Som nogle af Jer måske ved, så laver jeg madplan til en uge ad gangen og jeg skal bestemt ikke klage over det beløb, som jeg har til rådighed. Men jeg har også været på SU engang og haft knap så mange penge til mad og jeg ved, at der er nogen, for hvem det kan være svært at få enderne til at mødes hver måned. For nogle måneder siden, lavede jeg denne her madplan på budget som indeholder 31 x aftensmad for 2 pers. for 900 kr. Den fulgte jeg op med denne her budgetmadplan med 30 x aftensmad for 925 kr og senest denne her budgetmadplan med 30 x aftensmad for 930 kr.
Budgetmadplanerne har været en kæmpe succes og jeg har modtaget rigtig mange søde tilbagemeldinger fra Jer derude, så nu har jeg lavet en ny. Denne gang har jeg forsøgt at tage højde for, at julen nærmer sig – vi befinder os i november måned og alle steder er der fine tilbud på lækker julemad som fx and og flæskesteg og det skal der sandelig også være plads til, selvom man gerne vil spare lidt på madbudgettet inden julemåneden. Af samme grund er der knap så mange vegetar- og suppedage i denne plan, som der har været i nogle af de tidligere, men jeg synes stadig, at planen overordnet set er temmelig fornuftig og som sædvanlig er der både fisk og fjerkræ og en hel del grønt på menuen.
Heller ikke denne gang, har jeg taget udgangspunkt i et bestemt supermarked eller bestemte varer, som er på tilbud i en tidsbegrænset periode. Det er altså tale om en all round plan, som kan tages i brug i en måned (eller længere tid), hvis der på et tidspunkt er lavvande i kassen og behov for at spare nogle penge. Skal det være discount, så kan jeg personligt godt lide at handle i Rema og Lidl og for at denne her madplan på budget skal holde bare sådan nogenlunde, så kræver det, at man handler i et discount supermarked. Dog er jeg gået efter normalpriser og ikke tilbudspriser på discountvarerne og har tjekket med et online supermarked, når jeg var i tvivl. Det er derfor meget muligt, at man kan gøre det endnu billigere, hvis man går målrettet på tilbudsjagt.
Nederst har jeg tilføjet en indkøbsliste, så man kan sammenligne sine egne priser med mine. Jeg har desuden lavet en liste med basisvarer, som er ting, de fleste af os har stående i køkkenet i forvejen og disse indgår ikke i regnskabet. Da nogle af varerne på indkøbssedlen ikke kan holde sig i en hel måned, kan det være nødvendigt at handle 2-4 gange, medmindre man har god køle- og frysekapacitet.
Det har været vigtigt for mig, at lave madplanen så realistisk som muligt, og jeg har derfor taget udgangspunkt i mig selv og mad som jeg selv ville spise – man skal dog være opmærksom på, at madplanen blot er vejledende, for vi er alle forskellige og har forskellige behov og præferencer. Jeg har tænkt en del grønt ind i planen og har i det hele taget prioriteret “ordentlig” mad og rigelige mængder, for hvad hjælper det at spare penge på aftensmaden, hvis man efterfølgende falder i pizzafælden, fordi man er sulten? Jeg er ligeledes gået ud fra priser på de varer, som jeg selv køber og dvs. økologisk mælk, økologiske æg (eller som minimum æg fra fritgående høns), økologisk frugt og grønt, når prisen er nogenlunde den samme som den konventionelle og kød hvor fedtprocenten ikke er den allerhøjeste. Går man ikke op i den slags, så vil der være yderligere penge at spare.
Madplanen gælder for 2 voksne – den er jo lavet med udgangspunkt i de opskrifter og retter, som jeg laver til Morten og mig herhjemme, men der plejer at være rigeligt og også ofte rester, så måske kan planen med lidt god vilje også strækkes til en familie på 2 voksne og 1 lille barn. Er man en familien på 2 voksne og mere end 1 barn, ville jeg nok beregne lidt større portioner, hvis det var mig. Det samlede budget lyder denne gang på 948 kr. Jeg foreslår som sædvanligt, at man runder op til 1000 kr eller måske lidt mere og bruger de restende penge på ekstra grønt og laver salater og grønsagstilbehør som supplement til maden på dage, hvor der ikke er så meget grønt i planen.
Madplan på budget 2 – 30 x aftensmad til 2 voksne for 948 kr.
Jeg foreslår, at man gennemlæser ovenstående, inden man kaster sig ud i madplanen.
Dag 1+2. Baconruller på porre-kartoffelbund. Der kan evt. tilsættes flere grønsager til fadet eller serveres ekstra grønt ved siden af – dette er dog ikke indregnet i indkøbslisten. Det er en stor portion, så der er beregnet mad til 2 dage. Rør desuden en dobbelt portion dej sammen til de her nemme, koldhævede flutes – det tager ca 5 minutter, så det er ikke specielt tidskrævende, men dejen skal hæve på køl natten over, så selvom de først skal bruges på dag 3, er det nødvendigt at gå i gang på dag 2.
Dag 3. Spaghetti aglio e olio eller slet og ret spaghetti med hvidløg og olie. Nem og lækker aftensmad, som er færdig på ganske få minutter. Bag 4 lækre flutes ud af den koldhævede dej, som blev rørt sammen dagen i forvejen – spis det ene, nybagte flute til pastaen og frys resten ned som tilbehør til suppe og lign. i løbet af måneden. Skær gerne et par gulerødder i stave og server som gnavegrønt til maden.
Dag 4. Tunfrikadeller med ovnristede kartofler. Skrub ca. 400 gr kartofler – er de store, så skær dem i mindre både. Vend kartoflerne med olie, salt og peber i en frysepose og hæld dem ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag kartoflerne ved 200 grader i 25-30 minutter, til de er gyldne og møre. Der er beregnet råkostsalat af 2-3 store, revne gulerødder evt. med en marinade af citronsaft og honning eller sukker. Frikadellerne er også gode kolde, så hvis der bliver rester, er det oplagt at spise dem til frokost dagen efter.
Dag 5. Græskarsuppe – en skøn suppe, som giver varmen helt ud i tæerne. Lun et af de koldhævede flutes og server det til suppen.
Dag 6+7. Cheeseburgerpasta med oksekød – en nem og lækker one pot pasta, hvor alt tilberedes i én og samme gryde, som efterfølgende kan sættes på bordet. Det er en stor portion, så der er beregnet mad til 2 dage, men pastaen kan sagtens holde sig et par dage i køleskabet, så man behøver ikke spise det samme 2 dage i træk.
Dag 8. Helt klassisk risengrød serveret med smørklat og kanelsukker. Julen nærmer sig trods alt og hvad er vel mere oplagt end en omgang risengrød?
Dag 9+10. Indbagte koteletter med porrer, pikantost og bacon og tilbehør af ovnbagte rodfrugter med sennep, honning og timian. Fyldet i koteletterne smelter og bliver flydende under bagningen, så jeg synes ikke, det er nødvendigt med ekstra sauce. Der bliver 4 store, indbagte koteletter, så der er beregnet 1 pr. mand pr. dag. Hvis bare man venter med at pensle med æg, så kan de indbagte koteletter sagtens opbevares på køl, godt pakket ind i bagepapir eller lignende, indtil de skal bages. Jeg foreslår derfor, at man bager to på 1. dagen og to på 2. dagen. Beregn ca. 500 gr ovnbagte rodfrugter pr. dag og brug rodfrugter efter smag og behag – opskriften er udelukkende ment som inspiration.
Dag 10. Pasta med flødeost, bacon og ærter – nemt og lækkert og altid et kæmpehit herhjemme hos os.
Dag 11. Andebryst i stegeso med kartofler og grønsager – supernem og lækker opskrift på andebryst, som langtidstilberedes i en stegeso eller römertopf og serveres med en skøn og aromatisk andesauce. Har man ikke selv en stegeso, eller mulighed for at låne sig frem til en, så kan en stegegryde med låg, som kan tåle at komme i ovnen, også sagtens bruges. I stedet for 2 stk andebryst kan man bruge 4 stk andelår – prismæssigt giver det nogenlunde det samme.
Dag 12+13. Kylling i karry med ris. En nem og lækker klassiker, som de fleste er vilde med. Det er en god, stor portion, så der er beregnet mad til 2 dage. Der skal bruges ½ ds. ananas i opskriften – den kan udelades, hvis ikke man bryder sig om ananas i varm mad, eller også kan resten af ananasen serveres til maden. Bland gerne ½ ps frosne, optøede ærter i risene.
Dag 14. Kartoffelpizzaer på sprød tortillabund. Super simpel og lækker pizza med kartofler i skiver, frisk mozzarella og rosmarin. Der er beregnet grønsager i stave – agurk og gulerødder til pizzaen, men de kan selvfølgelig udskiftes med en blandet salat.
Dag 16. Tærte med tun, chili og forårsløg. En skøn tærte, som også er lækker, når den er kold, så evt. rester er lækre til frokost dagen efter. Der er beregnet en rulle færdiglavet tærtedej i indkøbslisten, men har man lyst til at lave sin egen dej, så kan jeg anbefale denne her opskrift på tærtedej.
Dag 17+18. Chili con pollo eller slet og ret chili con carne med kylling – en rigtig klassiker med masser af bønner og grønsager. Vi kan rigtig godt lide det hakkede kyllingekød, som har en lidt grovere struktur og giver mere “bid” til chilien, men kylling kan selvfølgelig udskiftes med hakket oksekød. Server med kogte ris. Det er en stor portion, så der er beregnet chili con carne til 2 dage. Server evt. med et af de hjemmebagte, koldhævede flutes fra fryseren eller køb en pose tortillachips.
Dag 19. Tortellini i fad med broccoli, ærter og mornaysauce. Man bestemmer selv, om man køber tortellini med kød- eller vegetarfyld og er dermed selv herre over, hvorvidt det skal være kødfri dag eller ej. Jeg laver selv min mornaysauce og det er faktisk ret nemt, men man kan også bare købe en brik færdiglavet mornaysauce – dette er dog ikke beregnet på indkøbslisten.
Dag 20+21. Hakkebøffer i fad med fløde-paprikasauce. En livret såvel herhjemme hos os som på bloggen. Der er beregnet ristede kartofler, tilberedt som kartoflerne til tunfrikadellerne under dag 4, men man kan også vælge at servere bøfferne med ris, pasta eller kartoffelmos. Det er en stor portion, så der er til 2 dage. Beregn ca 400 gr kartofler pr. dag.
Dag 22. Menuen står på en skøn og krydret gulerodssuppe, som er færdig på ganske kort tid. Man kan til gengæld bruge lidt tid på at skrælle og koge ca 400 gr kartofler, som skal bruges til aftensmad dagen efter. Server det sidste, koldhævede flute fra fryseren til suppen.
Dag 23. Kogt hamburgerryg med tilbehør af et cremet kartoffelfad med forårsløg og ost. Resten af hamburgerryggen gemmes til dagen efter.
Dag 24. Resten af hamburgerryggen serveres med stuvede grønærter og gulerødder. Jeg foreslår, at man bruger de stuvede ærter og gulerødder som fyld i en gang tarteletter. Hamburgerryggen kan skæres i tern og tilsættes stuvningen eller serveres som topping ovenpå tarteletterne. Alternativt kan man droppe tarteletterne på indkøbssedlen og nøjes med at skære hamburgerryggen i skiver og spise den ved siden af de stuvede grønsager, evt. med en kogt kartoffel til.
Dag 25+26. Mexicansk kylling i fad med ris. Nem og lækker mad i fad, som er fyldt med grønsager, men selvfølgelig kan man sagtens tilsætte flere efter smag og behag. Det er en stor portion, så der er mad til 2 dage.
Dag 27. Fiskefilet med pommes frites – en fast food klassiker på den gode og hjemmelavede måde. Vend de friske fiskefilet’er i en blanding af mel, salt og peber og steg dem gyldne i smør og olie på en pande. Server med hjemmelavede ovnfritter lavet af skrællede eller skrubbede kartofler, som skæres i stave, vendes med lidt olie og salt og bages gyldne og møre i ovnen ved 200 grader i 25-30 minutter. Server remoulade og citron til fisk og fritter og grønsagsstave af agurk og 2-3 gulerødder ved siden af.
Dag 28. Flammkuchen eller tarte flambée. En skøn “pizza” fra Alsace, som består af en tynd bund som smørres med creme fraiche og dækkes af tynde skiver løg og lufttørret skinke. Man kan bruge en færdiglavet rulle pizzadej, hvis man ikke har lyst til selv at lave bunden, men dette er der ikke taget højde for i indkøbslisten.
Dag 29. Gammeldags flæskesteg med brun sauce, kogte kartofler og rødkål. Der er ikke beregnet brunede kartofler til stegen, men har man lyst, så kan jeg anbefale denne her opskrift på lækre, brunede kartofler. Halvdelen af flæskestegen og rødkålen gemmes til dagen efter.
Dag 30. Resterne af flæskestegen bruges som fyld i klassiske flæskestegssandwiches. Rør lidt mayonnaise med chilipulver eller knust hvidløg og smør det på bollerne. Top op med skiver af flæskesteg, resterne af rødkålen fra dagen før og syltede agurker eller agurkesalat. Der er beregnet 2 store eller 3 små burgerboller pr. mand.
Indkøbsseddel.
Ferske fiskefilet’er, 1 pk á 4-5 stk. – 25 kr
Lufttørret skinke, 1 pk – 10 kr
Bacon i skiver, 2 pk – 14 kr
Bacon i tern, 2 pk – 14 kr
Andebryst eller andelår, 2 eller 4 stk – 40 kr
Kyllingebryst, 2 pk á ca 450 gr – 56 kr
Hakket kylling, 1 pk á ca 400 gr – 24 kr
Hakket svinekød, 1 pk á 450-500 gr – 24 kr
Hakket oksekød, 2 pk á 450-500 gr – 48 kr
Koteletter, 1 pk á 4 stk – 25 kr
Hamburgerryg, 1 stk á 800-1000 gr – 45 kr
Flæskesteg, 1 stk á 800-1000 gr – 45 kr
I alt – 370 kr
Mælk, 2 liter – 15 kr
Madlavningsfløde, 2½ dl – 8 kr
Piskefløde, ½ L liter, 15 kr
Creme fraiche, ½ liter – 9 kr
Revet ost, 2 ps á 250 gr – 28 kr
Flødeost naturel, evt light, 2 pk – 20 kr
Flødeost pikant, evt light, 2 pk – 20 kr
Frisk mozzarella, 1 stk – 6 kr
Æg, 6 stk – 16 kr
Tærtedej, 1 rulle – 14 kr
Butterdej, 1 rulle – 14 kr
Tortellini, 1 pk – 14 kr
Gær, 1 pk – 1 kr
I alt – 180 kr
Broccoli, 1 stk – 10 kr
Løg, 2 kg – 10 kr
Hvidløg, 2 stk – 8 kr
Forårsløg, 4 bundter – 24 kr
Friske, røde chilier, 4-5 stk – 10 kr
Rød peberfrugt, 4 stk – 24 kr
Agurk, 2 stk – 10 kr
Hokkaidogræskar, 1 stk – 12 kr
Porrer, 2 stk – 8 kr
Champignons i skiver, 1 pk á 100 gr – 6 kr
Gulerødder, 2 kg – 14 kr
Blandede rodfrugter, 1 kg – 10 kr
Kartofler, ca 4 kg – 25 kr
Æble, 1 stk – 2 kr
Frisk persille – 7 kr
Frosne ærter, 2 ps á 400-500 gr – 20 kr
I alt – 200 kr
Tun i vand/olie, 4 stk – 36 kr
Kidneybønner på dåse, 2 ds, 20 kr
Sorte bønner på dåse, 1 stk – 10 kr
Majs på dåse, 2 ds – 12 kr
Ananas på dåse, 1 ds – 10 kr
Hakkede tomater, 3 ds – 12 kr
Tomatpure, 2 små ds – 4 kr
Løse ris, 1 ps – 10 kr
Grødris, 1 ps – 10 kr
Citronsaft, 1 flaske – 6 kr
Tortillapandekager, 1 pk – 10 kr
Pastaskruer, 500 gr – 6 kr
Spaghetti, 500 gr – 6 kr
Tacosauce, 1 gl – 10 kr
Rødkål, 1 gl – 8 kr
Agurkesalat/syltede agurker, 1 gl – 8 kr
Burgerboller, 1 pk (4 store/6 små) – 10 kr
Tarteletter, 1 pk – 10 kr
I alt – 198 kr
Basislager.
Hvedemel
Durumhvedemel
Rasp
Honning
Sukker
Ribsgelé – kan erstattes af sukker
Olie
Smør
Sennep
Ketchup
Mayonnaise
Bouillonterninger
Madkulør
Basilikum
Chiliflager/chilipulver
Kanel
Karry
Muskat (stødt)
Paprika
Rosmarin
Spidskommen
Timian
Salt og peber
Hvor ser det godt ud, og sikke et arbejde du har lagt i det ?? -og madbudget eller ej, så kan vi alle vel bruge lidt billigere maddage her og der. Så er der jo også til noget af det sjovere de andre dage ☺️
Tina – Mange tak for din søde hilsen – det tager godt nok tid at lave sådan en madplan, men det er også lidt hyggeligt, så med jævne mellemrum strikker jeg en ny budgetmadplan sammen 🙂 Og som du selv skriver, så kan vi vel alle bruge lidt ekstra penge engang imellem, så når man både kan spise lækker mad og spare penge, så er der jo ikke noget at betænke sig på 😀
Super lækkert og tak for inspiration.
Kan retten med kartofler og porrebund med baconruller fryses?
Anette – Jeg er ikke helt sikker på, at du kan fryse flødekartofler med et tilfredsstillende resultat, selvom jeg må indrømme, at jeg ikke selv har prøvet det. Jeg tænker, at kartoflerne måske kunne få en lidt underlig konsistens, men du kan evt. prøve at google “frysning af flødekartofler” og se hvad der dukker op. Rullerne kan du derimod sagtens fryse, for det er jo bare ligesom at fryse en posefuld frikadeller eller et stykke forloren hare 😀