Banoffee pie – karameltærte med banan.

5 kommentarer
Desserter, Kager - Mine bedste opskrifter på kager., Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Lige for tiden betyder onsdage her i huset, at den står på hyggeaften med et afsnit af “Den store Bagedyst”, varm te og lækker, hjemmelavet kage. I går blev det til en banoffee pie – en rigtig dessertkage, eller tærte, om man vil, hvis navn stammer fra en sammentrækning af banana og toffee og som dækker over en skøn, sprød kiksebund med et tykt lag fløjlsblød karamel, friske bananer i skiver og letpisket flødeskum på toppen. Yderst vanedannende og helt fantastisk lækker kage, som altid smager af et stykke mere og så er den bare noget så simpel at lave.

Jeg bruger det efterhånden ret så velkendte trick med at koge karamel på en dåse kondenseret mælk. Er der nogen, som endnu ikke har stiftet bekendtskab med denne metode, så går det i al sin enkelthed ud på at lægge en dåse kondenseret mælk i en grydefuld vand – dåsen skal være helt dækket af vand – og så skal gryden ellers stå på komfuret og småsimre i 3-5 timer. Jo længere tid, jo mere mørk karamel, men gryden passer jo sig selv og når man er i gang, så er der jo ikke noget til hinder for at koge 2 dåser – karamellen kan sagtens holde sig i dåsen i laaaang tid. Det eneste man skal sørge for er, at dåsen hele tiden er dækket af vand, da den ellers kan springe i luften og så kan vi jo godt regne ud, hvor al karamellen ender henne. Er vandet begyndt koge væk fra dåsen, skal man derfor huske at hælde lidt mere vand i gryden, men ellers er det supernemt og når dåsen er afkølet, har man den lækreste, tykke karamelsauce, som er helt perfekt til banoffee pie.

Selve bunden består egentlig blot at knuste digestivekiks og smør, som vi kender det fra en klassisk cheesecake. Man kan sagtens nøjes med at presse kiksemassen ud i formen og lade den sætte sig på køl, men jeg kan godt lide at bage bunden i 10 minutter, hvis jeg alligevel har ovnen kørende. Dels bilder jeg mig ind, at bunden bliver lidt mere “robust” af en tur i ovnen, uden at det dog på nogen måde er noget, som jeg kan bevise, men derudover så bliver den altså også en smule mere sprød og knasende, hvilket jeg synes klæder den ellers ret bløde kage helt perfekt.

Nedenstående er ikke en kæmpe portion – dels er vi jo kun 2 personer og så er banoffee pie, efter min mening, bedst samme dag, som den er lavet. Jeg brugte min mindste springform, som er ca. 18 cm i diameter, men har man en større form, så vil jeg nok foreslå, at man laver bunden af 200-250 gr kiks og 100 gr smør samt karamel af en hel dåse kondenseret mælk (ca 400 gr). Mængden af bananskiver og flødeskum til pynt vil jeg lade være op til den enkelte selv at vurdere.
Jeg delte kagen i 2 halvdele og smuttede over vejen med den ene halvdel til mine forældre, for godt nok er det en forrygende lækker kage, som hele tiden smager af en bid mere, men der kommer også et tidspunkt, hvor man bare ikke kan spise mere, hvor gerne man end ville.

Ingen bedømmelser

Banoffee pie

Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 175 gr digestive kiks (lign kiks kan også bruges)
  • 100 gr smeltet smør
  • 1 ds dulce de leche karamel (fx fra Tørsleffs)
  • 2 bananer (skåret i skiver)
  • 2 dl piskefløde
  • 25 gr chokolade

Fremgangsmåde

  • Knus kiksene til fint rasp i en food processor eller med en kagerulle.
  • Bland kiksene med smeltet smør og pres blandingen ud i en springform (ca 18 cm i diameter) foret med bagepapir i bunden.
  • Pres kiksene op ad formens sider, så der dannes en kant og en let fordybning.
  • Bag bunden ved 175 °C (varmluft) i ca 10 minutter, til den let gylden.
  • Afkøl bunden og fjern herefter forsigtigt springformen og bagepapiret.
  • Placer bunden på et fad og fordel karamel og bananskiver på bunden.
  • Pisk fløden til skum og pynt med flødeskum og revet chokolade på toppen.
  • Opbevar kagen på køl indtil servering.
  • Evt. rester kan gemmes på køl i 2-3 dage. Kagen er ikke fryseegnet.
5 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Marianne
5 år siden

Hej Anne-Kathrine.

Så fik jeg endelig prøvet denne skønne tærte og det bliver da ikke sidste gang 😊

Christine
4 år siden

Hej
Kan man putte noget andet på end flødeskum? 🙂

Christine
4 år siden

Mange tak for svaret 🙂

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)