Jeg kan bestemt ikke påstå, at denne omgang hører til blandt de mest fotogene retter, som jeg har lavet. Til gengæld så er der ingen tvivl om, at de her baconruller på porre-kartoffelbund hører til blandt de lækreste retter, som vi længe har fået til aftensmad. Og er det i grunden ikke ofte sådan med særligt efterårs- og vintermad, at det sjældent er specielt smukt, men hvad det ikke har i udseende, har det så til gengæld mere end rigeligt i velsmag og comfort food?
Baconrullerne blev kreeret en søndag i oktober med udgangspunkt i en pakke hakket svinekød, som jeg egentlig havde forestillet mig at lave frikadeller af, og en ubændig trang til flødekartofler. Kombinationen lå lige til højrebenet og så var det hele oven i købet både nemt og hurtigt at tilberede, hvilket bestemt ikke gjorde noget, da vi netop var hjemvendt fra en lang gåtur i skoven med Villy og poser fulde af smukke kastanjer, agern og bog til brug i de udendørs dekorationer. Det blev til “mad i fad” og jeg tror, at jeg brugte omkring 30 minutter fra start, til jeg satte fadet i ovnen, hvilket inkluderede at røre frikadellefars, forme ruller med bacon, skrubbe og skære kartofler i skiver, skære porrer i skiver, svitse porrer på panden, blande det hele sammen, hælde fløde i fadet og placere rullerne på toppen.
>> Se også min opskrifter på medister i svøb på flødekartoffelbund lige her.
Jeg skræller stort set aldrig kartoflerne, når jeg laver flødekartofler men skrubber dem bare og så er de klar til brug. Nemt og bekvemt. Frikadellefarsen kan for øvrigt røres sammen i forvejen, fx om formiddagen og stå klar i køleskabet og det samme kan de formede ruller. Ligesådan kan man klargøre kartoflerne og skære dem i skiver, men lad være med at placere dem i fadet, før det skal sættes i ovnen. Kartofler som er skrællede, skiveskårne eller lignende, skal være 100 % dækket af vand, indtil de skal tilberedes – ellers får de brune/grå pletter ligesom æbler, pærer og bananer.
Fadet passede sig selv i ovnen i en god times tid, til baconrullerne var gennemstegte og sprøde og kartoflerne møre. Imens fik vi hurtigt ryddet køkkenet, dækket bord og tændt et par stearinlys og så var det ellers tid til rygende varm og lækker aftensmad. Perfekt søndagsmad og uden tvivl en ny favorit, når det kommer til efterårs- og vinterretter og ikke mindst “mad i fad”, som jeg er kæmpefan af – det er bare så hyggeligt.
Baconruller på porre-kartoffelbund
Ingredienser
- 500 gr hakket svinekød
- 1 løg (revet)
- 1 æg
- ½ dl mælk
- 3 spsk hvedemel
- 8 skv bacon
- 1 kg kartofler
- 1 porre
- 1 spsk olie
- 4 dl fløde (madlavnings- eller piskefløde)
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Rør svinekød, revet løg, æg, mælk, hvedemel, salt og peber sammen til en klassisk frikadellefars.
- Halver baconskiverne på midten og læg 2 halve stykker bacon side om side, så de danner en lille firkant.
- Tag 1/8 af farsen og form den til et lille aflangt farsbrød, evt ved hjælp af en spiseske. Læg farsen på baconfirkanten, fold baconstykkerne op omkring farsen og læg herefter rullen med sammenføjningen nedad.
- Fortsæt til al fars/bacon er brugt - der skal bruges 1 skv bacon pr. rulle og der skulle gerne blive 8 stykker.
- Skrub eller skræl kartoflerne, skær dem i tynde skiver og kom dem i et stort, ildfast fad.
- Rens porren og skær den i tynde ringe.
- Varm olien op i en stegepande og sauter porreringene i et par minutter. Hæld derefter porrer i fadet sammen med kartoflerne.
- Hæld fløde i fadet og drys med salt og peber.
- Placer baconrullerne på toppen og bag fadet i ovnen ved 200 °C (varmluft) i ca. 1 time, til baconrullerne er færdige og kartoflerne er gyldentbrune og møre.
Hejsa. Det ser lækkert ud! Kan man mon tilsætte flere grøntsager og hvad kan du anbefale?
Christina – Det kan man sagtens. Du kan jo evt. udskifte nogle af kartoflerne med rodfrugter i skiver, sådan at du får flødebagte kartofler og rodfrugter i stedet for kun kartofler og porre 😀
Lavede retten i går og den skal helt sikkert på madplanen igen.
Min søn på 14 blev sat til at lave frikadellefarsen og han kom frem til, at det måtte blive en bedre ret, hvis der kom lidt ost i farsen. Bacon og smeltet ost hører til blandt hans farvoritter ?
Kan oplyse, at det smagte rigtig godt med den smeltede ost inde i rullen.
Tina – Haha, alt bliver bare bedre med ost og bacon og sådan er det. Jeg skal huske din søns variant til næste gang vi skal have baconruller i fad 😀
Jeg lavede farsen med halvt svinekød og halvt hk oksekød med rodfrugter (den man kan købe i fakta) og det blev bare super godt?
Mie-Pil – Tak for dit gode fif og dejligt at vide, at der også kan kombineres med hakket oksekød med et lige så godt resultat 😀
Hej
Ville lige høre om du putter baconrullerne på panden først inden de skal i ovnen eller de bare kommer direkte i ovnen med det andet
Mette – Nej baconrullerne kommer direkte i ovnen sammen med det andet – præcist ligesom hvis det var en forloren hare – de skal nok nå at blive lækre, gyldne og sprøde i ovnen alligevel 😀
Hej. Hvad med fedtet fra bacon, hvad bliver der af det? Blander det sig med fløden el ligger det ovenpå??
Bente – Fedtet fra baconet drypper ned til kartofler og porrer og blander sig i flødesaucen – det lægger sig ikke ovenpå 🙂
Hej
Lækker opskrift
Kan anbefale kinaradise i stedet for kartoffel
Smager næsten som kartofler
Men man får igen problemet med væske i fløden.
Måske den skal svitses ?
Vh Vibeke
Vibeke – Det har jeg godt nok aldrig hørt om før, men det lyder spændende, så det skal jeg bestemt huske på. Jeg mindes, at jeg ikke bryder mig forfærdeligt meget om kinaradise, men jeg har også kun smagt den rå – måske jeg skal prøve at tilberede den 😀
Mange hilsner fra
Anne-Kathrine
Tror du man kan bruge halvt svinekød halvt kalvekød i stedet?
Mvh
Nanna – Det kan man i hvert fald – ingen problemer der 😀
Glæder mig til at følge dine gode inspirerende opskrifter
Karin – Dejligt at høre 😀
Hej
For nylig har jeg tilmeldt mig på din blog – og jeg er meget betaget af din måde at fortælle og behandle mad på – og sikke vidunderlige billeder du leverer – jeg har lavet nogle af dine retter og de blev virkelig gode – jeg er af den gamle skole og elsker at lave mad, så dine retter er lige i min ånd i særlig grad er jeg meget glad for alt det tilbehør du serverer til
Glad oktober-hilsen
Birgit
Birgit – Tusind tak for din søde hilsen. Det glæder mig, at jeg kan være med til at inspirere med min mad og mine opskrifter 😊😊
Mange hilsner fra
Anne-Kathrine
I 80’erne lavede jeg ofte denne ret, men brugte bouillon i stedet for piskefløde. Satte altid fadet ind i ovnen 20 min. inden jeg kom baconrullerne på. På den måde blev kartoflerne møre, da baconrullerne fyldte meget, så kartoflerne havde svært ved at blive møre.
Jette – Tusind tak for dit gode fif – det kan være, jeg også skal prøve opskriften med bouillon 😀
Lyder rigtig lækkert
Hej , Du laver nogle dejlige opskrifter og jeg prøver dem tit…. Nu vil jeg prøve denne ret , jeg er næsten sikker på vi vil kunne lide den . Tak for dine gode opskrifter –
Kirsten – Tusind tak for din søde hilsen – hvor er det dejligt at høre, at jeg kan være med til at inspirere med mine opskrifter 😀
Hej …..jeg brugte kylling fars …..men hvad bacon køber du ? For det Rema har er tynd men nu brugte jeg det ….jeg kunne ikke lige fatte hvordan det bacon skulle være så jeg lavede 2 lange ruller så må jeg gøre det anderledes næste gang ….glemte også porrer på panden øv øv ….gkæder mig til at smage den ret
Sus – Det er fint nok at købe tynde skiver bacon. Jeg køber som regel bacon i supermarkedet, da de skiver ofte er lidt længere end dem, som man selv kan skære eller købe hos slagteren og skiverne må jo gerne være lidt lange, når de skal vikles omkring farsen. Og mht. omviklingen, så tager man en skive bacon og deler den i 2 lige store stykker. Disse to stykker lægger man helt tæt ved siden af hinanden, så de nærmest danner en lille baconfirkant. Hvis vi fx leger, at målene på én skive bacon er 2 x 10 cm, så skærer du skiven igennem og lægger skiverne ved siden af hinanden som en lille firkant med et mål på 4 x 5 cm (altså det halve af 10 cm og det dobbelte af 2 cm) – håber det giver mening 😀 Og så lægger du ellers bare en lille skefuld fars på baconfirkanten, svøber baconstykkerne op om farsen og vender pakken om, så sammenføjningen på baconstykkerne vender nedad og de ikke smutter op under stegningen i ovnen 😀
Skal da lige prøve den lækre opskrift, der lyder rigtig spændende,
Kan man bruge de frosne kartofler i skiver, som man kan købe i Rema 1000 ??
Jytte – Ja, det burde ikke være noget problem, at bruge de frosne kartofler. Som regel er de dog forkogte i olie, så vær OBS på, at tilberedningstiden måske skal forkortes lidt 🙂
Min søster har lavet denne ret i mange år, dog laver hun et stort farsbrød og plaserer det i midten af fadet, men jeg vil helt sikkert prøve denne måde at lave denne ret på.
Alice – Jeg synes, at det er superhyggeligt med de små, individuelle farsbrød, men det er klart, at det også kan lade sig gøre med ét stort brød på de travle dage 😀
Jeg lavede det i går dog med monesauce og halv fløde. i farsen kom jeg en smule øl i. Det smagte hel fantastisk. Alt blev spist og vi alle blev meget mætte
Melinda – Hvor er det bare dejligt at høre, og dine fortolkninger af opskriften lyder virkelig lækre 😀
Hej. Super lækker opskrift!
Ved du om man kan fryse retten? Jeg bor alene, og selvom jeg kun lavede hav portion, så havde jeg mad til en hel hær! 😉
Hilsen Kathrine
Kathrine – Ja, det er en rimeligt stor portion 😀 Desværre er lige netop denne her ret ikke så fryseegnet. Du kan risikere, at kartoflerne får en lidt “sjov” konsistens og at flødesaucen gryner 🙂
Hvor længe skal retten have i en gas ovn , for vi har gaskomfur. Alle opskrifterne er lavet i varmluftovn. Mvh Berit
Berit – Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke aner, hvordan en gasovn fungerer, så det kan jeg desværre ikke rigtigt vejlede omkring. Vi har selv en almindelig ovn med varmluftsfunktion, og jeg bager ALT bagværk på almindelig ovnfunktion (over/undervarme) og ovnretter, pizzaer mm på varmluft. Jeg ved desuden, at man skal modregne ca 10 °C varme, hvis man vælger at bruge varmluftsfunktion i en opskrift, hvor der er angivet alm. ovnfunktion, og samtidig lægge 10 °C til, hvis man bruger alm. ovnfunktion i en opskrift, hvor der er angivet varmluft. Men hvis du bruger nogenlunde samme temperatur, som når du laver flødekartofler, og så ellers sikrer dig, at baconrullerne er gennem-tilberedte (farsen er som regel tilberedt, når baconstykkerne bliver sprøde), så tænker jeg ikke, at det kan gå helt galt.
Skøn ret som lige er blevet spist helt op trods jeg lavede dobbelt portion til 4 Pers. det var vist 3 sultne sønner der kom på besøg, sikke en appetit 😉 Det er gode tegn på opskrift/retten var god. Tak for endnu en god opskrift fra dig 💕
Dina – Så dejligt at høre 😀
Hejsa
Glæder mig til at prøve denne opskrift i aften – måske jeg bare ikke lige kan finde det – men er opskriften til 4 personer ?
Tusind tak
Gitte – Ja, opskriften er til 4 pers. Det står øverst i opskriften, lige inden ingredienslisten 😀
Hejsa
Prøvede at lave retten her til aften. Nem at gå til og smagte dejligt. Jeg foretog dog et par justeringer i opskriften, idet jeg tilsatte delle-farsen hakkede, soltørrede tomater og hakket persille for at pifte den lidt op 😊. Ligeledes fik kartoffelblandingen et ordentligt drys tørret timian, inden fadet røg i ovnen. Serverede en let salat og flutes til.
Tak for mange gode opskrifter 👍😃
Else – Hvor er det bare dejligt at høre, at jeg kan være med til at inspirere med mine opskrifter, og det lyder som nogle lækre variationer over retten 🙂
Jeg lavede det her til aften -nej hvor smagte det godt!😋
Både store og små var vilde med retten
Marianne – Hvor er det bare dejligt at høre 😀
Okay… Vi tog 2 kg kartofler, 3 porre, 1/2 rød peber, 1 mornay sauce og 1 lille madlavningsfløde og krydderier. Alt i alt havde vi ret meget i skabe og skuffer.
Vi valgte så at slice alle kartoflerne, og skære porre ud og svitse alt i 5 min. Derefter tilføje mornay og fløden. (dette gør jo at ‘saucen’ ikke bliver mega tynd-tynd)
Vi får så 12 minifarsbrød ud af mængden af kødet- mmmm!!!
Først gav vi kartoflerne 20 min – og lagde derefter minifarsbrødet over – og så 40 min…
Vi er to voksne – så her er mere end nok til 3 dage.
Vi endte med kun at købe kød, porre og bacon. Resten havde vi…. lækkert lækkert!!!
Tak for RIGTIG gode billige retter
Mette – Tusind tak for tips til opskriften – og dejligt at høre, at jeg kan være med til at inspirere med mine opskrifter sådan helt generelt 😀
Lækker opskrift. 😍
Kan den fryses ned.? 🙈
Ann C – Det vil jeg nok ikke anbefale. Jeg synes, at kartofler, der har været frosset, har en lidt “underlig” konsistens, og derudover risikerer du, at fløden bliver grynet 🙂