I morgen skal jeg bage lækre hvedeknopper med kardemomme, så de er klar til torsdag aften, hvor vi traditionen tro spiser varme, ristede hveder til aften. Og meget tyder på, at jeg absolut ikke er den eneste, som spekulerer i varme hveder i de her dage, for der er livlig aktivitet omkring min opskrift på lette og luftige hjemmebagte hveder herinde på bloggen – åhhh hvor er det bare hyggeligt at tænke på, at så mange sidder torsdag aften og gnasker hveder i sig, hvad enten de så er fra bageren, fra supermarkedet eller de er hjemmelavede. Man kan sige hvad man vil om os danskere og vores forhold til religion og helligdage, men vi er virkelig gode til at holde de skikke og traditioner i hævd, som indebærer at vi skal spise et eller andet lækkert og hygge os sammen.

Traditionelt bager jeg hveder med kardemomme – jeg ved, at der er delte meninger om kardemomme i hvederne, men uden kardemomme kunne jeg lige så godt bage en helt almindelig tebolle. I mange år arbejdede jeg i forskellige bagerier og solgte i tusindvis af kardemommeduftende hveder op til Store Bededag, så for mig hænger kardemomme og hveder uløseligt sammen. Bryder man sig ikke om kardemomme, så udelader man det selvfølgelig bare, men der er også den mulighed, at man i stedet tilsætter en smule stødt kanel til dejen. Det prøvede jeg i går, hvor jeg bagte en lille portion “prøve-hveder” med kanel, og det blev faktisk lidt af et hit, da jeg efterfølgende serverede de ristede hveder for mine forældre sammen med en kop te.

Kanel er som bekendt et let genkendeligt krydderi, der har en speciel og markant smag, men hvis man blot tilsætter 2 tsk til dejen, så lægger smagen af kanel sig i baggrunden som en let og varm eftersmag, der ikke helt lader sig definere. Selvfølgelig kan man dufte, at der er kanel i dejen, både når hvederne bages og sidenhen når de ristes, men duften er noget mere markant end smagen og jeg vil vove at påstå, at smagen af kanel er så fin, at man stadig vil kunne spise både ost og måske også visse former for pålæg på hvederne, selvom de er bagt med kanel. Og er man helt vild med kanel og vil man gerne have smagen helt frem i første række, så bruger man selvfølgelig bare ekstra kanel i opskriften.

Hveder med kanel.

15 stk.

2½ dl mælk, lillefingervarm

½ pk gær

1½ tsk salt

1-2 spsk sukker

1 æg

50 gr smeltet smør

2 tsk stødt kanel – kan erstattes af 1-2 tsk kardemomme for traditionelle hveder

ca 450 gr hvedemel + lidt ekstra til æltning

Opløs gær i mælken og tilsæt salt, sukker, æg, smeltet smør og kanel. Til sidst tilsættes melet og der æltes til en blank og smidig dej. Lad dejen hæve ca 1 time. Form dejen til 15 boller og sæt dem med ca 2 cm’s afstand på en bageplade med bagepapir. Sæt bagepladen med hvederne i en slukket ovn, sæt en skål i bunden af ovnen og hæld ca 1 liter kogende vand i skålen, fx fra elkedlen. Luk ovnlågen og lad hvederne efterhæve ved dampen fra vandet i ca 30 minutter, til de er store og luftige og vokset sammen. Tag hvederne og skålen med vand ud af ovnen og tænd ovnen – skålen med vand skal ikke bruges mere. Bag hvederne ved 200 grader (ikke varmluft) i 15-20 minutter til de er gyldne og gennembagte. Ved servering skæres hvederne over og ristes og spises med smør.

Note. Bliver der hveder til overs, så kan de sagtens fryses.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)