Som nogle af Jer måske ved, så laver jeg madplan til en uge ad gangen og jeg skal bestemt ikke klage over det beløb, som jeg har til rådighed. Men jeg har også været på SU engang og haft knap så mange penge til mad og jeg ved, at der er nogen, for hvem det kan være svært at få enderne til at mødes hver måned. For nogle måneder siden, lavede jeg denne her madplan på budget som indeholder 31 x aftensmad for 2 pers. for 900 kr. Den fulgte jeg op med budgetmadplan 2 med 30 x aftensmad for 925 kr og budgetmadplan 3 med 30 x aftensmad for 930 kr samt budgetmadplan 4 med 30 x aftensmad for 948 kr. Men nu er det blevet januar og hvis det har været en dyr jul, så kan det måske være en hjælp med endnu en madplan på budget, så nu har jeg lavet en ny med 30 x aftensmad til 2 personer for bare 890 kr.

Heller ikke denne gang, har jeg taget udgangspunkt i et bestemt supermarked eller bestemte varer, som er på tilbud i en tidsbegrænset periode. Det er altså tale om en all round plan, som kan tages i brug i en måned (eller længere tid), hvis der på et tidspunkt er lavvande i kassen og behov for at spare nogle penge. Skal det være discount, så kan jeg personligt godt lide at handle i Rema og Lidl og for at denne her madplan på budget skal holde bare sådan nogenlunde, så kræver det, at man handler i et discount supermarked. Dog er jeg gået efter normalpriser og ikke tilbudspriser på discountvarerne og har tjekket med et online supermarked, når jeg var i tvivl. Det er derfor meget muligt, at man kan gøre det endnu billigere, hvis man går målrettet på tilbudsjagt.

Nederst har jeg tilføjet en indkøbsliste, så man kan sammenligne sine egne priser med mine. Jeg har desuden lavet en liste med basisvarer, som er ting, de fleste af os har stående i køkkenet i forvejen og disse indgår ikke i regnskabet. Da nogle af varerne på indkøbssedlen ikke kan holde sig i en hel måned, kan det være nødvendigt at handle 2-4 gange, medmindre man har god køle- og frysekapacitet.

Det er med fuldt overlæg, at jeg har lavet indkøbssedlen til en hel måned og ikke inddelt den i uger. Dels er der stort set ingen, som følger planen slavisk, da der som bekendt kan komme alle mulige arrangementer og aftaler ind over, så der byttes rundt på dage og retter og dermed vil det være skønne, spildte kræfter for mig. Desuden kan der være retter på madplanen, som man dropper af den ene eller anden grund. Jeg foreslår derfor, at man sætter sig ned og ser på, hvilke retter man vil servere i hvilke uger og sammenligner med opskrifterne og derefter laver sin egen indkøbsseddel, så det hele passer sammen.

Det har været vigtigt for mig, at lave madplanen så realistisk som muligt, og jeg har derfor taget udgangspunkt i mig selv og mad som jeg selv ville spise – man skal dog være opmærksom på, at madplanen blot er vejledende, for vi er alle forskellige og har forskellige behov og præferencer. Jeg har tænkt en del grønt ind i planen og har i det hele taget prioriteret “ordentlig” mad og rigelige mængder, for hvad hjælper det at spare penge på aftensmaden, hvis man efterfølgende falder i pizzafælden, fordi man er sulten? Jeg er ligeledes gået ud fra priser på de varer, som jeg selv køber og dvs. økologisk mælk, økologiske æg (eller som minimum æg fra fritgående høns), økologisk frugt og grønt, når prisen er nogenlunde den samme som den konventionelle og kød hvor fedtprocenten ikke er den allerhøjeste. Går man ikke op i den slags, så vil der være yderligere penge at spare.

Madplanen gælder for 2 voksne – den er jo lavet med udgangspunkt i de opskrifter og retter, som jeg laver til Morten og mig herhjemme, men der plejer at være rigeligt og også ofte rester, så måske kan planen med lidt god vilje også strækkes til en familie på 2 voksne og 1 lille barn. Er man en familien på 2 voksne og mere end 1 barn, ville jeg nok beregne lidt større portioner, hvis det var mig. Det samlede budget lyder denne gang på 890 kr. Har man mulighed for det, så foreslår jeg som sædvanligt, at man runder op til 1000 kr og bruger de resterende penge på ekstra grønt og laver salater og grønsagstilbehør som supplement til maden på dage, hvor der ikke er så meget grønt i planen.

Madplan på budget 2 – 30 x aftensmad til 2 voksne for 890 kr. 

Jeg foreslår, at man gennemlæser ovenstående, inden man kaster sig ud i madplanen.

paprikagryde med kylling og bacon

Dag 1+2. Paprikagryde med kylling og bacon serveret med ris til. Det er en stor portion, så der er beregnet mad til 2 dage. På 2. dagen skal paprikagryden blot varmes, men så kan man i stedet bruge 5 minutter på at røre en portion dej sammen til koldhævede flutes, som skal hæve natten over. I madplanen er der beregenet gær til en dobbelt portion flutes – 4 stk i alt.

Dag 3. Menuen står på nem og lækker, cremet gulerodssuppe og så skal dejen fra dagen før lige formes til 4 flutes og bages. Det ene flute kan spises til suppen og de andres afkøles og kommes i fryseren og gemmes som tilbehør til resten af måneden.

Dag 4. Fiskefrikadeller med remouladedip og ovnbagte rodfrugter. Køb en pakke færdig fiske- eller laksefars og steg fiskefrikadellerne på panden. Rør remouladedip sammen af 1 dl creme fraiche og 1 dl remoulade. Tilbered ca 500-600 gr blandede rodfrugter nogenlunde efter denne her opskrift. 

Dag 5. Kylling med timian og citron i stegeso. Har man ikke en stegeso – og har man ikke mulighed for at låne sig frem til en – så kan man evt. i stedet bruge en gryde med låg, som kan tåle at komme i ovnen. Man kan også bruge et stort, ildfast fad, som dækkes godt til med stanniol. Spis kyllingen med kartofler og skysauce og gem ca 250-300 gr kyllingekød til dagen efter – pluk evt. resterne af skroget – der sidder gerne en masse lækkert kød.

Dag 6+7. Pasta i fad med kylling, broccoli og mornaysauce. Det er en rimelig stor portion, så der er beregnet mad til 2 dage. Server med et flute fra fryseren på 2. dagen. Vil man ikke spise det samme 2 dage i træk, så frys det ene halvdel ned.

Dag 8. Kartoffellasagne med skinke og mozzarella. Brug en pk. hamburgerryg i skiver og følg så ellers opskriften.

Dag 9. Hjemmelavet hønsekødsuppe. Pil kødet af den kogte høne og skær eller pluk det i mundrette tern. Server halvdelen af hønsekødet i suppen og gem resten til tarteletter med høns i asparges dagen efter. Vil man hellere have kød- og melboller i suppen, enten hjemmelavede eller en pose færdigkøbte boller, så kan man gemme alt hønsekødet til tarteletterne. Kød- og melboller er dog ikke medregnet i indkøbssedlen.

Dag 10. Tarteletter med høns i asparges. Vil man blot have tarteletter uden at koge en suppehøne, så kan man i stedet koge 2 stk kyllingebryst – dette er dog ikke medregnet i indkøbssedlen.

Dag 11+12 One pot cheeseburgerpasta, som er en forrygende måde at peppe en klassisk omgang spaghetti og kødsauce op på, samtidig med at det er supernemt at lave. Det er en stor portion, så der er beregnet mad til 2 dage.

Dag 13. Risengrød med kanelsukker. Godt nok er julen overstået men det ændrer ikke på, at risengrød er både nem og billig aftensmad og hvis der skal spares lidt penge i januar, så er det helt oplagt med en grøddag. Lav evt. en ekstra stor portion, så der er til risengrødsklatter til dessert en anden dag.

Dag 14. Verdens nemmeste broccolitærte med bacon. Der er beregnet en rulle færdiglavet dej til tærten, men man kan selvfølgelig sagtens lave dejen selv, jeg anbefaler denne her opskrift. Laver man dejen selv, kan man fjerne en rulle tærtedej fra indløbssedlen.

Dag 15. Pasta med cremet tunsauce og ærter, som er både nem og lækker at lave. Der er beregnet ca 1/3 ps frosne ærter til retten.

DSC_0010

Dag 16. Menuen står på ovnbagt, marineret laks og denne her skønne salat med rød grape, appelsin, avocado, feta og oliven. Oliven kan selvfølgelig udelades, hvis ikke man bryder sig om dem og i så fald skal man lige huske at stryge dem fra indkøbssedlen. Skal der lidt ekstra fylde til, så kan jeg anbefale at riste kartofler i ovnen sammen med laksen og måske lave en krydderurtedressing på creme fraiche, citronsaft, sukker, salt og peber og friskhakkede krydderurter – dette er dog ikke medregnet i indkøbssedlen.

Dag 17+18. Spicy hvidkål med oksekød og grønsager. Dette er en stor portion, så der er til 2 dage. På 2. dagen lunes det resterende fyld og kommes i en pakke tortillapandekager, som lægges i et ildfast fad og bages i ovnen i ca 10 minutter. Prøv evt. at servere med lidt soya ligesom en forårsrulle.

bønnesalat

Dag 19. Klassiske frikadeller og bønnesalat med løg og fetaost – brug resten af fetaen fra salaten med grape, appelsin og avocado. Selvom man laver en stor portion bønnesalat, skal der formentlig ikke bruges en hel pose frosne bønner. De resterende gemmes og kan evt. bruges som tilbehør til svensk pølseret dagen efter. Husk at gemme et par frikadeller til biksemad.

Dag 20. Svensk pølseret med pølser, kartofler og gulerødder og bønnefritter. Nemt og lækkert og kom bare godt med gulerødder i gryden da de både smager godt og mætter. Køb en pk. med 6 gode pølser og brug de 4 til svensk pølseret. Resten gemmes til biksemad. Lav bønnefritter af de tiloversblevne bønner fra bønnesalaten med feta. De frosne bønner kommes i en frysepose med olie og salt og det hele vendes godt sammen. Bred bønnerne ud på en bageplade beklædt md bagepapir og bag dem i ovnen ved 200 grader i 20-30 minutter, til de er gyldenbrune og let sprøde.

Dag 21. Kog ca 300 gr kartofler og 2-3 gulerødder og brug dem til klassisk biksemad som laves med løg, de 2 resterende pølser fra den svenske pølseret og resten af frikadellerne. Server med 1 spejlæg til hver, ketchup og evt. en skive groft rugbrød.

Dag 22. Kartoffelsuppe med bacon. Denne her suppe er både nem og billig og så smager den forrygende og er helt perfekt om vinteren, hvor kartoflerne er supergode til suppe og hvor man bare engang imellem trænger til noget at varme sig på. Server suppen med et koldhævet flute fra fryseren.

Dag 23-24.  Boller i karry med løse ris og resten af de grønne ærter fra fryseren. Det er en stor portion, så der er beregnet mad til 2 dage. Ønsker man ikke at spise det samme 2 dage i træk, så frys den ene halvdel ned og byt lidt rundt på retterne i madplanen. Kig evt. skuffer og skabe igennem og se, om der skulle være lidt peanuts, rosiner, kokos mm. Stil det frem i små skåle og server boller i karry a la ristaffel. Bananer, mango, ananas, æbler, mandariner, revet gulerod, hakkede løg, peberfrugt, mangochutney mm er også godt – dette er dog ikke indregnet i indkøbslisten.

Dag 25 Gammeldags æggekage lavet på 5 æg og en sjat mælk samt salt og peber. Server æggekagen med 1 pk. stegt bacon i tern drysset på toppen, friskklippet purløg, 2 tomater i både og evt. groft rugbrød.

Dag 26. Gratineret tortellini i tomatsauce. Tortellinier ligger som regel ved siden af den friske pasta i supermarkedets køledisk og da der er flere forskellige varianter, bestemmer man jo selv, om det skal være med kødfyld eller vegetartortellinier.

Dag 27. Hjemmelavede tunfrikadeller serveret på den helt klassiske måde med persillesauce, kogte eller ovnristede kartofler (ca 500 gr) og gulerodssalat lavet på 3-4 revne gulerødder samt en dressing af lidt citronsaft og honning.

Dag 28. Hjemmelavet tomatsuppe – har man travlt kan der også bare købes en karton tomatsuppe, men lige præcis tomatsuppe er nu ret nemt at lave selv. Der kan bruges friske tomater på suppen, men da de sjældent smager af voldsomt meget på denne tid af året, så foreslår jeg, at man bruger dåsetomater. Server evt. suppen med kogte pastaskruer og det sidste koldhævede flute fra fryseren.

Dag 29+30. Kyllingelasagne med grønsager. Et hit på middagsbordet og en rigtig god måde af slutte måneden af på, da man altid kan komme evt. “trætte” grønsagsrester i en kødsauce og få en skøn lasagne ud af det. Det er en stor portion, så der er beregnet til 2 dage. Gem halvdelen på køl eller frys det ned.

Indkøbsseddel.

Hamburgerryg i skv, 1 pk – 10 kr
Pølser, pk á ca 6 stk – 25 kr
Bacon i tern, 2 x 2 pk – 30 kr
Kyllingebryst, 1 pk á ca 450 gr – 28 kr
1 fersk kylling – 40 kr
1 suppehøne – 30 kr
Hakket kylling, 1 pk á ca 400 gr – 25 kr
Hakket svinekød, 2 pk á 450-500 gr – 48 kr
Hakket oksekød, 2 pk á 450-500 gr – 48 kr
Fiskefars, 1 pk – 25 kr
Laksefilet’er, pk á 2 stk – 30 kr

I alt – kr 339 kr

Mælk, 3 liter – 20 kr
Madlavningsfløde, 3 x 2½ dl – 24 kr
Creme fraiche, ½ liter – 9 kr
Revet ost, 1 ps á 400 gr – 20 kr
Fetaost, 1 bøtte – 15 kr
Flødeost naturel, evt light, 1 pk – 10 kr
Flødeost m/ krydderurter, evt light, 1 pk – 10 kr
Æg, 1 pk á 10 stk + 1 pk á 6 stk – 42 kr
Tærtedej, 1 rulle – 14 kr
Tortellini, 1 pk – 14 kr
Gær, 1 pk – 1 kr

I alt – 179 kr

Broccoli, 2 stk – 20 kr
Løg, 2 kg – 10 kr
Hvidløg, 2 stk – 8 kr
Rød peberfrugt, 2 stk – 12 kr
Porrer, 2 stk – 8 kr
Knoldselleri, 1 stk – 10 kr
Hvidkål, 1 stk – 10 kr
Gulerødder, 2 kg – 14 kr
Blandede rodfrugter (inkl 2 pastinakker til hønsekødsuppe), 1 kg – 10 kr
Kartofler, ca 3,5 kg – 25 kr
Avocado, 2 stk – 15 kr
Tomater, 4 stk – 10 kr
Frisk persille – 7 kr
Frisk purløg – 7 kr.
Usprøjtet citron – 7 kr
Appelsin, 2 stk – 5 kr
Pink grapefrugt, 2 stk – 8 kr
Frosne ærter, 1 ps á ca 500 gr – 10 kr
Frosne bønner, 1 ps á ca 500 gr – 10 kr

I alt – 206 kr

Tun i vand/olie, 3 stk – 25 kr
Majs på dåse, 1 ds – 6 kr
Aspargessitter, 1 ds – 10 kr
Hakkede tomater, 10 ds – 40 kr
Tomatpure, 1 tube – 5 kr
Løse ris, 1 ps – 10 kr
Grødris, 1 ps – 10 kr
Tortillapandekager, 1 pk – 10 kr
Pastaskruer, 2 x 500 gr – 12 kr
Lasagneplader, fuldkorn el. alm, 1 pk – 12 kr
Spaghetti, 500 gr – 6 kr
Oliven, grønne eller sorte, 1 gl – 10 kr
Tarteletter, 1 pk – 10 kr

I alt – 166 kr

Basislager.

Hvedemel
Rasp
Honning
Sukker
Smør/olie
Soya
Sennep
Ketchup
Remoulade
Citronsaft
Bouillonterninger
Laurbærblade
Chiliflager/chilipulver
Kanel
Karry
Muskat (stødt)
Oregano
Paprika
Rosmarin
Spidskommen
Timian
Salt og peber

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)