtil videre, for jeg overvejer lidt, om jeg skal lade laksen være klassisk, men i stedet komme rejerne i denne her fantastiske rejesalat med forårsløg, mango og chili, som altid er et hit. Jeg kender seriøst ikke nogen, som ikke er en smule forelsket i den rejesalat.

Onsdag – Påske og kyllinger hænger sammen, så selvfølgelig skal der kylling på menuen i denne her uge og det bliver i form af disse her skønne og sprødstegte, saltede kyllingelår. Lårene smager lige så godt kolde som varme, så hvis der står picnic eller lignende på programmet i påsken, så kan jeg kun anbefale, at man laver en ordentlig stak og kommer dem i madpakken. Tilbehøret bliver denne her lækre rissalat med masser af grønt.

Torsdag – Traditionen tro går turen til Flensborg. Vi har i snart et del år brugt Skærtorsdag i Flensborg sammen med min familie, hvor vi hygger, shopper, spiser god mad og, for det meste, nyder det gode påskevejr. På hjemturen smutter vi også lige ind forbi en grænsebutik og handler lidt, men der er de lange køer som regel væk for længst.

Fredag – Jeg hepper på grillvejr i påsken og har under alle omstændigheder planer om, at vi skal grille gode pølser fra slagteren og måske også en omgang hot wings. Tilbehøret bliver årets første hjemmelavede kartoffelsalat, som laves på nye, udenlandske kartofler og jeg glæder mig allerede. Jeg har dog ikke besluttet, om det skal være den klassiske kartoffelsalat, eller om jeg skal lave denne her variant med karry og bacon. Måske skal der også bages et lækkert madbrød.

Lørdag – Der skal påskelam på bordet, men hvorvidt det bliver en lammekrone, en lammekølle, lammekoteletter eller små, lækre lammemørbrad, det ved jeg ikke endnu. Til gengæld ved jeg, at tilbehøret bliver tzatziki, græsk bondesalat og en eller anden form for kartofler, måske hjemmelavede ovnfritter eller knuste kartofler med hvidløg og rosmarin. Og måske også resterne af fredagens madbrød, hvis jeg altså laver sådan et.

Søndag – En forhåbentlig dejlig påskeuge sluttes med en lækker, hjemmelavet lasagnette med bechamelsauce og dermed kan resterne fra grønsagsskuffen indgå som fyld i kødsaucen, så der er gjort rent bord. Tilbehøret bliver denne her bønnesalat med feta og rødløg og måske også et glas rødvin. Så kan vi jo samtidig glæde os over, at vi har fri mandag (2. påskedag).

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)