Her i huset spiser vi flæskesteg hele året rundt. Der er ikke noget, som en skive saftig og mør, langtidsstegt flæskesteg med sprøde svær på toppen. Alligevel er det som om, at vi spiser det lidt oftere i løbet af efterårs- og vintermånederne. Og om vinteren er det jo oplagt at langtidstilberede stegen i ovnen og blot lade den passe sig selv i timevis.

Se også –  Langtidsstegt andesteg I Flæskestegssandwich med rødkål I Flæskesteg med brun sauce

Langtidsstegt flæskesteg med sprøde svær – min bedste opskrift.

Jeg er fuldt ud klar over, at der findes lige så mange tips til saftig flæskesteg med sprøde svær, som der findes kokke og husmødre i Danmark. Næsten da! Alligevel skal I ikke snydes for denne her opskrift på flæskesteg med sprøde svær, for den virker altså hver gang. I det mindste herhjemme hos os.

Der er ikke den store hemmelighed bag de sprøde svær. Det kræver, som altid, en ordentligt ridset svær og masser af salt. Derudover så kræver det også, at man ikke er bange for at fyre op for ovntemperaturen, når sværene skal have det sidste knald. Langtidstilberedning og lave temperaturer er vældig fine til tilberedning af kødet. Men når det sidste slag for de sprøde svær skal slås, så snakker vi 225-250 °C.

Se også – Brunede kartofler I Nemme brunede kartofler i ovn I Hjemmelavet rødkål I Nem og lækker risalamande

Langtidsstegt flæskesteg med knasende sprøde svær
Print opskrift Pin opskrift
5 fra 1 stemme

Flæskesteg (langtidsstegt)

Samlet tid3 t
Antal: 8 personer

Ingredienser

  • 1 stk svinekam (ca 2-2½ kg) (ridset og uden ben)
  • 4-5 dl kogende vand
  • groft salt
  • evt. laurbærblade

Fremgangsmåde

  • Start med at gå sværen efter. Svær- og fedtlag skal være ridset helt igennem – også i siderne af stegen. Er der ikke ridset dybt nok, så skær selv efter med en kniv. Sørg for kun at ridse ned til kødet, ikke i selve kødet. 
  • Læg stegen på en rist i en bradepande eller et ildfast fad. Sørg for, at overfladen er jævn, så sværen bliver jævnt tilberedt. Hvis stegen ligger skævt, så kan den rettes op ved at kramme lidt stanniol sammen til en kugle og lægge under stegen.
  • Hæld 4-5 dl kogende vand forsigtigt udover sværen og ned i bradepanden. Det kogende vand får sværene til at skille sig, så det bliver nemmere, at få salt gnedet ned imellem sværene.
  • Drys salt udover sværen og sørg for, at få salt ned imellem hvert stykke svær. Det er vigtigt, at der er rigeligt med salt imellem sværene, hvis de skal blive helt sprøde. Man kan desuden stikke et par laurbærblade ned imellem sværene.
  • Sæt stegen i en kold ovn, tænd på 125 °C (varmluft) og lad stegen stege i 2 timer.
  • Skru herefter op til 200 °C (varmluft) og steg flæskestegen i yderligere 30 minutter.
  • Til sidst skrues ovnen op på 230-250 °C (varmluft) og der steges videre i ca 10 minutter, indtil sværen er helt gylden og boblende sprød. 
  • Jeg bruger sjældent stegetermometer, men bruger man det, så stik det ind i siden af stegen på det tykkeste sted – aldrig fra enden, så får halvdelen af skiverne et lille hul. Kernetemperaturen skal ligge på ca 65-70 °C. Så er kødet gennemtilberedt men stadig dejligt saftigt. 
  • Lad stegen hvile utildækket i 5-10 minutter og skær den i skiver. Fonden som har samlet sig i bunden af bradepanden bruges til brun flæskestegssauce.
  • Stegen serveres med rødkål, brun sauce og brune og hvide kartofler. 

Salt og kogende vand.

Man kan bruge almindelig salt eller kryddersalt til sin flæskesteg. Jeg bruger gerne almindelig, groft køkkensalt, når jeg salter sværene. Man behøver ikke være bange for, at stegen skal blive alt for saltet, selvom man bruger rigeligt. Det meste af saltet løber af sammen med fedtet under tilberedningen. Desuden må sådan et stykke flæskesvær altså gerne være lidt saltet, efter min mening.

For at gøre det nemmere at gnide saltet ned imellem sværene, bruger jeg et trick, som jeg engang har lært af en gammel slagtermester. Jeg koger nemlig lidt vand i elkedlen, som jeg hælder ud over sværene. Det kogende vand får sværene til at skille sig ganske let fra hinanden. Dermed bliver det nemmere at gnide salt godt ned imellem hver svær. Og da der under alle omstændigheder skal hældes vand i bunden af fadet, inden det sættes i ovnen, så rager det jo ikke vidt lige at koge vandet i elkedlen først.

Jeg ved, at der er nogle, som starter med at vende stegen nedad i bradepanden, så sværene bliver “kogt” i vandet. Jeg bruger selv teknikken engang imellem. Men jeg må indrømme, at jeg synes, det er nemmere at overhælde stegen med kogende vand. Og sværene bliver altså knasende sprøde hver eneste gang.

Lækkert tilbehør.

Vi spiser som regel flæskestegen i burgerboller som en klassisk flæskestegssandwich. Med en god sennepsdressing, rødkål og syltede agurker til. I november og december kan det dog også hænde, at det bliver til en gammeldags omgang flæskesteg med hele tilbehøret. Brun sauce, hvide og brunede kartofler, rødkål og franske kartofler. Og også gerne en lækker og frisk rødkålssalat med druer, appelsin og valnødder.

Endelig er en portion ovnbagte kartofler og rodfrugter med timian, honning og sennep absolut ikke at foragte. Især i det tidlige efterår, og lige efter jul, hvor man måske ikke lige har behov for mere julemad, men stadig gerne vil have en lækker og saftig flæskesteg.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)