Indonesisk kylling. En kombination af blandt andet kylling, bananer, mango chutney, chili og flødeskum og umiddelbart en noget speciel blanding, men man skal virkelig ikke lade sig narre – det smager ganske enkelt forrygende og så er det så nemt at lave, at man næsten skulle tro, det er løgn.
Jeg må indrømme, at jeg ikke aner, om retten har noget som helst med Indonesien at gøre og man kan godt komme i tvivl om, hvorvidt man er i gang med at lave en hovedret eller en dessert, når man står og pisker flødeskum og skærer bananer i skiver, men jeg lover, at resultatet nok skal blive godt.
Personligt stiftede jeg første gang bekendtskab med indonesisk kylling for snart mange år siden i hjemkundskab og dengang tror jeg ikke, at vi tænkte så meget over ingredienserne – vi gik i 6. klasse og fulgte bare læreren og opskriften og bagefter kunne vi konstatere, at det smagte godt – ikke så mange betænkeligheder der. Desuden bliver flødeskummet som sagt tilsat mangochutney, karry og chili, inden det fordeles ovenpå kylling, grønsager og bananskiver og det smelter så under bagningen og lægger sig i bunden af fadet som en skøn og krydret karrysauce så værre er det ikke – det er blot karrysauce lavet på en lidt anderledes måde.
Og så er der jo bananerne. Herhjemme er vi ikke helt enige om, hvorvidt frugt har noget at gøre i maden eller ej. Selv er jeg vild med kombinationen af sød frugt og det salte køkken, imens Morten er lidt mere skeptisk, så vi indgår gerne forskellige kompromiser. Jeg valgte at komme bananer i den indonesiske kylling og så kunne Morten lægge dem til side på tallerkenen, hvis det blev for meget, men overraskende nok (for os begge to), så var han ret vild med kombinationen og endte med at spise rub og stub. Den sidste lille rest i fadet, tog han med på madpakke i dag, så det kan vist kun betegnes som en succes.
Bryder man sig nu overhovedet ikke om bananer (eller frugt i maden i det hele taget), så kan man selvfølgelig blot udelade dem og i stedet bruge lidt ekstra grønsager. Man kan også bruge ananas eller frisk mango i tern og hvis man er vild med frugt i maden, så kan man kombinere eksempelvis mango og banan – det kunne jeg sagtens have fundet på, men nu blev det kun bananer af hensyn til Morten.
Indonesisk kylling skal smage salt, sødt, krydret og en smule stærkt, men styrken er man jo selv herre over og hvis der er mindre børn, som skal spise med, så er det måske især en god idé at holde lidt igen. Jeg bruger sambal oelek, som er en chili pasta, der kan købes på glas i stort set alle supermarkeder. Jeg har i hvert fald set det i både Rema og Fakta, så selv discountsupermarkederne kan være med og ellers kan man med garanti få det i tyrkiske grønthandlere.
Sambal oelek er virkelig stærkt, så det skal bruges med forsigtighed – det er bedre at starte med en lille smule og så smage sig frem til den rette mængde. Vil man hellere bruge en eller anden form for chilisauce, så står det jo enhver frit for og chili pulver eller en frisk, rød chili i små tern kan også sagtens bruges.

Indonesisk kylling
Ingredienser
- 400 gr tilberedt kyllingebryst (stegt eller kogt)
- 2 peberfrugter (hakkede)
- 1 bdt forårsløg (skåret i tynde ringe)
- 2 bananer (skrællede og skåret i skiver)
- 2½ dl piskefløde
- 2 tsk karry
- 1 dl sød mangochutney
- 1 tsk sambal oelek chilipasta (se evt. mere ovenfor)
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Skær eller pluk kyllingekødet i mundrette stykker og læg det i et ildfast fad.
- Fordel peberfrugt og forårsløg ovenpå kyllingen (hold evt lidt tilbage til pynt) og slut af med bananer i skiver. Drys med salt og peber.
- Pisk fløden til skum og vend karry, mango chutney, sambal oelek og et nip salt i flødeskummet. Start med kun at komme en lille smule sambal oelek i skummet og smag så til – det er meget stærkt.
- Fordel flødeskummet på toppen af kylling og grønsager. Sæt fadet i ovnen og bag ved 200 °C (varmluft) i ca 25 minutter, til toppen er gylden.
- Server med kogte ris og dampet grønt.
Retten hedder oprindelig Flyvende Jacob og smager rigtig godt.
Birgit – Sikke et sjovt navn 😀 Med oprindeligt mener du så i Indonesien (altså flyvende Jacob på indonesisk), eller er det endnu en af de retter, som absolut intet har at gøre med landet? Ligesom at svensk pølseret ikke findes i Sverige osv osv 😀
Det er sjovt at overraske gæster med denne ret, specielt, når de hører hvad der er i. Alle er dog enige i at det smager som englene synger.
Pia – Haha, ja man kan godt blive ret meget i tvivl om, hvorvidt man har fået blandet en dessert og en hovedret sammen, når man står og gør klar 🙂
Hej,
Jeg lavede din Indonesiske kylling her til aften. Den vakte almen jubel i familien 🙂 Dog var alle andre end undertegnede enige om at banan var lidt mærkeligt.
Jeg valgt så også at tilføje en dåse drænede kikærter til retten. Jeg startede med at lyn stege kylling bryst og da de var klar slukkede jeg panden og hældte kikærterne på mens jeg gjorde resten klar. Ellers var alt som beskrevet, serveret med ris og broccoli – en supernem ret som vi skal have på vores liste over retter vi laver.
Jesper – Hihi, jeg lever selv sammen med en mand, som synes, at bananer er højst upassende i retten, men selv elsker jeg det. Lyder lækkert med kikærter 😀
I vores familie har en ret der minder lidt om, vi kalder den Matador mix. Dette kylling, lagt i fad, sammen med bananer og peanuts, flødeskummen er vendt med BBQ sovs og så er der lagt bacon skiver på toppen og i ovnen, også serveret med ris til. Kan klart anbefales. Jeg skal da prøve den udgave også i hvert fald 🙂
Anja – Haps, det lyder lækkert. Det skal jeg bestemt huske 😀 Tak for tippet og opskriften 😀
Jeg laver den med kokosmælk og tilføjer peberfrugt. Fantastisk ret.
Rikke – kokosmælk istedet for flødeskum?
Rikke – Det lyder skønt, tak for tippet 😀
Hej.
Kan man bruge rød karrypasta i stedet for sambal oelek?
Tak for virkelig dejlig inspiration👍🏻
Mvh Anne
Anne – Du kan godt bruge rød karrypasta i stedet for sambal oelek. Dog skal du være opmærksom på, at karrypasta og chilipasta ikke er helt det samme, så smagen bliver lidt anderledes, når du bruger karry fremfor chili. Vil du gerne have chilismagen, så kan du i stedet tilsætte lidt chilipulver eller måske en smule finthakket, frisk chili 😀
Nej det er selvfølgelig rigtigt.😊
Jeg bruger noget chili i stedet.Tak for svar. Glæder mig til at smage retten.
Kan man lave retten om formiddagen og så sætte den i ovnen inden gæsterne kommer om aften.
På forhånd tak. 🙏
Annette – Jeg vil foreslå, at du gør fadet klart, men venter med at piske flødeskummet og fordele det ovenpå fadet indtil lige inden det skal i ovnen. Ellers er jeg bange for, at flødeskummet “taber pusten” og falder sammen, hvis det skal stå hele dagen, inden det sættes i ovnen 🙂