Med det skønne sommervejr, som vi har for tiden, skyder rabarberne i vejret med imponerende fart og jeg synes, at jeg plukker og plukker, men de bliver ved med at dukke op på ny. De sidste par dage har jeg både lavet en flaske pink rabarbersaft med vanille, bagt de her helt fantastiske makronmuffins med rabarber og forleden fik jeg så lavet et glas af den skønneste rabarbersirup, som nu står i køleskabet og bliver flittigt brugt. Jeg skal vist snart lave en ny portion.

I virkeligheden er rabarbersirup ikke ret meget andet end reduceret rabarbersaft – altså rabarbersaft med lidt ekstra sukker, som har fået lov til at koge ind, så noget af vandet er fordampet – og det er ikke spor sværere at lave rabarbersirup end at lave rabarbersaft. Faktisk kan man sagtens lave sirup på rabarbersaft, så hvis man har lavet saft, så kan man evt. tage et par deciliter fra, røre ca 100 gr ekstra sukker i og koge det til sirup. Jeg plejer nu bare at følge nedenstående opskrift og koge en lille portion rabarber til saft med et minimum af vand og så tilsætte sukker og koge hele herligheden ind til en sirup – det er både nemt og hurtigt.

Jeg har ikke brugt atamon eller lignende konserveringsmidler i nedenstående opskrift. Hvis man vil være helt sikker på, at siruppen kan holde sig, så kan man skylle sylteglasset med lidt ren alkohol, fx vodka, når man skolder med kogende vand, men den store sukkermængde i siruppen hjælper også med til at konservere. Vi opbevarer siruppen på køl og der holder den sig fint i 3-4 uger. Jeg tror faktisk godt, at den kan holde sig endnu længere, men 4 uger er det længste, vi har opnået at strække siruppen til. Vi plejer at få det hele spist i løbet af ca 14 dage og så laver jeg en ny portion. Hellere flere små portioner, end én stor, som vi kunne risikere ikke at få spist og blive nødt til at smide ud.

Siruppen er ret anvendelig og kan både bruges som sødt/syrligt indslag i dressinger med olie og eddike, som topping ovenpå yoghurt eller skyr om morgenen, som smagsgiver til desserter, fx en portion vanillekoldskål eller som lun sauce ovenpå en kugle vanilleis, og i drinks. Faktisk kan den også fortyndes med vand og drikkes som helt almindelig rabarbersaftevand med masser af isterninger, så der er næsten ingen undskyldninger for ikke at få siruppen brugt.

Rabarbersirup.

250 gr rabarberstængler

½ dl vand

125 gr sukker

Skær rabarberne i små stykker og kom dem i en gryde sammen med vandet. Bring gryden i kog og lad rabarberne simre i ca 15 minutter, til de har afgivet saften. Rør et par gange undervejs. Hæld rabarberne i en finmasket sigte og si saften over i en lille gryde. Kom sukker i gryden og bring den i kog ved svag varme. Lad saft og sukker koge i ca 15-20 minutter til en let tyk sirup – den tykner en smule mere, når den afkøles. Hæld siruppen på et skoldet glas – der bliver ca 1½ dl sirup og den kan holde 3-4 uger på køl.

Note. Siruppen kan tilsættes vanille ved at mase kornene fra en vanillestang ud i sukkeret og lade den tomme vanillestang koge med sammen med rabarberstykkerne.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)