Forleden blev en sommerdag med regn og blæst, konverteret til den hyggeligste bagedag med tændte stearinlys, varm te i kruset og massevis af nybagte cookies i kagedåsen. Cookies, som ikke bare blev fyldt med chokolade, men også med en håndfuld mini skumfiduser, eller marshmallows, som jeg efter en pludselig indskydelse hev frem fra skabet og kom i dejen. Skumfiduserne bruger vi ellers mest til varm kakao, men det er begrænset, hvor meget der drikkes af det her i løbet af sommeren og jeg var efterhånden træt af at se på det næsten tomme glas. Nu blev de brugt og så kan jeg købe nye forsyninger til efteråret.

Der er egentlig ikke så meget hokus pokus over selve dejen og den er super nem at samle og trille til kugler. Men under bagningen smelter skumfiduserne og bliver nærmest karamel-agtige seje og lækre. Lidt a la fransk nougat i en p-tærte og hvem kan lige stå for det? Kan man alligevel sagtens stå for smeltet skumfidus – eller har man bare ikke skumfiduser på lager – så kan man selvfølgelig sagtens lave cookies uden skumfiduser. Man kan evt. skrue lidt op for mængden af chokolade i stedet, man kan tilsætte grofthakket daim, eller man kan komme grofthakkede mandler eller hasselnødder i dejen. Og er man i det humør, så er mini M&M’s eller Smarties bestemt også en oplagt, og børnevenlig, mulighed.

Jeg foretrækker mine cookies heeelt sprøde – ja, jeg ved godt, at jeg måske er temmelig alene om dette, men alle de der opskrifter på cookies med blød midte, det bliver aldrig rigtigt mig. Heldigvis er denne her opskrift for os alle sammen – både dem der vil have sprøde cookies og dem der vil have dem bløde, for det afhænger helt af, hvor lang tid de får i ovnen. Natron får kagerne til at hæve op under bagningen og når de er ved af være færdigbagte, begynder de små småt at falde sammen igen – hvis man venter, til de er faldet helt sammen og er flade, så får man sprøde cookies, men hvis man tager dem ud af ovnen, når de stadig er lidt tykke på midten, så får man cookies med en sej/blød midte. Mine er selvfølgelig heeelt flade og dejligt sprøde med seje bidder af smeltet skumfidus.

Cookies med chokolade og marshmallows.

18 stk.

75 gr blødt smør

60 gr brun farin

60 gr sukker

1 æg

140 gr hvedemel

1 tsk natron

1 nip salt

75 gr mørk chokolade, hakket

30-40 gr mini marshmallows – evt. almindelige marshmallows klippet i mindre stykker

Kom smør, farin, sukker og æg i en skål. Bland hvedemel med natron og salt og kom det også i skålen sammen med chokolade og marshmallows. Saml dejen – det er nemmest at bruge hænderne, men en ske kan også gøre det. Form dejen til 18 kugler på størrelse med en stor valnød og læg kuglerne på 2 bageplader beklædt med bagepapir. Pres kuglerne lidt flade med fingerspidserne. Bag kagerne ved 175 gr varmluft i ca 10 minutter, til kagerne er gyldne og gennembagte. Afkøl kagerne på risten og opbevar i en lufttæt dåse.

Note. Kagerne hæver op under bagningen og falder så sammen igen. Hvis man ønsker sprøde kager, skal man vente med at tage dem ud af ovnen, til de er helt flade. Hvis man ønsker kager med sprøde kanter og blød/sej midte, skal man tage dem ud, inden de falder helt sammen.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)