Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Tips og ideer til en lang flyvetur…

2 kommentarer
Inspiration

Sommerferien nærmer sig med stormskridt og rigtig mange har planlagt rejser ud i verden. Hvis ikke man er kør-selv typerne, så findes der næsten kun én anden reel mulighed for at komme langt væk og det er med fly, men for nogle kan de mange timer i en flyvemaskine være næsten umulige at komme igennem.

Hvordan man så rent faktisk “overlever” de mange timer i en flyvemaskine, er lige præcis hvad det skal handle om i dette her indlæg, hvor jeg deler ud af alle mine bedste tips og tricks til at få turen til at føles kortere. Og efter at have fløjet til blandt andet Canada, Cuba og ikke mindst USA og New York med jævne mellemrum i de senere år, har jeg efterhånden fundet ud af, hvad der skal til, for at jeg kan hygge mig i flysædet og få en dejlig tur ud af det – også selvom jeg i starten troede, at det ville blive forfærdeligt at skulle sidde så længe i en flyvemaskine.

Først og fremmest drejer det sig naturligvis om den tilgang, som man har til flyvningen fra starten – hvis man på forhånd har bestemt sig for, at de mange timer bliver ulideligt lange og kedelige, så bliver det formentlig også sådan, men hvis man i stedet forbereder sig lidt, så kan turen sagtens komme til at føles meget hurtigere og måske også mere behagelig. Nedenfor har jeg samlet alle mine bedste tips og tricks til at komme igennem en laaaaaaang flyvetur og som sædvanligt vil jeg blive glad for en kommentar, hvis I har andre gode råd at byde ind med.

Valg af pladser. Der er ingen tvivl om, at en flyvetur kan gøres mere eller mindre behagelig, blot ud fra, hvilke pladser man får tildelt. Der er selvfølgelig mulighed for at tilkøbe en opgradering, hvis man flyver med rutefly, men den mulighed har man sjældent, når man flyver med charterfly. Charterselskaberne skal også tjene penge og derfor vil det ofte koste et mindre beløb, hvis man gerne selv vil vælge sine pladser. Da charter-flyveture som oftest hører til de lidt kortere – omkring 3-4 timer – er det sjældent noget, som vi har benyttet os af og vi er endnu altid blevet placeret ved siden af hinanden på nogle fine pladser, men er sæderne en kilde til bekymring, så bør man måske overveje, om ikke det er værd at ofre pengene og få “ro i sjælen”.
Vi har kun prøvet charterrejser ganske få gange, så vi søger stort set altid efter flybilletter via Momondo og når vi har fundet passende billetter, er det selvfølgelig det pågældende flyselskabs politik omkring valg af sæder, som er det gældende. På de lange flyvninger med rutefly, bliver vi stort set altid bedt om, selv at vælge vores pladser (fx via en mail) og det foregår lidt ligesom i en biograf efter “først til mølle” princippet. Regner man med at sove det meste af vejen og ellers sidde med næsten begravet i en bog, så gå efter pladser ved vinduerne. Ved man omvendt, at man gerne vil have mulighed for at gå lidt rundt i flyet og i øvrigt skal på toilettet 5-6 gange under turen, så kan en gangplads måske være mere oplagt. Ved nødudgangene er der ofte lidt mere benplads, men man skal være opmærksom på, at disse sæder som oftest ikke kan lægges ned, hvilket kan være et problem, hvis man har planer om at sove. Sæder over vingerne er helt fine, men ikke hvis man har planer om at kigge ud – og ikke mindst ned – på en del af turen. Pladser bagerst i flyet kan være en fordel, hvis man gerne vil være tæt på toiletterne og desuden have mulighed for at stå op på lidt af turen, da der ofte er god plads bag de sidste sæder i de store fly – man skal dog være opmærksom på, at der også kan være lidt mere larm, både fra flyet men også fra personalet, som oftest arbejder bagerst og forrest i flyene.

Rejsedokumenter. Man har sit pas og man har måske også printet sine reservationspapirer til hotellet. Og så får man en kvittering for indleveret bagage og et boardingpass udleveret og måske får man også mere end et boardingpass, hvis man har mellemlandinger undervejs og pludselig skal man holde styr på papirer nok til et helt arkivskab. Og når man tror, at man er færdig med at vise pas/boardingpas og pakker det ned i tasken, så skal de altid se det en gang til – hvis ikke for andet, så fordi man forsøger at købe en flaske vand i en af butikkerne ved gaten. Vi har købt en lille “mappe” til vores rejsedokumenter med plads til pas, boardingpass, diverse udprint, et par kreditkort og mønter, men vi bruger det nu primært til pas, boardingpass og rejsedokumenter og på den måde er der styr på det hele og vi skal ikke til at rode tasken igennem, hver gang vi skal bruge passet. Man kan købe nogle fine (og dyrere) små, tynde lædermapper til rejsedokumenter, fx i taskebutikker og på nettet, men på denne her tid af året har de dem også tit som spotvarer i fx Netto, hvor vi har købt vores til 20 kr. Den er lavet af nylon, ligesom et penalhus og den er rimelig solid til prisen og passer fint til vores behov. Når vi har samlet pas, papirer, alle vores boardingpass og kvitteringer for bagagen i den, så er der styr på det.

Påklædning. Jeg synes, at temperaturerne har det med at svinge utroligt meget i et fly – det kan være meget varmt, når man kommer om bord og så bliver det pludselig ret koldt, når man er kommet i luften og nogle gange har det også noget at gøre med, hvor man kommer til at sidde. Afslappet tøj og løse bukser er alfa og omega for mig, når jeg flyver, så jeg kan tage benene op under mig engang imellem. Desuden en let t-shirt eller tank top og en cardigan eller anden form form langærmet trøje, som kan tages af og på efter behov – især smart, hvis man lander et sted, hvor det er varmt. Er det sæson for bare fødder i sandalerne, så husk evt. også et par bløde sokker – jeg har altid sådan et par super bløde og vamsede sokker med i min håndbagage og lige så snart, vi er kommet ombord, smider jeg skoene og tager sokkerne på. Husk også gerne et par sko, som er nemme at tage af og på – de skal måske allerede af, når man går igennem lufthavnens sikkerhedstjek og dem kan der være nogle stykker af, hvis man har mellemlandinger. Smider man skoene i flyet, er det desuden rart, at de er nemme at få af og på, hvis man skal op og gå lidt rundt, på toilettet eller lignende.

Trykudlignende ørepropper. Har man tendens til propper i ørerne, så kan det være, man skal overveje et par trykudlignende ørepropper, som kan købes på apoteket og i lufthavnen. Selv har jeg døjet meget med langvarige propper i ørerne, men efter jeg har prøvet trykudlignende ørepropper, er det heldigvis ikke noget problem længere. Jeg sætter propperne i ørerne ved start og så tager jeg dem ud, når vi er oppe. Ca 1 time inden landing sætter jeg dem så i ørerne igen og på de korte flyvninger, beholder jeg bare ørepropperne i under hele turen. Nu mærker jeg ingenting ved start og ved landing mærker jeg en sjælden gang kortvarigt tendens til en prop, men hvis bare jeg lige synker en mundfuld vand eller gaber, så er den væk igen. Når flyet er landet, fjerner jeg ørepropperne og har en helt normal hørelse, hvilket virkelig må siges at være et fremskridt for mig, idet jeg tidligere mistede hørelsen totalt, lige så snart flyet begyndte at dale og intet kunne gøre for at høre normalt i de første mange timer efter landing.

Motion. I de store fly er der tit mulighed for at gå lidt rundt i midtergangene og det bør man udnytte til at gå en lille tur engang imellem. Selvfølgelig ikke når personalet er på vej rundt med mad eller drikkevarer, men når man ikke er til gene, så kan det være en god idé at gå lidt rundt. Oppe i højden øges risiko for blodpropper i benene pga trykket, ligesom benene kan have tendens til at hæve op, men det kan nemt undgås ved at bruge benene lidt. Tag en lille omvej på vej til toilettet og hvis ikke der er mulighed for at gå, så lav i stedet nogle små øvelser ved din plads eller på dit sæde, fx vip med foden, benstræk, op og stå på tæerne og ned igen eller lignende. Og så går tiden også med det.

Underholdning. Når vi flyver langt, er flyene helt naturligt større og der er altid små skærme ved hver plads med et temmelig stort udvalg af både nye og ældre film, serier, musik og forskellige slags spil. På en del af vores flyvninger til USA har vi ofte set film, som endnu har gået i biografen i Danmark, så udvalget er virkelig up to date. Man kan informere sig om, hvad det enkelte fly tilbyder – wifi, underholdning mm, når billetterne bestilles. På mindre fly og kortere flyvninger er der derimod sjældent den slags muligheder og derfor kan det være en god idé, at downloade et par film, serier, musik mm på sin medbragte iPad/tablet, mobil eller lignende. 1-2 gode film kan hurtigt slå et par timer af en lang flyvetur ihjel og det samme med et par tegnefilm til ungerne. Køb evt. et dobbeltstik, så der kan sættes 2 par høretelefoner i iPaden eller til flyets skærme og bliv enige om et par film på forhånd – det er altid lidt hyggeligere at se en film sammen. Selvom man flyver med de store maskiner, som har skærme ved hver plads, kan det i øvrigt være en god idé, at tage sine egne film eller en god serie med, hvis man foretrækker danske undertekster.
Vil man ikke se film, så medbring en bog med soduko eller krydsord, strikketøj eller hækletøj (både strikkepinde og hæklenål er tilladt i håndbagagen, når man flyver fra Billund, men tjek evt. op på de forskellige lufthavne). Og download evt. et par spil på iPad eller mobil, så man kan spille et slag yatzy eller ludo mod hinanden, selvom elektronikken står på “fly mode”.

Bøger. Det kan være en god idé at medbringe et par gode bøger til at slå tiden ihjel – jeg læser temmelig hurtigt, så jeg kan sagtens nå at læse 2 mellemlange bøger på en lang flyvetur og hvis man vil spare lidt på bagagen og ikke slæbe en hel taske med bøger med, så kan jeg virkelig anbefale, at man i stedet bruger en streaming-tjeneste og læser bøgerne på sin mobiltelefon eller på sin iPad/tablet. Det har også den fordel, at man har et helt bibliotek med sig på ferie, selvom man reelt kun har sin mobiltelefon. Selv bruger jeg Mofibo, som har et kæmpe udvalg af bøger/lydbøger og desuden den store fordel, at man ikke skal være online for at læse bøgerne eller høre en lydbog, hvis man er mere til det. Man skal godt nok udvælge sine bøger, imens man endnu er online, fx i lufthavnen inden start eller når man mellemlander, men derefter er det bare at slå telefon eller tablet på “fly mode” og så ligger bøgerne ellers klar til læsning/lytning.

Powerbank. Man har en lang flyvetur foran sig og der skal både ses film og læses bøger på mobilen eller iPad’en og pludselig blinker batteriet rødt og der er ikke mere strøm. En powerbank genoplader batteriet på både telefon og tablet, præcis ligesom hvis man havde sat opladeren i stikkontakten derhjemme, men den har den kæmpe fordel, at den er trådløs og kan tages med overalt. Afhængig af, hvilken powerbank man har, kan man genoplade sin mobil 3-6 gange, inden powerbanken skal genoplades og dette gøres i øvrigt på præcis samme måde, som man genoplader sin mobil, når man er derhjemme, nemlig ved at sætte den i stikkontakten. En powerbank behøver ikke være vanvittig dyr, man kan få nogle fine modeller til 200-300 kr og så er man sikker på, ikke at løbe tør for strøm på farten eller ved poolen, hvis man er i gang med en god bog. Vores er en såkaldt “powerstone” som er på størrelse med en stor computermus, så den fylder ikke ret meget i bagagen og så har den den fordel, at man kan lade 2 ting op ad gangen. Har man en lang mellemlanding i en lufthavn, så kan det desuden være en god idé at undersøge, hvilke stik der bruges i pågældende land og medbringe et. Mange lufthavne har efterhånden stationer, hvor man kan oplade sin mobil, tablet, bærbare og lignende, men det hjælper jo ikke, hvis man ikke har et passende stik.

Mad og drikke. På charterrejserne kan man vælge et måltid mod en merpris og på de lange ruteflyvninger er snacks, drikkevarer ad libitum og et hovedmåltid altid inkluderet i prisen. Jeg må indrømme, at jeg ikke er den store fan af flymad – heller ikke selvom man får muligheden for at vælge imellem 2-3 menuer, så selvom det er et dejligt afbræk, når der serveres diverse snacks eller middag, så er det sjældent, at jeg får spist specielt meget af det. Omvendt kan jeg heller ikke sidde i et fly i 8-9 timer uden mad – i hvert fald ikke uden at blive skidt tilpas – så jeg har altid en mini picnic og masser af lækre snacks med, når vi flyver langt. Skal vi bare flyve 3-4 timer, spiser vi i lufthavnen eller har en enkelt snack med ombord.
På de lange flyvninger får vi typisk serveret chips eller peanuts, varm frokost eller aftensmad, en is eller et stykke chokolade og så en snack eller morgenmad, inden vi lander. Derudover supplerer jeg gerne med grønsager i stave og frugt i mundrette bidder. Hvis der serveres grønsager til middagen, er de gerne kogt helt ihjel og salaten består som regel af strimlet iceberg og en halv cherrytomat, så det kan virkelig være rart at få lidt ordentligt i maven. Derudover har jeg snacks med til den lille sult – nødder, müslibarer, tørret frugt, kiks, måske et par ostehaps eller babybel oste, piratos og så er der tradition for, at vi har et rør med chili Pringles med på de lange flyveture. Altsammen noget, som kan stille den værste sult, hvis der skulle opstå et hul i maven og som det kan være hyggeligt at sidde og nippe til, imens tiden går. Vær i øvrigt opmærksom på, at hvis man flyver med børn, så er der ofte mulighed for at bestille specielle børnemenuer, når billetterne bestilles, ligesom man kan vælge vegetarmad, glutenfri mad osv osv.

Drikkevarer. Jeg køber altid en flaske vand i lufthavnen inden afgang – efter vi er kommet igennem security, selvfølgelig. Selvom man får tilbudt vand i flyet, så skal man sørge for at drikke rigeligt med vand, for at undgå dehydrering og udtørrede slimhinder, kløende øjne mm da luften i flyet er meget tør. Kroppen udtørrer ganske enkelt og af samme grund anbefaler man faktisk, at man holder sig fra koffein (fx kaffe) og alkohol, da disse er med til at dehydrere kroppen yderligere. Jeg må nu indrømme, at vi som regel hygger med en gin og tonic eller en kold øl, når vi flyver langt, men jeg sørger også for at drikke rigeligt med vand – og væske i det hele taget – så jeg ikke bliver skidt tilpas og får hovedpine.

Personlig hygiejne. Man kan nemt komme til at føle sig en smule nusset efter mange timer i et fly, især hvis man også har sovet lidt. Derfor pakker jeg gerne en lille rejsetoilettaske (i en tilladt plastikpose, da der er tale om håndbagage) med det mest nødvendige, så jeg kan føle mig nogenlunde frisk og velsoigneret ved landing. Som nævnt ovenfor tørrer huden let ud og begynder at stramme i den tørre luft i flyet, så en god, fugtgivende ansigtscreme er virkelig rar at have med, ligesom en fed håndcreme og en læbepomade er et must for mig. Man kan enten købe creme i rejsestørrelse, eller man kan købe et par små bitte krukker til rejsebrug og hælde lidt creme over hjemmefra – på den måde overholder man reglen om max 100 ml væske i hver beholder og sparer desuden en masse plads. Har vi mellemlandinger, går jeg også gerne ind i taxfree området, hvor jeg benytter mig flittigt af de mange “testere” og får frisket huden i ansigtet og omkring øjnene op på ny.
Derudover har jeg gerne en lille pakke med renseservietter, så jeg lige kan vaske mig i ansigtet eller under armene, hvis jeg føler behov for det og en deo i rejsestørrelse. Et par vådservietter til hænderne kan også være en god idé lige at stikke i tasken og et par hovedpinepiller, hvis man skulle være uheldig og få ondt. Derudover kan en tandbørste og en lille tube tandpasta være virkelig rar, hvis man har sovet og føler, at der er “pels” på bisserne, men husk lige en vandflaske til mundskyld, da man sjældent må drikke vandet på flyets toiletter. Endelig kan man medbringe en ren t-shirt/top og skifte inden landing, men uanset hvor meget eller lidt man gør ud af det, så kan 5 minutter på toilettet under en lang flyvetur, hvor det meste af kabinen alligevel ligger og sover, læser eller ser film, virkelig være opfriskende og med til at gøre en forskel.

Tæpper og puder. På alle længere flyvninger ligger der pakker på hvert sæde, der som minimum indeholder en lille bitte pude, et lille tæppe og et par høretelefoner. Nogle gange også en sovemaske, ørepropper og en engangstandbørste – det afhænger lidt af flyselskabet. Både tæppe og pude kan være helt fint, men faktum er, at hvis man skal ligge ordentligt, så kan man lige så godt investere i en oppustelig nakkepude (nakkepuder med fyld kan selvfølgelig også bruges, men de fylder mere i håndbagagen) og tage et ordentligt tæppe med, som kan dække hele kroppen, så man ikke er nødt til at vælge imellem over- eller underkrop. De billige fleecetæpper til 20 kr er helt fine og fylder ikke så meget og når vi eksempelvis flyver til New York, bruger vi desuden tæpperne til picnic i Central park og lignende, så de har flere funktioner. Man kan også bare tage et stort sjal eller halstørklæde med og så supplerer med flyets tæpper, men skal man sove godt, er man nødt til at være pakket ordentligt ind. Overvej også, om der er behov for ørepropper eller lydisolerende høretelefoner – det kan være behageligt, at have mulighed for at lukke lyde fra medpassagererne ude, hvis man har planer om at sove på en del af rejsen.

Håndbagage. Især når vi rejser til USA har vi en del bagage med, som godt nok er halvtom på vejen ud, men som så til gengæld er mere end fyldt, når vi vender hjem igen. For det meste er der tale om 2 kufferter og en håndbagagekuffert på hjul samt min dametaske, som er af den gode, store slags med plads til ALT. Kufferterne tjekker vi selvfølgelig ind og håndbagagekufferten ryger op i bagageboksen over vores hoveder i flyet, men alt hvad vi kan få brug for undervejs, fx snacks, telefoner, iPad, høretelefoner, tæpper, rejsedokumenter, ørepropper, toiletartikler, servietter og meget meget mere, ligger i min dametaske, som jeg skubber ind under sædet foran mig. På den måde har vi alt, hvad vi skal bruge, indenfor rækkevidde, uden konstant at skulle rejse os op og hive kufferten ned. Rejser vi meget let, fx om sommeren, hvor tøjet ikke fylder ret meget, har vi indimellem pakket i den ene kuffert og i håndbagagekufferten på udturen og efterfølgende lagt håndbagagekufferten inden i den anden tomme kuffert og tjekket det hele ind. Dermed har vi kun haft min dametaske at holde styr på i lufthavnene og under mellemlandingerne.

Subscribe
Notify of
2 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Helle
4 år siden

Hej Anne-Kathrine.

Vi skal til USA næste år og er ikke vant til flyrejser af den varighed som vi kommer til at opleve der.

Jeg er noget interesseret i den lille “mappe” du nævner til at holde styr på alle rejsedokumenterne. Har du mulighed for at ligge et billede af den ind eller sende billedet til min mailadresse?

På forhånd tak.