Indlægget er lavet i samarbejde med Politikens Forlag. 

“Hverdag” af Anne Hjernøe. Udgivet på Politikens Forlag, 2017.

I slutningen af august udkom en ny kogebog af Anne Hjernøe, som de fleste måske bedst kender fra de populære “Anne og Anders” sommertemaprogrammer på DR2, som hun laver i samarbejde med Anders Agger, og så selvfølgelig fra en lang række tidligere bogudgivelser. Det er nemlig langt fra Anne Hjernøes første kogebog, men jeg synes, at dette er den hidtil smukkeste. Der er tale om en virkelig stor og smuk bog med massevis af lækre og stemningsfyldte billeder og 200 skønne opskrifter.

Bogen adskiller sig fra de tidligere ved at være …”første gang, hun giver sit bud på en sund og varieret kost til hele familien i en bog med retter til alle dagens måltider”. Anne Hjernøe indleder med et kort forord og lidt om at gøre madlavningen nem og overskuelig, Herefter følger en lille introduktion til grundsmage, konsistens og tekstur, inden hun kort kommer ind på, hvordan man bedst undgår madspild, men så er vi også igang og kan kaste os over morgenmadsopskrifterne. Efter morgenmad følger opskrifter til frokost-eftermiddag, inden hele den sidste halvdel af bogen tildeles aftenopskrifterne, som yderligere er inddelt i supper, grønsagsretter, salater, fisk, skaldyr og kød.

Der er, ifølge Anne Hjernøe, tale om opskrifter, som spises i hendes egen familie og som hun enten er opvokset med eller har føjet til repertoiret i årenes løb. Fælles for alle opskrifterne er, at de primært passer til hverdagen, selvom der også er flere, som kan bruges ved mere festlige lejligheder.

Alt i alt synes jeg, at Anne Hjernøe har begået en aldeles fantastisk og smuk kogebog, som er meget “Anne Hjernøesk”, hvis det er et udtryk? Forfatteren er med andre ord “tro” mod sine tidligere udgivelser og hvis man har været glad for Anne Hjernøes andre kogebøger, så vil der helt sikkert også være noget at komme efter i “Hverdag”. Derudover så er bogen skrevet i tidens ånd og der indgår således grønsager i stort set alle opskrifter, ligesom vi finder en del vegetaropskrifter til de kødfrie dage. Der er fokus på vigtigheden af et godt og solidt morgenmåltid og morgenmadsopskrifter både med og uden protein. Der er rigtig mange sukker- og glutenfri opskrifter og så er der tale om lette retter med nemt tilgængelige råvarer, som passer til en moderne familie og ind i en travl hverdag. Uanset hvilken livsstil man har valgt, i en tid hvor sundhed og velvære fylder mere end nogensinde, så kan man med garanti finde inspiration i bogen, der således favner meget bredt. Skal man have en all round kogebog stående fremme i køkkenet i år 2017, så er “Hverdag” bestemt et bud.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)