Selvom vi nyder livet i Spanien i disse dage, så skal det da ikke forhindre mig i at lægge en rigtig græsk klassiker på bloggen. I skal nemlig ikke snydes for opskriften på en super lækker moussaka med aubergine og kartofler, som vi fik til aftensmad et par dage før, vi rejste herned.
Jeg bruger altid en kombination af aubergine og kartofler, når jeg laver moussaka, hvilket jeg synes, giver en fin fylde og masser af mæthed, men en original moussaka er vist udelukkende lavet på aubergine, som lægges i lag med masser af krydret oksekød og toppes med bechamelsauce, selvfølgelig. Faktisk kan man vel godt kalde moussaka’en for grækernes svar på den italienske lasagne og i virkeligheden kunne jeg godt have haft en moussaka med i dette her indlæg med 12 lækre lasagneopskrifter, som jeg skrev for nylig, men det må så blive næste gang.
Inden man “samler” moussaka’en, skal auberginerne lige tilberedes kort, så de kan smide lidt af vandet. Man kan stege dem i olie på en pande – dette er den originale fremgangsmetode og jeg kan godt love, at sådan nogle auberginer kan suge noget olie. Man kan også bare gøre som jeg og lægge skiverne på en bageplade, drysse dem let med salt og bage dem i ovnen. Jeg skal ikke kunne sige, om en græsk husmor ville ryste på hovedet, men ikke desto mindre så er det dejligt nemt, at aubergineskiverne passer sig selv i ovnen, imens jeg gør kødsauce klar og skærer kartoflerne i skiver og bagefter er ovnen opvarmet og klar til moussaka’en.
Moussaka’en kan serveres lige som den er, men jeg kan godt lide, at der er en form for grønt tilbehør ved siden af, så jeg laver gerne en lækker græsk salat til. Derudover kan jeg anbefale skåle med tzatziki, store oliven og cremet feta skåret i firkanter. Måske også et lækkert brød, skåret i grove stykker, og et godt glas rødvin, men så er der også lagt an til en rigtig græsk hyggemiddag, som jeg ikke ville tøve med også at servere for gæster.
Græsk moussaka
Ingredienser
- 1 spsk olie
- 1 løg (hakket)
- 2 fed hvidløg (hakkede)
- 450 gr hakket oksekød
- 2 spsk hvedemel (kan udelades)
- 1 ds hakkede tomater
- 1 dl vand
- 1 tsk paprika
- 2 tsk timian (oregano kan også bruges)
- ½ tsk stødt kanel
- 1 nip sukker
- 1 aubergine
- 2 bagekartofler
- salt og peber
Bechamelsauce
- 30 gr smør
- 3 spsk hvedemel
- 4 dl mælk
- ½ tsk revet muskatnød
- salt og peber
- 50 gr revet ost
Fremgangsmåde
- Varm olien op i en stor gryde og sauter løg og hvidløg heri. Tilsæt det hakkede kød og brun det godt. Rør evt. hvedemel i oksekødet, inden de hakkede tomater, vand og krydderier kommes i gryden.
- Hvedemelet kan udelades, men det hjælper med at jævne kødsaucen, så den tykner ganske let. Det gør den færdige moussaka mindre “flydende” og gør det nemmere at skære den i pæne stykker.
- Lad saucen simre i 10-15 minutter og smag til med sukker, salt og peber.
- Imens saucen simrer, skæres auberginen i skiver á ca. 1/2 cm tykkelse. Skiverne fordeles på en bageplade med bagepapir, drysses med lidt salt og bages møre i ovnen ved 200 °C (alm ovn - ikke varmluft) i 10-15 minutter. Skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver.
- Fordel lidt kødsauce i bunden af et ildfast fad og læg aubergineskiver ovenpå. Fortsæt herefter med et lag kødsauce, så kartoffelskiver og kødsauce. Fortsæt til alle aubergine- og kartoffelskiverne er brugt. Slut med et lag kødsauce.
- Smelt smørret til bechamelsaucen i en gryde og rør mel i. Tilsæt mælk og pisk godt, så saucen ikke klumper. Bring saucen i kog og lad den koge i et par minutter, så den tykner og melsmagen forsvinder. Smag til med muskat, salt og peber.
- Fordel bechamelsaucen ovenpå moussaka’en og drys revet ost øverst. Bag moussaka’en ved 180 °C i ca. 40 min (alm ovn - ikke varmluft) til osten er gylden og kartoflerne møre. Server med salat, tzatziki og måske lidt godt brød.
Har prøvet over flere gang at tilmelde mig dit nyhedsplan og indkøbs lister via mail men jeg har ikke modtaget noget og ved heller ikke om den er bliver modtaget?
Mvh Denezia
Denezia – Jeg har lige prøvet at tilmelde din emailadresse til systemet fra min computer, så nu satser vi på, at jeg har større held end dig 🙂 Du skulle gerne modtage en velkomstmail, som du skal bekræfte og derefter er du klar til at modtage mit ugentlige nyhedsbrev. Vær dog OBS på, at såvel velkomstmail som nyhedsbrev en sjælden gang imellem smutter i spam/uønsket post 😀
Dejlig opskrift tusind tak for en god inspiration 🌴🍷🌞
Palle – Velbekomme – dejligt at høre 😀
Super nice opskrift!
Prøvede denne opskrift i sidste uge https://7opskrifter.dk/opskrift/moussaka-graesk-lasagne/
Men synes at din opskrift virker rigtig interessant og moussaka smager jo ih så dejligt, så hvorfor ikke lave det igen 🙂
Henny – Ja, man kan aldrig få for meget moussaka 😀
Har idag lavet din græske muossaka ikke et hit kartoffelerne var jo ikke færdige og det smagte sku for meget af kanel føj
Kristina – Æv, det var da træls at høre. Mht. de rå kartofler, så afhænger det meget af ovnen (der er som bekendt ikke 2 ovne, der varmer ens) og kartoffelsorten. Af samme grund har jeg skrevet, at moussakaen skal bages i ca 40 minutter, eller til kartoflerne er møre. Men det kan selvfølgelig være svært at se, så man kan evt. prøve at stikke ned i moussaken med en lille spids kniv eller et træspyd – ligesom når man koger kartofler. Jeg oplever kun kanelsmagen som en ganske svag “varme” i munden og et helt svag strejf og sådan er den også kun tænkt. Moussakaen skal selvfølgelig ikke smage som en kanelsnegl 😀
Når man nu ikke kan købe Knorr mousaka mix mere 😢, må man jo prøve selv .
Skær kartoflerne i skiver og kog dem et kvarter. Så er de perfekte til at komme mellem lagene og man undgår rå kartofler.
Ja, jeg har da selv lavet mousakka fra bunden i mange år. Spar på kanelen, brug gerne kassia kanel. Det smager ikke af “risengrød”. Læg Kartoffelskiverne med i ovnen når Auberginerne mørnes, så fås en dejlig konsistens på hele retten. Lad den hvile i min. 15 min inden servering.