Så blev det endnu engang fredag og jeg har netop lagt sidste hånd på madplanen for den kommende uge. Det bliver så den første uge i juli – og måske også den første ferieuge for mange – men eftersom vi ikke holder ferie herhjemme endnu, så er der masser af nem og lækker hverdagsmad på programmet. Skulle vi være så heldige at få dejligt sommervejr og varme temperaturer, så kan en del af maden som sædvanligt tilberedes på grillen – jeg glæder mig især til den grillede laks, som kommer på grillen uanset vejret – og det er i hvert fald helt sikker, at al maden kan nydes udendørs.

Madplan uge 27.

Mandag – Ugen starter godt med en portion kylling i fad med pikantost og bacon. Et sikkert vinderhit herhjemme hos os og så er det dejlig nemt at lave = en perfekt start på ugen. Tilbehøret bliver kogte ris og en stor skålfuld grøn salat.

Tirsdag – Vi skal have laks på grillen. Enten laksebøffer, som bare krydres og grilles direkte på risten eller laksestykker i stanniol, som dryppes med hvidvin, salt og peber og pakkes sammen med cironskiver og frisk dild og dampes på grillen, til laksen er mør. Tilbehøret bliver en creme fraiche dressing med friskhakket dild, citronsaft, sukker, salt og peber, denne her skønne spinatsalat med bacon, vindruer, ost og nødder og så et lækkert, hjemmebagt flüte.

Onsdag – Menuen står på en kogt hamburgerryg og tilbehøret bliver enten denne her skønne og farverige rissalat eller perlebygsalat med masser af sommergrønt. Morten og jeg kan selvfølgelig ikke spise en hel hamburgerryg, så resterne bliver gemt til aftensmaden lørdag.

Torsdag – Vi er blevet ret glade for spaghetti bolognaise i vegetarudgaven, hvor kødet i bolognaisen er udskiftet med brune linser. Vil man ikke “gå hele vejen”, så kan man nøjes med at erstatte en del af kødet med linser og alternativt kan man selvfølgelig bare lave en klassisk bolognaise med spaghetti til.

Fredag – Vi skal have kylling i fløde og hvidvinssauce, som er en af vores fælles livretter. Tilbehøret bliver dampede, grønne asparges og nye kartofler. Jeg tænker, at vi også har fortjent lidt dessert og vil lave en portion jordbærkoldskål med vanille. 

Lørdag – Lørdag står den på bagte kartofler med salat og skinkefyld, som er nemt og lækkert og perfekt sommermad. Fyldet minder lidt om en skinkesalat og bliver lavet på resterne fra hamburgerryggen og kartoflerne bliver langtidsbagt i ovnen. Glæder mig allerede.

Søndag – Menuen står på et rigtigt 80’er hit, nemlig en indbagt mørbrad med butterdej og tilbehøret bliver en lækker, blandet salat og en hjemmelavet creme fraiche dressing med friskhakkede krydderurter, et nip sukker, citronsaft, salt og peber. Måske også en form for kartofler – fx disse her lækre, ristede kartofler, som kan komme i ovnen samtidig med mørbraden – det kommer lidt an på, hvor sultne vi er.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)