I morgen skal jeg bage lækre hvedeknopper med kardemomme, så de er klar til torsdag aften, hvor vi traditionen tro spiser varme hveder til aften. Og meget tyder på, at jeg absolut ikke er den eneste, som spekulerer i varme hveder i de her dage, for der er livlig aktivitet omkring min opskrift på lette og luftige hjemmebagte hveder herinde på bloggen.

Åhhh hvor er det bare hyggeligt at tænke på, at så mange sidder torsdag aften og gnasker hveder i sig, hvad enten de så er fra bageren, fra supermarkedet eller de er hjemmelavede. Man kan sige hvad man vil om os danskere og vores forhold til religion og helligdage, men vi er virkelig gode til at holde de skikke og traditioner i hævd, som indebærer at vi skal spise et eller andet lækkert og hygge os sammen.

Som regel bager jeg helt traditionelle hveder med kardemomme. Jeg ved, at der er delte meninger om kardemomme i hvederne, men uden kardemomme kunne jeg lige så godt bage en portion helt almindelige teboller. I mange år arbejdede jeg i forskellige bagerier og solgte i tusindvis af kardemommeduftende hveder op til Store Bededag, så for mig hænger kardemomme og hveder altså uløseligt sammen.

Bryder man sig nu ikke om kardemomme, så udelader man det selvfølgelig bare, men der er også den mulighed, at man i stedet tilsætter stødt kanel til dejen. Det prøvede jeg i går, hvor jeg bagte en lille portion “prøve-hveder” med kanel, og det blev faktisk lidt af et hit, da jeg efterfølgende serverede de ristede hveder for mine forældre sammen med en kop te.

Kanel er som bekendt et let genkendeligt krydderi, der har en speciel og markant smag, men hvis man blot tilsætter 2 tsk til dejen, så lægger kanelsmagen sig noget så fint i baggrunden som en let og varm eftersmag i mundhulen. Selvfølgelig kan man dufte, at der er kanel i dejen, både når hvederne bages og sidenhen når de ristes, men smagen af kanel er altså så fin, at man stadig vil kunne spise både ost og måske også visse former for pålæg på hvederne. Og er man helt vild med kanel og vil man gerne have smagen helt frem i første række, så bruger man selvfølgelig bare ekstra kanel i opskriften.

Hveder med kanel

Hæve- og bagetid1 t 50 min
Samlet tid2 t 10 min
Antal: 15 stk

Ingredienser

  • dl mælk (lillefingervarm)
  • ½ pk gær
  • 2 spsk sukker
  • tsk groft salt
  • 2 tsk stødt kanel
  • 1 æg
  • 450 gr hvedemel (+ lidt ekstra til æltning)
  • 50 gr smeltet smør

Fremgangsmåde

  • Kom mælken i en skål og opløs gæren heri.  
  • Tilsæt sukker, salt, kanel og æg. 
  • Til sidst tilsættes mel og smeltet smør og der æltes til en blank og smidig dej, som hæver tildækket i ca 1 time.  
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord og form dejen til 15 boller. Sæt bollerne i en firkant med ca 2 cm’s afstand på en bageplade med bagepapir.
  • Sæt bagepladen med hvederne i en slukket ovn. Sæt en skål i bunden af ovnen og hæld ca 1 liter kogende vand i skålen. Luk ovnlågen og lad hvederne hæve ved dampen fra vandet i ca 30 minutter, indtil de er store og luftige og vokset sammen. 
  • Tag hvederne og skålen med vand ud af ovnen og tænd ovnen. Skålen med vand skal ikke bruges mere. Bag hvederne ved 200 °C (alm. ovn - ikke varmluft) i 15-20 minutter til de er gyldne og gennembagte.
  • Ved servering skæres hvederne over og ristes og spises med smør.

Noter

Bliver der hveder til overs, så kan de sagtens gemmes i et par dage, da de alligevel skal ristes inden servering. Hvederne kan også fryses.

 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)