Vi spiser en del majskolber her i huset. Ikke mindst i løbet af sommeren, hvor de som bekendt er oplagte at servere til alverdens former for grillmad, men sandelig også i løbet af efteråret, hvor de danske majs bliver høstet og solgt i butikkerne. Som oftest bliver det til grillede eller kogte majskolber med smør og salt og den kombination er, efter min mening, ret svær at slå, men det hænder alligevel, at jeg får lyst til at forsøge mig med noget nyt, hvilket var lige præcis hvad der skete forleden dag, da jeg havde 2 majskolber liggende i køleskabet.

Måske er der andre som mig, der kan få timer til at gå med at surfe rundt og lede efter inspiration og gode ideer på Pinterest? Derinde er jeg et par gange stødt på amerikanske madblogs med billeder af majskolber viklet ind i bacon og jeg havde faktisk lovet mig selv, at det skulle afprøves på et tidspunkt, men var så kommet fra det igen. Ideen kom dog pludselig tilbage til mig, da jeg fik jeg fik øje på de 2 majskolber i køleskabet og de skulle ikke bare pakkes ind i bacon, de skulle sørme også være “fully loaded” – et amerikansk udtryk, der bedst kan beskrives som noget, der er godt “toppet op” og ret lækkert, selvom det måske også er en smuuule for meget – i hvert fald indenfor madverdenen.

Typisk gør man noget “fully loaded” ved eksempelvis at tilføje revet ost og/eller creme fraiche, bacon og et grønt drys i form af forårsløg eller krydderurter – fx har jeg tidligere lavet disse her fully loaded hasselback kartofler. Jeg kunne godt tænke mig lidt bid til de søde majs og den saltede bacon og valgte derfor også at drysse med lidt hakkede, røde jalapeños, som vi havde stående i køleskabet – dette kan selvfølgelig udelades, hvis man ikke bryder sig om chili.

Skal jeg være helt ærlig, så havde jeg faktisk regnet med, at det dels ville være noget “griseri” at spise majskolber med creme fraiche på toppen og derudover, så var jeg også ret overbevist om, at de fleste af baconstykkerne ville falde af, når vi begyndte at bide af kolberne. Vi var derfor bevæbnet med masser af køkkenrulle, men det skulle vise sig, slet ikke at være nødvendigt. Creme fraichen blev hvor den var, så med mindre man kommer rigtig meget creme fraiche på majskolberne, så er det ikke noget problem. Og sørme om ikke også alle baconstykkerne blev hvor de var og ligesom “klistrede sig fast” til majskolberne og vi fik derfor en kombination af saltet bacon og søde majs i hver eneste bid. Jeg var i øvrigt lidt skeptisk over, at tilberede kolberne i ovnen, for jeg var bange for, at majsene ville blive tørre eller seje, men det viste sig heldigvis, at de sagtens kunne klare ovnvarmen og under det sprøde bacon, var majsene både møre og saftige.

Morten var lykkelig og jeg må da også indrømme, at majskolber indpakket i bacon må være noget nær den ultimative mandegrønsag. Vi spiste majskolberne til forret og jeg synes, at det var passende med en enkelt pr. mand. Det var lige nok til, at man sad tilbage med følelsen af, at man godt kunne have spist lidt mere, men omvendt tror jeg, at 2 pr. mand havde været for meget. Der er jo det med forretter, at de helst skal smage af en smule mere, uden at man skal sidde tilbage med følelsen af at være blevet snydt – så med 1 majs pr mand, har man, efter min mening, ramt den helt rigtige portionsstørrelse. I hvert fald hvis man vælger at servere dem som forret, for selvfølgelig kan de også bruges som tilbehør, som natmad, som snack eller hvad man nu ellers kommer i tanker om.

Fully loaded bacon majskolber

Samlet tid35 min
Antal: 4 stk

Ingredienser

  • 4 stk majskolber
  • 2 pk bacon i skiver
  • 4 spsk creme fraiche eller creme fraiche dressing
  • hakketde syltede jalapeños
  • friskhakket persille

Fremgangsmåde

  • Fjern bladene fra majskolberne. Vikl baconskiver rundt om majskolberne og hæft evt. med et par tandstikkere, hvis det er nødvendigt. Bag majskolberne i ovnen ved 175 grader varmluft i ca 30-35 minutter, til baconstykkerne er gyldne og sprøde og majsen er mør. Vend evt. kolberne undervejs. 
    Afkøl majskolberne let, fjern tandstikkerne og pynt de lune majskolber med en klat creme fraiche eller creme fraichedressing på toppen. Drys med hakket jalapeños og persille og server.

Noter

I stedet for bacon kan man overveje at omvikle majskolberne med skiver af en god, lufttørret skinke, fx serrano. 

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)