De her små bitte snobrød – som laves af dej viklet om et grillspyd af træ og bages i ovnen – lavede jeg for nyligt og jeg er nødt til at indrømme, at jeg er fuldstændig vild med dem. Jeg har bare et eller andet med mad i mini format – det bliver ligesom lidt ekstra hyggeligt at spise. Præcis ligesom jeg er vild med nippemad og “finger food”.
Brødene spises præcis ligesom man normalt ville spise et snobrød, nemlig ved at trække brødet af pinden og gå i gang fra en ende af. Har man lavet nogle meget lange snobrød, kan det måske være nødvendigt lige at rykke brødet fra hinanden på midten og derefter trække de to halvdele af, men ellers skulle der ikke være problemer og de små spyd skal hverken pensles med olie, ligge i vand eller på anden måde behandles, inden man vikler dejen omkring dem.
Dejen er en klassisk gærdej, men uden æg, mælk eller smør, så den er rimelig nem at gå til. Faktisk er det den samme dej, som jeg brugte til de her pirogger med krydret oksekød og grønsager og da den er super nem at arbejde med, kan jeg kun anbefale den. Man kan selvfølgelig også bruge sin egen opskrift på gærdej, hvis man ligger inde med en super god en af slagsen, ligesom det står enhver frit for at udskifte noget af hvedemelet med en grovere meltype. Man skal bare huske på, at jo mere hvedemel en dej indeholder, jo mere let og luftig bliver det færdige resultat, da hvedemel har en rigtig god bageevne.
Snobrødene kan bruges til madpakker eller spises som snacks – evt. sammen med grønsagsstave og forskellige lækre dips, det kunne måske være en lækker hvidløgs- eller chili mayo eller en portion hummus. En rigtig fin servering til både børnefester, studenterkørsel og til velkomstdrinks for de voksne. Og apropos studenterkørsel, så har jeg for nyligt skrevet dette her indlæg med mere end 50 tips, ideer og opskrifter til studenterkørsel, hvis nogen skulle mangle lidt inspiration. De små snobrød kan også snildt bruges som madbrød og er oplagte at servere til en gang grillmad – lun dem evt. på grillen inden servering og beregn 1-2 stk. pr. mand. Og endelig er brødene jo nærmest et must til maden Sankt Hans aften – især hvis ikke der serveres traditionelle snobrød over bål.
Mini snobrød.
12 stk.
3 dl vand, lillefingervarmt
½ pk gær
2 tsk salt
2 tsk sukker
2 spsk olie
ca 450-500 gr hvedemel + lidt ekstra til udrulning
sammenpisket æg til pensling
12 små kraftige grillspyd af træ
Kom vandet i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt salt, sukker og olie. Tilsæt hvedemel lidt efter lidt – måske skal der bruges lidt mere eller mindre – og ælt sammen til en glat og smidig dej. Lad dejen hæve tildækket i ca 1 time. Slå dejen ned og del den i 12 små boller. Tril hver bolle til en helt tynd pølse og vikl den rundt om et træspyd ligesom et snobrød. Læg snobrødene på en bageplade med den sidste del af snoningen nedad, så brødene ikke “springer op” under bagningen. Lad dem efterhæve i ca 30 minutter. Pensl dejen med sammenpisket æg og bag dem ved 200 grader (ikke varmluft) i ca 15 minutter, eller til de er gyldne og gennembagte. Afkøl brødene på bageristen.
Note. Som med alt anden gærdej, kan man sagtens fryse brødene og lune dem let inden servering.
Det ser spændende ud! Kan de laves sprøde som Grissini hvis de får mere varme/tid tror du? Hilsner – Henrik
Henrik – Jeg vil nok ikke anbefale, at du bruger denne her opskrift til grissini. Det kan meget hurtigt komme til at smage som noget brød, du har glemt i ovnen og du kan også risikere, at de bliver sorte. Hvis jeg var dig, ville jeg derfor bruge en “rigtig” opskrift på grissini, og så evt. sno dem rundt om en pind, så de kommer til at ligne snobrødene 🙂
👍
De er super gode! Kan man putte feks lidt mozzarella ost i dejen til ostesmag 😊
Carina – Ja, det burde ikke være noget problem at komme lidt ost i dejen. Dog skal du nok være OBS på, at osten vil smelte lidt ujævnt og evt. danne lidt gyldne “klumper” under bagningen, men jeg er sikker på, at det vil smage dejligt 😀