I dag tager vi hul på maj – den smukkeste før-sommer måned, hvor skoven bliver helt grøn, hvor syrenerne springer ud og hvor vi kan glæde os til at frådse i rabarber, ærter og asparges og måske også smage de første jordbær. I maj springer vores kæmpestore japanske kirsebærtræ ud i tusindvis af smukke, lyserøde blomster og jeg glæder mig allerede – de lyserøde blomster ser fantastiske ud mod en knaldblå majhimmel, men derudover er der selvfølgelig også masser af andre ting, som jeg glæder mig til i løbet af denne her måned.

I maj glæder jeg mig til…

  • De mange små helligdage, som vi kan se frem til i løbet af maj og juni måned. I første omgang Store Bededag og Kristi Himmelfarts dag. Jeg synes, det er noget så hyggeligt med en fridag midt i ugen, som giver mulighed for hyggelige grillaftener eller spontane udflugter og selvfølgelig også de små, korte arbejdsuger, som disse fridage medfører.
  • Store bededag – eller rettere sagt aftenen før Store Bededag, hvor vi og mange andre danskere traditionen tro spiser ristede hveder. De mange små helligdage fører jo ikke bare en fridag med sig, men også ofte lidt godt at spise. Jeg bager gerne hveder selv efter denne her opskrift, som er den bedste jeg kender – hvederne bliver store, lette og luftige og helt perfekte. Hvederne spiser vi til aftensmad med lækker pølse, ost og paté og så en kop te eller et glas rødvin – en hyggelig tradition i min familie.
  • Lune og solfyldte middagslure på et tæppe på græsplænen eller i liggestolen på terrassen – endnu har det være lidt for blæsende til en rigtig god udendørs middagslur – i hvert fald uden at være pakket ind i tæpper, men det håber jeg, at maj kan ændre ved.
  • 4. maj og Danmarks befrielse, hvor vi traditionen tro sætter tændte stearinlys i alle vinduerne. En smuk tradition, som for nogle år siden var ved at uddø, men som jeg nu har på fornemmelsen, er ved at vende tilbage. Facebook har bare gjort det nemmere, at minde folk om traditioner og mærkedage og det er min klare opfattelse, at der igen dukker flere og flere tændte lys op i vinduerne d. 4 maj om aftenen, når mørket begynder at falde på.
  • Rabarber i massevis, for selvom jeg godt nok har hentet rabarber i haven, så har det endnu været i det små og jeg har plukket lidt forsigtigt. I løbet af maj vokser rabarberne sig store og da de bare bliver ved og ved med at skyde, kan vi lige så godt bruge dem i rå mænger. Jeg glæder mig blandt andet til at lave en gammeldags rabarberkage med makroner og flødeskum og rabarbersaft med vanille. Måske skal der også prøves kræfter med rabarbersirup og rabarbersuppe.
  • At fylde huset med syrener i store buketter. Syrener hører til blandt mine absolutte yndlingsblomster – en enkelt buket kan fylde en hel stue med duft, præcis ligesom hyacinter ved juletid, og jeg glæder mig allerede til at plukke løs. Desværre har vi ikke en hyacint i haven endnu – men den står heldigvis på ønskelisten og indtil da vokser der massevis af smukke, vilde hyacinter rundt om søen, så de er ikke så svære at få fat i.
  • At lave kolde, læskende drikke som iskaffe, iste og lemonade, som skal nydes i haven på de varme dage – og dem få vi forhåbentligt en masse af. Jeg elsker hjemmelavet lemonade og iste, fordi man selv er herre over sukkerindholdet og samtidig kan man lave isteen på sin egen yndlingste – noget en te-elsker som jeg virkelig går op i. Iskaffe laver jeg på kold mælk tilsat en friskbrygget espresso, rørsukkersirup og isterninger – ren café og kaffebars-stemning hjemme på terrassen.
  • Sidst i maj tager vi en uge ud af kalenderen og flyver til Torremolinos i Spanien. Jeg elsker den spanske solkyst og glæder mig allerede nu til en uge på et lækkert hotel hvor afslapning, solbadning, hygge og god mad er i højsædet.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)