Lige nu svedes der rundt omkring på landets uddannelsesinstitutioner, men om ikke så lang tid springer studenterne ud med alt hvad det indebærer af glæde og lettelse, gaver, fester, natteroderi og studenterkørsel. Og lige præcis når det kommer til studenterkørslen, står mange forældre i lidt af et dilemma, for hvad pokker skal man servere for de kære studenter, når de vælter af vognen og hvirvler igennem stuerne i 20 minutter, inden de fortsætter videre til det næste sted?

Det er godt nok ved at være nogle år siden, at jeg selv “sad på vognen”, men jeg kan stadig huske, hvad der hittede og så har jeg selvfølgelig også hørt fra andre i årenes løb. Nu har jeg samlet det hele i et indlæg og herunder følger opskrifter og forslag til, hvad man eksempelvis kan servere. Indlægget afsluttes med et par tips, ideer og gode råd til de forældre, som om kort tid skal lægge hus til en omgang glade studenter.

Det er ofte sådan, at studenterne mødes hos det første hold forældre, hvor der serveres morgenmad, inden vognen kommer og henter dem. Ligger man nummer 2, 3 eller 4 på ruten, kan det derfor være lidt vanskeligt at regne ud, hvad der vil hitte, da det stadig er morgen, men et bud kunne i hvert fald være en stak amerikanske pandekager med sirup og friske bær. Pandekagerne kan for øvrigt sagtens laves i forvejen og så bare lunes i ovnen inden servering. Små glas med portionsanrettet yoghurt med sirup eller flydende honning, hjemmelavet granola og friske bær kunne også være en mulighed. Husk, studenterne har lige spist morgenmad og er der nogle, som ikke bryder sig om yoghurt, så skal de nok få rigeligt at spise i løbet af dagen alligevel.

Der er ingen tvivl om, at jordbær dyppet i chokolade er et kæmpe hit, når studenterne kommer på besøg og frugt er jo oplagt at servere i løbet af formiddagen. Prøv også gerne andre varianter, fx banan med chokolade og kokos eller stykker af frisk ananas med spidsen dyppet i chokolade. Friske kirsebær på stilk kan også dyppes halvt i chokolade og i stedet for jordbær kan man  lave hindbær med fyld af chokolade. Er der tale om gymnasiale studenter, så brug evt. hvid chokolade til jordbær, hindbær eller kirsebær – det matcher fint de rød-hvide huer.

En lille, lækker haps, som både er nem at lave og ikke ligger alt for tungt i maven, er de her små ruller med fyld af røget laks eller lufttørret skinke. Rullerne kan for øvrigt snildt laves dagen før, så skal de bare skæres i stykker og anrettes på et fad inden servering. Man kan også lave wraps med fyld af salat, tomat, agurk og kylling, bacon, kalkun, pastrami og meget andet godt på denne måde – del hver pandekage i 3 små, fine wraps.

Mad på pind ser fint ud og det er nemt lige at snuppe og stikke i munden – jeg kan kun anbefale de her små sticks med blandt andet ananasstykker og cocktailpølser indpakket i bacon. Sticksene er bedst, hvis de serveres lune, så hav dem gerne stående i ovnen på ca 100 grader, evt. med et stykke stanniol over, indtil servering. Overvej også at marinere små, mundrette stykker kyllingebryst og stikke det på spyd, som steges i ovnen. Kyllingespyd er altid populære.

Jeg kunne ikke lave dette her indlæg uden lige at nævne de her bacon-løgringe med chili. Forrygende lækre og ret nemme at lave og så er de evigt populære. De kan for øvrigt steges i forvejen og skal så bare lige lunes, så baconet igen bliver sprødt, inden servering.

Grønsagsstave og dip er en både nem og lækker servering og uanset om man “nøjes” med gulerødder og agurk, eller om man kører frem med det tunge skyts og skærer en masse forskellige slags grønsager ud i stave, så skal der nok blive spist godt af det grønne – især hvis der er et par lækre dips at dyppe dem i. Det kunne fx være en lækker og cremet hjemmelavet hummus, hvidløgs- eller chili mayonnaise, guacamole eller måske bare et par skåle med færdigkøbt dipmix rørt ud i creme fraiche. Server gerne chips ved siden af – så kan de forskellige slags dip nemt bruges til det hele.

En af de helt store succes’er, da jeg blev student, var et sted hvor vi fik små, lune pølsehorn og hotwings. Så nemt og så godt og der blev virkelig gået til den. Faktisk var det så stor en succes, at vi kopierede den, da min lillebror blev student og også der blev fadene nærmest tømt, så det kan jeg kun anbefale. Udskift evt. hotwings med de her sprøde og saltede, stegte kyllingelår, som er super lækre.

Det er som bekendt sæson for asparges og de her indbagte grønne asparges med lufttørret skinke forsvinder som dug for solen, hver gang jeg serverer dem. Jeg kan kun forestille mig, at de også vil vække begejstring blandt studenterne og som et lille plus kan jeg nævne, at aspargesene kan forberedes og omvikles med skinke og pizzadej, så de bare lige skal bages inden servering. Ingen stress her.

Et andet “indbagt” hit er disse her indbagte tigerrejer med hvidløgs- og persillesmør. Og også her kan man gøre det hele parat i forvejen og vikle rejerne ind i butterdejen, så de bare lige skal pensles med æg og bages inden servering.

Det er jo oplagt at lave alle mulige gængse former for “finger-food”, som kan bages (og evt. fryses) i forvejen og som blot skal varmes på dagen, fx de her pirogger med krydret oksekød, som snildt kan fyldes alle mulige andre lækre ting. Også vegetarfyld.

En anden mulighed kunne være de her lækre pizzaruller med skinke og ost – igen kan skinke og ost erstattes af alt muligt andet pizzafyld.

Pizzarullerne kan også laves om til pizzasnegle med tomat og ost – skinke og ost eller pepperoni er også lækkert.

Og endelig kan man nøjes med “bare” at servere små, fine pizzaer – de her skønne, koldhævede minipizzaer er supernemme at lave og med forskelligt, lækkert fyld er de et hit på enhver buffet. Lav også gerne en vegetarvariant med tynde skiver kartoffel, ost og rosmarin.

Og så kan jeg altså ikke komme udenom dem – pølsehorn er en kæmpe succes til studenterne. Lune og lækre, serveret med ketchup og sennep og måske også med fransk hotdogdressing. Lav gerne hornene som mini pølsehorn, så er de lidt nemmere lige at hapse i en eller to mundfulde. Det her er min bedste opskrift på hjemmebagte lette og luftige pølsehorn.

Måske lyder det lidt underligt, men hvis det er en kølig, blæsende eller måske ligefrem regnfuld dag, så kan det godt blive ret koldt at side på ladet af en åben vogn og så kan man faktisk blive meget populær, hvis man serverer en portion varm suppe. Jeg kan fx anbefale en lækker og cremet kartoffelsuppe med drys af sprød bacon i tern, som de fleste kan lide, men både aspargessuppe med kødboller og en krydret tomatsuppe er populære varianter. Overvej også gerne varm suppe, hvis man er blandt de sidste på ruten, hvor studenterne er ved at blive lidt trætte og uoplagte – der er jo en grund til, at suppe er en populær servering til natmad.

Hmmm…. først suppe og nu risengrød, men giv det evt. et forsøg og server en omgang risengrød med kanel og smørklat og saftevand til. Jeg er godt klar over, at risengrød for alvor kan dele vandende og enten elsker man det, eller også så hader man det, men faktum er, at en stor del af studenterne kunne gå hen og blive glædeligt overraskede – især hvis det er køligt. Hav gerne et alternativ til risengrøden, men tænk hele tiden på, at fordi der er et par stykker, som ikke lige spiser hos dig, så dør de nok ikke af sult.

Og dermed er vi nået igennem alle de “salte” forslag. Jeg har ikke taget muligheder som sandwich, hotdogs og lignende med, men det er mest fordi, at de i forvejen er så oplagte. Små trekantsandwich med lækkert fyld, fx hjemmelavet tunsalat eller hønsesalat, er et hit og det samme er grillede pølser og ristede hotdogs. Overvej også at grille bøffer til små, hjemmelavede burgere – lav evt. mini burgere (eller sliders som de også kaldes), så de ikke mætter alt for meget. Et fad frisksmurte snitter/håndmadder med pålæg kunne også være en lækker og anderledes mulighed – skær evt. rugbrødet i kvarte, så de er lige til at hapse i 1-2 mundfulde og pynt så madderne rigtig fint. Lav dem evt. som pindemadder.

Endelig er det jo oplagt, at lave en portion hjemmelavet sushi og edamamebønner, hvis man har særlige evner indenfor den slags. Det er nemt at hapse med fingrene og så kan man jo stille småbitte skåle frem til soya. Husk også at lave 1-2 slags vegetarsushi, eller bare uden (rå) fisk, hvis der er nogle, som ikke er så meget til den slags.

Med alle de “salte” forslag vel overstået går vi videre til de søde indslag. Alle mulige former for små kager, muffins, kransekage, macarons og lignende er jo fine, men man kan også lave hjemmelavet chokolade, fx hjemmelavede ferrero rocher chokoladekugler

Og så kommer vi ikke udenom de hjemmelavede romkugler. Med denne her nemme opskrift, kan de være færdige på ganske kort tid og så er det jo bare at trille dem i krymmel efter ønske eller farvetema.

Har man alligevel lavet “dej” til romkugler, så kan man gå skridtet videre og lave små hjemmelavede studenterbrød – en mere oplagt anledning findes vel næsten ikke? Brug evt frysetørrede hindbær til røde studenter og kandiserede violer til blå og husk at skære studenterbrødene ud i små bitte firkanter, så de er lige til at hapse i en enkelt bid. Både romkugler og studenterbrød kan sagtens holde sig på køl i flere dage.

Hvem siger, at man kun kan spise æbleskiver til jul? Køb eller bag en ordentlig portion hjemmelavede æbleskiver med kardemomme og citron og server dem med flormelis og syltetøj. Æbleskiver smager meget bedre på denne her tid af året, hvor man ikke får dem serveret hele tiden og jeg tør næsten love, at det bliver et hit. En anden mulighed kunne være en stabel hjemmebagte pandekager med syltetøj eller is.

Er det rigtig varmt, så kan jeg love, at en portion vanillekoldskål med kammerjunkere og små kyskager vil vække stor jubel. Alternativt kan man også lave en portion lækker jordbærkoldskål. Islagkage vil ligeledes være populært og endelig kan man jo lave en helt lille isbar med 2-3 slags is i bøtter (Hjem-is sælger blandt andet is i 2-liters bøtter), isvafler, guf og forskellige slags krymmel. Husk også bægre til dem, der ikke vil have isen i vaffel – man kan blandt andet købe fine isbægre billigt i Tiger og mon ikke også Søstrene Grene har?

I stedet for kun at tænke i mad kunne en servering også bestå af drikkevarer. Er det køligt vil muligheden for at få en irish coffee eller en kop varm kakao med flødeskum, garanteret bringe smil frem. Jeg kan fx anbefale denne her varme karamelchokolade, som både er nem og lækker at lave. Sæt gryden (eller et par kander) på bordet sammen med flødeskum og skumfiduser og måske også en flaske baileys, cognac eller lignende og lad hver enkelt lave sin egen.

Er det varmt, så server hjemmelavede smoothies eller jordbærmilkshakes – lån evt. ekstra blendere hos naboer eller familie og gør det hele klart, så der blot skal tilsættes vanilleis og blendes, når studenterne dukker op. Sæt kanderne på bordet sammen med glas og sugerør og lad hver enkelt forsyne sig.

Gode råd, tips og ideer.

Mange forældre er enten bange for at servere for meget eller for lidt, når studenterne kommer. Der går massevis af skrækhistorier om forældre, som har siddet klar med alt for meget mad og når så vognen er kørt igen, er der kun blevet drukket et par øl og nippet til en halv sandwich, fordi studenterne ikke har kunnet spise mere. Dette har muligvis fået nogle til at gå i den anden grøft og holde det ekstremt let – da jeg blev student, blev vi eksempelvis budt på jordbær med chokolade som det eneste 3 steder i træk, hvilket resulterede i, at vi var ret sultne, da vi nåede frem til et hold forældre, som havde lavet sandwiches. Vi spiste alt for meget og kunne derfor ikke rigtigt spise noget de næste par steder og sådan kan det faktisk fortsætte i en ond spiral, hvis man er rigtig uheldig. Mit forslag er derfor, at når ruten, som vognen skal køre, er udstukket, så er der et par stykker fra klassen som lige sætter sig ned og inddeler listen – morgenmad det første sted, “frokost” ved middagstid engang og måske lidt let aftensmad, eller i hvert fald noget som fylder i maven, et af de sidste steder. Resten af ruten inddeles i skiftevis “salt” og “sødt” og på den måde skulle der være god mulighed for at få lidt variation i det, så studenterne hele tiden har lidt nyt at se frem til og ved hvad der venter dem. Absolut ikke et must, men jeg synes selv, at en inddeling af ruten er en win win situation for alle.

Vand! Selvfølgelig skal der serveres øl og vin, måske også lidt bobler, punch, juice eller sodavand på sådan en dag, men mange har tendens til blot at drikke det, som er sat frem – også selvom de er tørstige og måske allerhelst ville have et glas vand. Mit råd er derfor at sætte et par kander isvand frem – evt. pyntet med citron i skiver, mynte, frosne bær eller lignende. Overvej også at købe en pakke med 6 eller 12 flasker kildevand – de koster nærmest ingen penge og nogle vil måske blive glade for muligheden for at få en flaske kold vand med sig videre på turen.

Lav noget mad, som blot kan stilles frem på fade og tages med fingrene eller øses hurtigt op på en tallerken og spises med ske eller gaffel. Der er sjældent siddepladser nok til alle og en del vil foretrække at stå eller sætte sig på gulvet og så er det altså svært at jonglere med kniv og gaffel. Brug også gerne plastikservice og gør en affaldssæk klar, så tingene blot smides ud, efterhånden som de er brugt. Der er ingen grund til at finde arvesølvet og det kongelige porcelæn frem – brug hellere energien på at nyde studenterne i den lille halve time, hvor de er i huset. Jeg lover, at når de kører igen, vil det føles som om, at der er gået en hvirvelvind igennem stuen.

Bor man i lejlighed, eller har man bare trangt med plads, så kan det være en god idé at flytte arrangementet ned på græsplænen eller lignende fællesområder med borde og bænke. Man kan selvfølgelig være uheldig med vejret, men hvis bare det ikke regner, så kan de fleste altså godt tåle at stå udenfor i 20-25 minutter og drikke et glas og spise et par chips, også selvom det er overskyet. Det er heller ikke et must, at der er siddepladser, så i virkeligheden har man ikke brug for mere end et enkelt bord til mad og drikkevarer og er det rigtig fint vejr, så kan man jo brede et par tæpper og puder ud i græsset. Bor man ikke i et område, hvor der er plæne eller fælles arealer, så giv chaufføren adressen på den nærmeste, offentlige park og tag imod studenterne der. Stik evt. små flag i græsset, så studenterne ved, hvor de skal gå hen, lige så snart de træder ud af bussen.

Hold øje med vejrudsigten og planlæg menuen efter den. Hav evt. en menu klar til både sol og regn/blæst. I solskinsvejr er det fx oplagt at servere iskold koldskål, hjemmelavede smoothies, milkshakes eller is, men bliver det regn eller småkoldt og blæsende, så tænk i stedet varm kakao med flødeskum (og måske et skvæt baileys, cognac eller lignende) eller varm suppe. Tro mig, mange vil blive glade for en skål suppe at varme sig på efter et par timer på ladet af en åben vogn i blæst og regn.

Næsten uanset hvor lidt mad man laver, så vil der blive rester. Tænk derfor i muligheder, hvor resterne enten kan fryses, genbruges eller bliver spist i løbet af kort tid. Det er så ærgerligt, at stå og smide en masse god mad ud, fordi man ikke selv har mulighed for at få det brugt eller spist.

Husk, at man ikke kan gøre alle glade og man skal ikke lave 10 forskellige retter, for at der skal være noget for alle, også de kræsne. 2-3 valgmuligheder er rigeligt og får en student ikke noget at spise hos dig, så skal vedkommende nok få noget det næste sted.

Nyd dagen og studenternes besøg og gør det så nemt for dig selv som muligt. Er du håbløs i et køkken, så køb et par poser med chips og lav et par skåle med dip. Eller kør på McDonalds og hent 50 hamburgere (de kan for øvrigt lunes forsigtigt i ovnen inden servering, uden at de pakkes ud af papiret). Jeg lover, at du nok skal blive populær og husk nu, at studenterne kommer for at besøge dig – ikke for at anmelde dine præstationer i køkkenet. De får så meget mad i løbet af dagen, at de til sidst ikke kan skelne det ene sted fra da andet. Et par stress-ramte forældre med røde pletter på halsen og damp ud af ørene, som har stået på hovedet i køkkenet i 7 timer, vil måske nok blive husket, men formentlig ikke pga maden. Planlæg derfor en servering, som er overskuelig og passer til dig og nyd så den lille halve time, hvor studenterne er i dit hjem.

Skulle nogle af Jer have lyst til at bidrage med erfaringer, flere tips, gode råd og ideer til studenterkørsler, så er I mere end velkomne til at lægge en kommentar til dette her indlæg. Vi kan jo lige så godt hjælpe hinanden 🙂

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)