Sommersol og kærnemælkskoldskål med sprøde kammerjunkere hører uløseligt sammen og herhjemme bliver der godt nok spist en hel del koldskål i løbet af sommermånederne. Jeg laver gerne en ordentlig skålfuld af denne her lækre og cremede vanillekoldskål uden æg, som er super nem at lave, og så står koldskålen ellers klar med låg på i køleskabet, så man kan tage sig en portion, når man får lyst.

Forleden dag, i anledning af min mors fødselsdag, prøvede jeg så for første gang at lave en koldskålskage, hvilket jeg efterhånden har set rigtig mange steder og det blev sørme også en stor succes. Let og luftig fromage med masser af smag af vanille og citron og en knasende, sprød bund af knuste kammerjunkere – en super god kombination og så er den oven i købet ret nem at lave. En rigtig sommerkage og så er jeg helt sikker på, at den også vil være et hit som dessert til Sankt Hans.

Jeg knuste kammerjunkerne til bunden i min food processor, til de var helt fint smuldrede – præcis ligesom når man laver en bund til cheesecake. Man kan også bare kommer kammerjunkerne i en stor frysepose og banke på dem med en kødhammer eller bruge en kagerulle, men da kammerjunkere er en smule hårdere end digestive kiks – som jeg normalt bruger til bund i eksempelvis en cheesecake – valgte jeg at bruge food processoren. Jeg kan også sagtens forestille mig, at man kan bruge en mini hakker, hvis man deler portionen op og knuser kammerjunkerne over nogle gange.

Der skal bruges husblas, for at kagen kan stivne og selvom husblas har ry for at være svært at arbejde med, så vil jeg skynde mig at sige, at det behøver det ikke være, når bare man er lidt omhyggelig. Jeg smelter gerne husblas i mikrobølgeovnen i stedet for over vandbad, da det er meget nemmere og efterfølgende blander jeg så den lune husblas med den kolde fromage lidt ad gangen, indtil husblassen er afkølet og tempereret. På den måde får husblassen ikke et “chok” og klumper, når det varme møder det kolde.

Jeg pyntede koldskålskagen med kirsebær, men der kunne lige så godt have været brugt andre sommerbær som fx jordbær eller hindbær. Lidt knuste kammerjunkere og et drys flormelis eller hakket, hvid chokolade havde også været lækkert. Kagen skal trække i minimum 6 timer, så den får tid til at stivne, så den kan sagtens laves i god tid og meget gerne dagen før, så den kan stå på køl og sætte sig i løbet af natten.

Koldskålskage med bund af kammerjunkere.

12-14 stk.

250 gr kammerjunkere

125 gr smør, smeltet

7 blade husblas

½ liter kærnemælk

125 gr flormelis

1 vanillestang

reven skal og saft af 1 usprøjtet citron

½ liter piskefløde

friske bær til pynt, fx kirsebær, jordbær eller hindbær

Knus kammerjunkerne. Det gøres nemmest ved at komme dem i en food processor og køre dem til fint smulder, men man kan også komme dem i en stor frysepose og banke på den med en kagerulle. For en springform (ca 22 cm i diameter) med bagepapir i bunden og en strimmel bagepapir hele vejen rundt i kanten – kageplastik kan også bruges. Bland kammerjunke-smulderet med smeltet smør og pres det ud i bunden af springformen med bagsiden af en ske. Glat overfladen pænt og stil bunden til side.

Læg husblas i blød i koldt vand. Bland kærnemælk og flormelis, men hold 1 spsk flormelis tilbage. Flæk vanillestangen, skrab kornene ud og mas dem ud i flormelissen, så de skilles ad. Kom vanillen i kærnemælken sammen med revet citronskal – ikke saften. Pisk fløden til flødeskum. Knug vandet af husblassen og kom den i en lille skål sammen med citronsaften. Sæt skålen i mikrobølgeovnen i 10-15 sekunder, så husblassen smelter. Har man ingen mikrobølgeovn, kan husblassen smeltes i citronsaften over vandbad. Rør 1 spsk af kærnemælksblandingen ud i husblassen. Fortsæt med at røre den kølige kærnemælk ud i den varme husblas lidt ad gangen, til husblassen er nogenlunde afkølet. Der sker ikke noget ved, at husblassen er en smule lunken, men den må ikke være varm. Rør derefter husblasblandingen i skålen med resten af kærnemælksblandingen. Kom også flødeskummet i skålen og vend forsigtigt rundt. Smag til – smag og behag er forskellige og måske skal der lidt mere citronsaft eller flormelis i blandingen. Fordel kærnemælksfromagen ovenpå kammerjunkebunden og stil springformen i køleskabet i minimum 6-8 timer, men gerne til dagen efter. Ved servering fjernes springform og bagepapir og kagen pyntes på toppen med friske bær og evt. et drys flormelis til pynt.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)