Nutella-snurrer – opskrift på snurrer med nutella.

0 kommentarer
Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Dagen i går blev brugt på allerbedste vis med hjemmehygge og bløde tæpper i sofaen. Efter morgenmaden blev det mere og mere mørkt udenfor og ved 11-tiden blev der åbnet for sluserne og så fik vi ellers en ordentlig omgang regn og torden, som varede til først på aftenen. Nu skal det jo ikke opfattes som om, at jeg er vanvittig begejstret for, at hele sommeren regner væk, men sådan en enkelt dag, hvor terrassedørene står åbne, så man rigtigt kan høre regnen falde udenfor og der tændes stearinlys og drikkes varm te, så er det altså noget af det hyggeligste. Og så fik jeg oven i købet bagt de lækreste nutella-snurrer til vores eftermiddagste.

Jeg er i forvejen ret begejstret for kanel-snurrer, som er endnu en svensk klassiker med kanel – udover kanelsnegle og kanelgifler – men med et stort glas nutella i skabet var det blevet tid til at afprøve en variant, som har spøgt i baghovedet i noget tid, nemlig snurrer med nutella og de blev en kæmpe succes. Det er nok de lækreste snurrer, som jeg endnu har bagt, men det skyldes nu ikke kun nutellaen.

Jeg er ret sikker på, at det skyldes hævemetoden, at snurrerne blev så luftige og lette, for de fik en gang damp i ovnen, præcis ligesom når jeg bager hveder og pølsebrød. Selvfølgelig kan man droppe at hæve snurrerne med damp og bare hæve dem på traditionel vis ved at lade bagepladen stå på køkkenbordet, men så svært er det jo ikke at stille en skål i ovnen og fylde den med vand fra elkedlen og forskellen er virkelig mærkbar.

Når det kommer til at beskrive, hvordan snurrer formes, så er jeg langt fra den første, som løber ind i problemer. Jeg har forsøgt mig i opskriften herunder, men det er supersvært at beskrive hvordan snurrer formes – både i ord og billeder – hvilket er grunden til, at der efterhånden er lavet en del film, som viser processen. Jeg har endnu ikke fået skudt en film, hvor jeg former nutella- eller kanelsnurrer for den sags skyld, men giver nedenstående forklaring slet ingen mening, så prøv at google “kanelsnurrer”, så skulle der gerne dukke et par videoer op med tålmodige og pædagogiske svenskere.

Ingen bedømmelser

Nutella snurrer

Hæve- og bagetid1 t 50 min
Samlet tid2 t 30 min
Antal: 12 stk

Ingredienser

  • dl mælk (lillefingervarm)
  • ½ pk gær
  • 1 tsk groft salt
  • 3 spsk sukker
  • 1 æg
  • 500 gr hvedemel
  • 75 gr smeltet smør

Desuden

  • dl nutella
  • perlesukker til drys

Fremgangsmåde

  • Kom mælken i en skål og udrør gæren heri.
  • Tilsæt salt, sukker, æg, hvedemel og smeltet smør og ælt sammen til en blank og smidig dej.
  • Dejen kan også laves på en køkkenmaskine ved at komme alle ingredienserne i røreskålen og samle dejen med dejkrogen.
  • Lad dejen hæve tildækket i ca 1 time.
  • Vend dejen ud på et meldrysset bord og udrul den til et rektangel (ca 40 x 50 cm).
  • Smør nutella på hele rektanglet. Fold herefter dejen sammen på midten, så rektanglet nu er ca 20 x 50 cm. Skær dejen i 10-12 strimler.
  • Sno hver strimmel et par gange rundt om sig selv. Vikl herefter dejstrimlen rundt om pege- og langefingeren til en snegl. Enden på sneglen stoppes ned i det hul, som pege- og langefinger efterlader, når sneglen fjernes.
  • Læg snurrerne på en bageplade med bagepapir.
  • Sæt pladen med snurrerne i en SLUKKET ovn og sæt en skål i bunden af ovnen.
  • Fyld skålen med kogende vand fra elkedlen, luk ovnlågen og lad snurrerne efterhæve i dampen fra vandet i ca 30 minutter. Suppler evt. med mere kogende vand, når halvdelen af hævetiden er gået.
  • Når hævningen er overstået, tages snurrerne forsigtigt ud. De skulle gerne være flot hævede let fugtige pga. fugten fra ovnen, så de skal ikke pensles yderligere.
  • Drys de fugtige snurrer med perlesukker.
  • Fjern skålen med vand fra ovnen – den skal ikke bruges mere.
  • Bag snurrerne ved 200 °C (alm. ovnfunktion) i ca 20 minutter, til de er gennembagte.
  • Lad snurrerne afkøle på ovnristen og server dem lune eller kolde.
  • Snurrer er bedst, samme dag som de er bagt, men evt. rester kan gemmes i 2-3 dage, hvis de pakkes godt ind. Snurrer kan desuden fryses.

0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)