Den tredje adventsweekend kom og gik igen og hvor har vi bare nydt den i fulde drag. Jeg synes, at vi har nået så meget og alligevel har vi taget den helt med ro og bare suget julestemningen til os. Vi fik købt en mandelgave og 2 fine julegaver, så nu er vi stort set færdige, hvilket blev fejret med en lækker frokost. Desuden har vi gået en fantastisk tur med 2 glade hunde ved et blikstille Vejle fjord, imens solen gik ned og frosten glitrede og glimtede. Vi har drukket hjemmelavet julegløgg og set julefilm og nydt duften af hyacinterne og de tændte lys i adventskransen og endelig har vi været til julekaffe- og kagebuffet på Hopballe Mølle ved Vejle sammen med både Mortens forældre og mine forældre. En dejlig dag, som blev afsluttet med en let aftensmad bestående af tarteletter med høns i asparges og masser af snak herhjemme hos os, inden der blev ønsket god jul og begge hold forældre kørte hjem igen.

Udover endnu en portion hjemmelavet gløgg – der er godt nok blevet drukket en del i den sidste uges tid, hvor det har været koldt udenfor, men det er nu også noget af det hyggeligste, at få et glas rygende varm gløgg efter aftensmaden – er der også blevet bagt æbleskiver. Det kan godt være, at man får serveret alt for mange æbleskiver i december, men det er så sjældent, at der rent faktisk er tale om æbleskiver af den hjemmelavede slags, så det fik jeg lyst til. Normalt laver jeg æbleskiver med citronskal og kardemomme efter denne her opskrift, men engang imellem skal der jo ske lidt nyt, så denne her portion er med vanille, selvom den ellers ligner min sædvanlige opskrift til forveksling.

Æbleskiverne blev serveret med et drys flormelis og min hjemmelavede jordbærmarmelade – bærrene blev for øvrigt plukket på en særdeles varm sommerdag, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel og lige så uvirkeligt det kan være, at tænke på frostkolde decemberdage når man ligger i en jordbærmark, ligeså uvirkeligt kan det forekomme, at man har kunnet færdes udendørs i sandaler og bare arme, når man spiser marmeladen til sine æbleskiver i december, men sådan er det jo at bo på vores breddegrader.

Æbleskiverne blev for øvrigt et hit – den fine smag af vanille går tydeligt igennem og de er et lækkert supplement til de “sædvanlige” med smag af citron og kardemomme. Jeg lavede ikke nogen speciel stor portion, så vi spiste dem alle, men har man planer om at servere æbleskiver i løbet af juledagene eller evt. imellem jul og nytår, så er det jo oplagt at lave en ordentlig portion og komme nogle i fryseren. Hjemmelavede æbleskiver er der bare altid plads til.

Æbleskiver med vanille.

30-35 stk.

250 gr hvedemel

2 spsk sukker

1 tsk natron

½ tsk salt

2-3 tsk vanillesukker

3 æg – delt i hvider og blommer

4 dl kærnemælk

smør til stegning

De tørre ingredienser og krydderier røres sammen i en skål. Æggeblommer og kærnemælk tilsættes og der piskes til en blank og klumpfri dej. Hviderne piskes stive og vendes forsigtigt i dejen til sidst.

Varm en æbleskivepande op og kom en smule smør i hvert hul. Når panden er varm, fyldes hullerne ca 3/4 med dejen. Lad æbleskivedejen sætte sig i kanten og vend så hurtigt æbleskiven en halv omgang med et lille træspyd eller lignende, så den bagte side vender opad og den rå dej flyder ned i hullet. Løber dejen lidt ud, kan æbleskiverne sagtens rettes til under stegningen. Når æbleskiverne er fint brune og gennembagte tages de af panden. De færdige æbleskiver kan evt. holdes varme ved 100 grader i et fad i ovnen, imens resten bages.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)