Stegt flæsk med persillesauce! En rigtig dansk klassiker, som faktisk er ret nem at lave. Herhjemme er det godt nok ikke på menuen så ofte. Jeg kan i hvert fald ikke tillade mig at påstå, at vi får det jævnligt. Men 2-3 gange om året laver jeg en portion.

Derudover har vi den tradition i min familie, at der altid serveres stegt flæsk med persillesauce, når nogle af os har været ude at rejse. Man bliver altså hentet i lufthavnen og så kan man ellers se frem til en hyggelig familiemiddag med masser af snak, grin og ferieminder. Og på den måde har retten faktisk altid fungeret som et “velkommen hjem” symbol for os. Længe inden man besluttede at gøre den til dansk nationalret.

Andre skønne klassikere – Frikadeller I Æggekage med bacon I Dansk bøf med løg I Flæskesteg I Grydestegt kylling

Stegt flæsk tilberedt i ovn.

Jeg steger altid flæsk i ovnen. Også når det kun drejer sig om 8-10 skiver til Morten og mig. Men så bruger jeg selvfølgelig et ildfast fad med rist i stedet for en hel bageplade. Flæsket passer sig selv i ovnen og samtidig drypper fedtet fra, så flæsket bliver sprødt og lækkert. I ovnen kan man nemlig lave stegt flæsk med de lækreste, sprøde flæskesvær. Præcis ligesom på en god flæskesteg. Man skal bare skrue godt op for ovnvarmen til sidst, så sværene får lov til rigtigt at boble og blive sprøde.

Man skal dog være opmærksom på, at dette ikke en metode, som kan bruges, hvis man skal lave stegt flæsk til rigtig mange mennesker. Flæskestykkerne må nemlig helst ikke ligge så tæt på risten, at de rører hinanden. Så får sværene i hvert fald vanskeligt ved at blive helt knasende sprøde.

Alternativt kan man stege flæsket på to plader/riste. Men derudover er jeg faktisk også for nyligt faldet over en decideret “holder”. Den består af et stykke metal med riller, hvor flæsket kan stilles på højkant. Jeg tror, at den primært er tænkt til stegt flæsk på grillen. Den står i hvert fald sammen med grilludstyret. Men mon ikke også den kan bruges i ovnen?

Print opskrift Pin opskrift
0 fra 0 stemmer

Stegt flæsk med persillesauce

Stegetid1 t
Samlet tid1 t 15 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 16-20 skv flæsk/svinebryst i skiver
  • 2 spsk groft salt

Persillesauce

  • 30 gr smør
  • 3 spsk hvedemel
  • 5 dl mælk
  • 1 bundt persille (friskhakket)
  • salt

Fremgangsmåde

  • Beklæd en bageplade med bagepapir og læg ovnristen ovenpå. Det varme fedt fra flæsket vil dryppe fra risten ned på bagepapiret under stegningen.
  • Drys flæsket med salt på begge sider og placer stykkerne på risten. De må ikke røre hinanden. 
  • Steg flæsket i ovnen ved 125 °C (varmluft) i ca 40 minutter.
  • Skru herefter op til 225 °C (varmluft) og steg flæsket i ca 20 minutter, til det er lysebrunt og sværen er boblende sprød som på en flæskesteg. Kig til flæsket engang imellem og pas på det ikke får for meget. Imens laves saucen.
  • Smelt smørret i en gryde og rør mel i. Tilsæt mælk og pisk grundigt til en klumpfri sauce.
  • Bring saucen i kog under jævnlig omrøring og lad den koge et par minutter til den tykner. Er saucen for tyk, kan der tilsættes lidt ekstra mælk.
  • Tilsæt persille og smag saucen til med salt og peber.
  • Server stegt flæsk med persillesauce, kogte kartofler, rødbeder og evt. ekstra persilledrys.

Tilbehør til stegt flæsk.

Jeg serverer sjældent grønt tilbehør til stegt flæsk. Ikke medmindre man regner syltede rødbeder for grønsager. Der er altså bare nogle retter, som skal have lov til at stå alene, efter min mening. Skal der alligevel lidt grønt på bordet, så anbefaler jeg en klassisk råkostsalat med revet gulerod og æble, samt en dressing med appelsinsaft eller citronsaft og honning.

Server evt. salaten på en lille sidetallerken for sig selv. Så risikerer man ikke en spøjs blanding af revet gulerod, persillesauce og rødbedesaft på selve tallerkenen. Måske er det bare mig, der er sart, men jeg kan godt lide at holde tingene lidt adskilt. Og så ser det i øvrigt rigtig fint ud med en lille, smukt anrettet sidesalat til hver.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)