Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Tigerrejer med chili og hvidløg…

5 kommentarer
Fisk og skaldyr, Forretter, Ideer til studentermad, Nytårsopskrifter til årets nytårsmenu
Gå direkte til opskriften

Lørdag aften i sidste uge, havde vi besluttet os for, at vi ville have en rigtig hyggeaften med god mad og vin og masser af tid til snak. Vi købte lidt forskellige slags charcuterie og et stykke lækker ost og så bagte jeg et grydebrød og lavede en portion tunmousse. Egentlig havde jeg også haft planer om, at vi skulle have en omgang pil-selv rejer med lyserød skaldyrsdressing, men de planer blev ændret, da jeg fik øje på nogle store og lækre tigerrejer og i stedet fik lyst til tigerrejer med chili, hvidløg og persille.

Jeg kan huske, at min mor med jævne mellemrum har lavet rejer med chili og hvidløg i årenes løb og jeg har også ofte lavet dem selv – ikke mindst om sommeren, hvor rejerne kommer i en foliebakke og bliver tilberedt på grillen, men af en eller anden grund, så er det først nu, at opskriften på de lækre rejer rammer bloggen. Det er nu ellers ikke fordi, at opskriften er speciel avanceret og nedenstående er nærmest bare en vejledning, for jeg vil som sædvanligt opfordre til, at man prøver – og ikke mindst smager – sig frem til sin egen favoritblanding. Mængden af chili, hvidløg og citron må derfor være op til den enkeltes smagsløg, men nu ligger opskriften her i hvert fald og så kan man selv bestemme, om man vil følge den slavisk eller blot bruge den som inspiration.

Der kan bruges både kogte og rå tigerrejer til opskriften – jeg bruger stort set altid kogte, men den eneste forskel er, at de rå rejer skal have en smule længere tid i ovnen. Tidligere har det været sådan lidt “fyfy” at købe tigerrejer, fordi det har været voldsomt belastende for miljøet at opdrætte rejerne, men i dag kan man få tigerrejer, som er MSC mærkede, hvilket betyder, at de er opdrættet under hensyn til miljøet. Jeg køber gerne tigerrejer i min lokale Rema1000, hvor de har både rå og kogte tigerrejer på frost og som en yderligere bonus, så er den sorte tarmstreng fjernet fra rejerne, så de blot skal tøes op og så er de klar til brug.

Jeg lod rejerne marinere med chili og hvidløg i et par timer, inden de kom i et fad og blev sat i ovnen i ca 10 minutter, til de var lige netop møre, men stadig havde bid. Ved servering fik de lige et ekstra skud citronsaft og et drys persille på toppen, men ellers gjorde jeg ikke mere ved dem. Rejerne blev serveret med nogle gode stykker af det lune grydebrød, så vi havde noget at suge den lækre lage op med og det passede noget så lækkert sammen med de andre, skønne ting på bordet. Helt perfekt, afslappet og superhyggelig aftensmad.

3,19 fra 11 stemmer

Tigerrejer med chili og hvidløg

Hviletid2 timer
Samlet tid2 timer 30 minutter
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 400 gr rå tigerrejer med halevifte
  • 1 frisk rød chili
  • 1 dl olivenolie
  • 3 fed hvidløg
  • saft af ½ citron
  • 1 bdt friskhakket persille
  • salt

Fremgangsmåde

  • Hvis tigerrejerne er frosne, skal de optøes og afdryppes. Klip herefter ryggen op og fjern den sorte tarmstreng, hvis ikke det er gjort – jeg køber gerne tigerrejer, som allerede er rensede. 
  • Rens chilien og befri den evt. for kerner – mængden af kerner er afgørende for chiliens styrke. Hak chilien fint og bland den sammen med olie, presset hvidløg, citronsaft og hakket persille. Smag til med salt. 
  • Kom rejerne i en frysepose, hæld chili- og hvidløgsmarinaden over og ryst posen. Lad rejerne marinere i posen i 1-2 timer.
  • Hæld rejer og marinade ud i et ildfast fad og tilbered dem i ovnen ved 180 ° C (alm. ovn - ikke varmluft) i 10-12 minutter, til de er møre men stadig har bid. Bruger man rå tigerrejer, så er de færdige, når de alle er blevet helt lyserøde og er lige netop møre – ca. 20 minutter afhængig af størrelsen. Vend rundt i rejerne et par gange undervejs.
  • Server rejerne varme eller lune med lidt ekstra persille på toppen og med brød, så man kan suge den lækre marinade op.
I stedet for frisk chili kan man bruge tørrede chiliflager eller chilipulver efter smag. Man kan også anvende friskrevet ingefær til rejerne og helt udelade chili. 
Subscribe
Notify of
5 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Henrik
3 år siden

Hvad tænker du om at kombinere koriander og persille, samt muligvis bruge soya i stedet for salt?

sphendrik@hotmail.com
3 år siden

Tak, det prøver jeg. 😄

Bente
2 år siden

Jeg laver rå tigerrejer med skal på panden. Renses,marinade med Chilli og hvidløg. Steges hårdt, med masser af cherry tomater, til de er møre
Skallen giver ekstra meget smag, også til stegeolien som man dypper brød i. Sluttelig finthakket persille.