Gammeldags æblekage med flødeskum og makroner – en rigtig dansk klassiker. Men på trods af, at der laves adskillige æblekager med flødeskum her i huset hvert eneste efterår, så har jeg lige opdaget, at der ikke ligger nogen lækker opskrift på bloggen. Hvorfor mon jeg aldrig har fået blogget om en af de mest enkle og elskede kager/desserter fra mormor-køkkenet?
Nå, men det bliver der i hvert fald rettet op på nu, for sæsonens første, gammeldags æblekage blev serveret forleden, hvor vi var inviteret til aftensmad hos mine forældre sammen med Mortens forældre. Jeg havde tilbudt at tage desserten med, hvilket min mor havde sagt tusind tak til og valget faldt meget hurtigt på en æblekage. Ikke en bagt æblekage med mel, æg, smør og sukker og æblestykker drysset med nødder, sukker og kanel på toppen, men derimod en rigtig god, gammeldags æblekage med makroner og flødeskum. Og så kan vi få en bagt æblekage næste gang.
Andre klassiske desserter >> Bagt æblekage med kanel I Citronfromage I Blommegrød I Bagte æbler
Gammeldags æblekage med makroner.
En gammeldags æblekage kan lægges sammen med æblekagerasp, sukkerristede havregryn eller makroner. Og sikkert også med flere andre gode ting, som jeg ikke lige kender til. Mulighederne er mange og jeg tror måske også, at der er noget egnsbestemt, som kan spille ind. Jeg bruger dog stort set altid makroner.
Jeg synes, at det er lækkert at lægge æblekagen sammen nogle timer før servering. På den måde kan makronerne trække fugt fra æblemosen, så de smuldrer let, men stadig har lidt knas. Bryder man sig ikke om knas, kan man evt. knuse makronerne først, så går de hurtigere i opløsning. Efter min mening er der dog ikke meget sjov ved en æblekage, som blot består af æblemos med flødeskum og en snert af bløde makroner. Derfor lægger jeg altid æblemosen sammen med hele makroner.
Æblekage (gammeldags)
Ingredienser
- 1½ kg æbler (ca 15 store æbler)
- 3 spsk citronsaft
- 1 tsk vaniljepulver (eller 3 tsk vanillesukker)
- 4-5 spsk sukker (eller efter smag)
- 250 gr makroner
- 2½ dl piskefløde
- evt. ribsgele og hakkede nødder til pynt
Fremgangsmåde
- Skræl æblerne, fjern kernehusene og skær æblerne i mindre stykker - der skal være ca 1,2-1,4 kg.
- Kom æblestykkerne i en stor gryde. Der kan tilsættes lidt vand, ca 1-2 dl, hvis man er bange for, at æblerne brænder fast. Æbler plejer dog at afgive masser af væde, så jeg bruger sjældent vand.
- Læg låg på gryden og bring den i kog ved svag varme. Lad æblerne småkoge under låg i ca 15-20 minutter, indtil de er kogt ud til mos.
- Er der stadig et par store æblestykker tilbage i gryden, så kan man mase dem med bagsiden af en grydeske. Man kan også give mosen en tur med stavblenderen, hvis den skal være helt glat.
- Smag mosen til med citron, vanilje og sukker og afkøl æblemosen.
- Læg et lag æblemos i en skål og fordel makroner ovenpå mosen. Fortsæt med æblemos og makroner og slut med et lag æblemos.
- Pisk fløden til skum og anret flødeskummet øverst på kagen. Pynt evt. med hakkede nødder eller mandler. Man kan også pynte med klatter af rød ribsgelé.
- Opbevar æblekagen på køl til servering.
Noter
De bedste æbler til æblekage.
Det er ikke alle æbler, som er lige velegnede til æblekager, da nogle af sorterne er nærmest umulige at få til at koge ud til æblegrød og æblemos. Men klassiske haveæbler som fx ananasæbler, gråsten, Ingrid Marie, Filippa, Elstar, Jonagold og Belle de Boskoop er helt perfekte. Et andet æble, som ligeledes kan bruges til grød og mos, men som også er helt perfekt til æbleflæsk og bagte æblekager, fordi det holder formen lidt bedre, er cox orange. Sprøde æblesorter som eksempelvis Granny Smith og Pink Lady er gode spiseæbler, men de er ikke meget bevendt i madlavningen.
Har man mange æbler i haven, så er det for øvrigt nu, at man kan forberede gammeldags æblekager til hele vinteren. Skræl æblerne, kog dem til mos og frys dem ned i passende portioner. Evt sødet på forhånd og smagt til med vanilje eller måske lidt kanel. Så er det nemt lige at tø en pose op og lægge den sammen med makroner og flødeskum på toppen. Perfekt når trangen til æblekage melder sig, eller man bare skal bruge lidt lækkert i en fart.
lækkert 🙂 Jeg fik engang varm æblekage (mos) med cremfraise til ummmm har aldrig smagt det siden. Laver du også varm ??
Tak for alle dine opskrifter. Skønt med ideer til måltiderne 🙂 Jeg er stor Fan.
mvh Jane
Jane – Jeg har aldrig fået serveret lige denne her slags æblekage varm, men det lyder bestemt som en god ide – især med iskold creme fraiche. Det skal jeg vist lige huske til næste gang. Og tusind tak for din ros til bloggen 😀
Jeg har også smagt varm æblekage med cremfeaise det smagte godt og ikke fået det siden 😤, jeg kan huske den blev bagt i ovnen.
Har lige lavet den god og næm.
Børnene elskede den
Henriette – Det lyder godt – dejligt 😀
Jeg lavede det idag til brasilianske kæreste. Havde aldrig selv lavet det og kun smagt det et par gange som barn. Det var en stor success. Mange tak 🙂
Michaell – Tusind tak for din hilsen. Så dejligt at høre, at både du og kæresten kunne lide æblekagen 😀
kan man lave æblegrøden dagen i forvejen
Min mor lavede den også med makroner – og til højtider hele makroner stænket med portvin-dejligt.
Lis – Uhhh ja lidt portvin i kagen er også lækkert 😀