Godt nok er det efterhånden et par dage siden, at vi satte kursen mod New York, men lige inden vi rejste, lavede jeg en portion af de lækreste pølsehorn og dem skal I da ikke snydes for. Det var faktisk lidt af et tilfælde, at det blev til pølsehorn, men jeg havde en ½ pk gær liggende og derudover 8 gode pølser, som jeg egentlig havde troet skulle bruges til en form for aftensmad, fx en svensk pølseret, men så blev der ændret lidt i planerne. Pludselig kunne vi ikke nå at spise pølserne, inden vi tog afsted, medmindre jeg fandt på et eller andet at bruge dem til og så blev det altså til pølsehorn, hvilket faktisk slet ikke var så ringe endda. Pølsehorn er hyggelige at lave, synes jeg, og så smager de altså ret godt – jeg fik i hvert fald ingen klager fra Morten, da han kom hjem fra arbejde og jeg stod klar med nybagte pølsehorn med sennep og ketchup til.

Det varierer lidt, hvorvidt jeg laver grove pølsehorn eller pølsehorn på ren hvedemel, men fælles er, at pølsehornene helst skal være lette og luftige og det synes jeg bestemt, at de bliver med nedenstående opskrift. Jeg kan godt lide at dele dejen i små stykker og rulle hvert stykke ud til en lang, tynd strimmel, som så efterfølgende snoes rundt om pølsen – præcis som når man snor et stykke dej til snobrød omkring en pind. Alternativt kan man selvfølgelig også bare dele dejen i 2 stykker, rulle hvert stykke ud til en stor cirkel og skære cirklen i 8 trekanter. Hver pølse rulles ind i et stykke dej fra den brede ende og de små horn lægges på en bageplade beklædt med bagepapir – dette er vist den “korrekte” måde at lave pølsehorn på, men jeg synes nu at teknikken med at sno er meget hyggelig og mine pølsehorn bliver i hver fald noget mere ens i både udseende og størrelse, når jeg gør det på den måde.

Mht. pølserne, så forslår jeg, at man bruger dem, som man bedst kan lide. Røde eller brune, tykke eller tynde, kylling- eller svinekødspølser, fra slagteren eller supermarkedet det er sådan set underordnet, men jeg synes, det er vigtigt, at vælge nogle pølser, som har et ordentligt indhold af kød. Jeg har flere gange kigget på de såkaldte pølsehornspølser i supermarkedets køledisk – mest fordi pølsehornspølserne har sådan en perfekt facon til pølsehorn, men jeg har altså lagt dem fra mig igen, for jeg har aldrig fundet en variant, som indeholder mere end 60 % kød og det er altså for lidt efter min mening. Mine pølser skal indeholde minimim 80-90 % kød og så må jeg finde mig i, at mine pølsehorn bliver en smule skæve, fordi pølserne har en let buet facon.

Jeg serverer for øvrigt pølsehornene med sennep og ketchup, men fransk hotdog dressing og ristede løg er også et hit. Hornene holder sig lækre og bløde i 2-3 dage og de kan selvfølgelig også genopvarmes let i ovnen eller på en brødrister. Desuden kan hornene fryses, præcis som de fleste andre opskrifter med gærdej og hvis de tøes op på køkkenbordet og lunes ganske let i ovnen inden servering, så bliver de som nybagte.

Pølsehorn.

16 stk.

2½ dl vand, lillefingervarmt

½ pk gær

1½ tsk salt

1½ tsk sukker

ca 400 gr hvedemel

1 spsk olie

8 gode wienerpølser, halverede

evt. sesamfrø til pynt

Opløs gær i vandet og tilsæt salt, sukker og hvedemel. Rør let rundt, tilsæt olie og ælt til en blank og smidig dej. Lad dejen hæve tildækket i ca 1 time. Halver pølserne. Slå dejen ned og del den i 16 lige store stykker. Tril hvert dejstykke til en tynd strimmel og sno den rundt om en halv pølse – ligesom når man laver snobrød. Læg pølsehornene på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve i ca 30 minutter. Pensl hornene med vand – sammenpisket æg eller mælk kan også bruges – og drys evt. med sesamfrø. Bag hornene ved 200 grader (ikke varmluft) i ca 15 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Afkøl og server med sennep og ketchup.

Note. Man kan selvfølgelig også lave hornene ved at dele dejen i 2 lige store kugler og rulle hver kugle ud til en cirkel. Skær hver cirkel ud i 8 trekantede lagkagesnit og rul pølserne ind i dejtrekanterne fra den brede ende mod den spidse.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)