Med uge 26 siger vi farvel og tak til juni og tager i stedet fat på juli måned. Halvdelen af 2017 er gået og som sædvanlig fatter jeg ikke, hvor tiden er blevet af. Skolebørnene er nu gået på ferie, studenterne er sprunget ud og en laaaaang sommerferie venter forude, fyldt med håb om sol, sommer, varme og strandture.

Den danske sommer kan ingen som bekendt vide sig helt sikker på, men jeg disker ikke desto mindre op med masser af lækker sommermad og så er det bare at håbe på det bedste. Vejrudsigten for den kommende uge ser måske ikke så lovende ud, men så må vi spise indendørs eller tage en ekstra trøje på. De grønne skove, de smukke sommerblomster og de lyse nætter er der i hvert fald ingen, som kan tage fra os. Nu er det sommer!!!

Madplan uge 26.

Mandag – Vi skal have quesadillas med pulled chicken og jeg glæder mig allerede. De sprøde tortillapandekager med lækkert fyld hører virkelig til blandt mine favoritter fra det mexicanske køkken og så er de bare så nemme at lave og hyggelige at spise. Tilbehøret bliver salat, kogte majskolber, creme fraiche og måske lidt salsa eller guacamole. Har man ikke lige 3 timer til at lave en portion pulled chicken mandag, så lav den evt. i løbet af weekenden – pulled chicken er noget af det nemmeste at lave selv, men det kræver tid. Jeg laver en god stor portion, når jeg alligevel er i gang – så er der også til lækker aftensmad torsdag.

Tirsdag – Det kan godt være, at forloren hare sådan traditionelt er en efterårsret, men her i huset spiser vi det hele året og især, hvis der er tale om disse her små hyggelige mini harer, som serveres i fad med sauce. Mini harerne gør ligesom retten lidt lettere – selvom der, rent smagsmæssigt, ikke er den store forskel på den klassiske hare og så disse – og de bliver serveret med lækker haresauce, nye kartofler, salat med mormordressing og en klat ribsgele.

Onsdag – Tomaterne er ved at være rigtig gode og fulde af smag, så nu er det tid til hjemmelavet tomatsuppe. Kan man ikke skaffe gode tomater, så kan suppen også godt laves med tomater fra dåse, men der er altså noget helt særligt ved tomatsuppe lavet på gode, solmodne tomater fulde af saft og kraft. Tilbehøret bliver de her skønne, små brød med tomat, mozzarella og basilikum. 

Torsdag – Vi skal have denne her suverænt lækre cobb salad med pulled chicken, bacon, avocado og masser af andre gode sager. Nem og lækker aftensmad, som bare skal snittes og så anrettes fint. Jeg har nogle kæmpe store salattallerkner, som jeg altid bruger, og gør i det hele taget meget ud af at anrette vores salater fint, så aftensmaden får et strejf af cafébesøg over sig. Tilbehøret bliver en form for nybagt madbrød, måske dette her flettede madbrød med pesto og ost. 

Fredag – Weekenden skydes i gang med en græsk moussaka med krydret oksekød, aubergine og kartofler og tilbehøret bliver denne her skønne, græske salat og en portion tzatziki. Aftensmad som emmer langt væk af dejlige sommerferier i Grækenland og er fyldt med gode minder.

Lørdag – Der skal hygges med et ordentligt bjerg pil-selv-rejer – og måske også andre lækre skaldyr, det kommer lidt an på hvad fiskehandleren byder på. Tilbehøret bliver frisk citron og frisk dild, en hjemmelavet aioli og en lækker, lyserød cocktailsauce og friskbagt brød og smør, måske et grydebrød. Jeg hepper på solskinsvejr, så vi kan sidde i haven og hygge os og måske også nyde et glas hvidvin.

Søndag – Søndagsmenuen står på indbagte koteletter med blandt andet porrer og pikantost og tilbehøret bliver en lækker, blandet salat, måske denne her spinatsalat med jordbær og feta, og en god dressing. Vi spiser sjældent andet tilbehør end salat til koteletterne, for de mætter ret meget, men de smager altså helt fantastisk og kommer jævnligt på menuen herhjemme.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)