Minitærter med skinke og ost i tarteletskaller.

4 kommentarer
Brunch - opskrifter., Morgenmad
Gå direkte til opskriften

Minitærter med skinke og ost lavet i tarteletskaller. En virkelig nem lækkerbisken, der er helt perfekt til både brunch, frokost og let aftensmad, og som kan være færdig på ganske kort tid. En helt oplagt måde at få anvendt den der irriterende rest af tarteletskaller, der bare altid bliver til overs. Og så kan fyldet i minitærterne jo varieres med alt muligt lækkert efter smag og behag. 

Se også – Tarteletter med høns i asparges I Minitærter med broccoli I Porretærte

Inspiration til de her minitærter kommer oprindeligt fra de brunchæg, som jeg indimellem laver til os til morgenmad i weekenderne. Og med brunchæg tænker jeg på bagte æg med skinke, spinat, æg og fløde, som bages i ovnen i små cocotter eller ramekiner.

Lige præcis de bagte æg hører til blandt mine morgenmadsfavoritter. Så det var jo helt oplagt at erstatte ramekinerne med en spiselig skål i form af en tartelet. Og kombinationen af den cremede æggemasse, den salte skinke og den sprøde tartelet er altså helt perfekt og bestemt en ny favorit herhjemme. 

Tip! Se også tips til variationer af minitærterne under opskriften. 

5 fra 1 stemme

Minitærter med skinke og ost

Bagetid20 min
Samlet tid30 min
Antal: 6 stk

Ingredienser

  • 6 tarteletskaller
  • 6 skv god skinke (kogt skinke eller lufttørret skinke)
  • 6 cherrytomater (kan udelades)
  • 4 æg
  • 1 dl mælk (der kan også bruges fløde eller creme fraiche)
  • 50 gr revet ost
  • salt og peber
  • evt. friskklippet purløg til pynt

Fremgangsmåde

  • Placer tarteletskallerne på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Fold skinken eller skær den i mindre stykker og anret den i tarteletterne.
  • Skær tomaterne i tern og fordel dem tarteletterne.
  • Pisk æg, mælk, salt og peber sammen og fordel æggemassen i tarteletterne. Husk at æggemassen hæver under bagning, så det skal ikke gå helt op til kanten.
  • Drys med revet ost på toppen af de små tærter.
  • Bag minitærterne ved 175 °C (alm ovnfunktion) i 20-25 minutter, indtil overfladen er gylden og æggemassen har sat sig. Mærk evt efter ved at trykke let på toppen af tarteletterne med fingerspidserne.
  • Pynt evt. minitærterne med et drys friskklippet purløg inden servering.
  • Bliver der rester, kan minitærterne holde sig 3-4 dage på køl og evt. lunes inden servering. Tærterne kan desuden fryses.

Lækre variationer.

Ovenstående opskrift er helt simpel og tarteletterne er blot fyldt med skinke, tomat, æggemasse og et drys revet ost. Men selvfølgelig kan man komme alle mulige slags grøntsager i skallerne udover kød og æg. Det kunne fx være frisk spinat eller frossen, optøet spinat presset fri for væde. Derudover kan der bruges hakket løg, peberfrugt i tern, forårsløg, lidt porre i tynde ringe eller hvad man nu lige har lyst til.

Man kan også helt droppe grøntsagerne og bare fylde skallerne med skinke, æg og ost. Og selvfølgelig kan man også lave dem i en vegetarudgave, ligesom skinken nemt kan erstattes af kylling (plukket kyllingebryst eller kyllingepålæg i tynde skiver) og bacon i tern eller skiver. Bruger man bacon, så vil jeg foreslå, at man steger det let først, men det er blot min egen holdning og bestemt ikke et must.

Forbered tærterne i forvejen.

Jeg synes, at de bagte brunchæg smager allerbedst, når de er helt nybagte. Dog kan man sagtens lave tærterne i forvejen og blot lune dem let i ovnen inden servering. Det kræver dog, at man er lidt forsigtigt, for tarteletskallen kan altså blive lidt tør, hvis den får for meget.

Man kan også vælge at fylde tarteletskallerne med skinke og evt. grøntsager i forvejen og røre æggemassen sammen men lade den stå i skålen. Så skal man blot hælde æggemassen i skallerne og drysse med revet ost og så selvfølgelig bage skallerne inden servering. Men overordnet set er det jo ret nemt.

Af samme grund vil jeg mene, at minitærterne er oplagte på en brunchbuffet. Især fordi man ikke behøver eje et kæmpe lager af ramekiner eller cocotter for at lave en stor portion. Man skal bare købe en ordentligt stak tarteletter.

4 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Annika
5 år siden

Har ikke prøvet at piske æggene sammen – god ide.. men elsker både æg mm og gryderetter i tarteletter 🙂 Og netop det med æg til gæster er en dejlig let ting.

Kirstine
5 år siden

God idé! Jeg kom til at tænke på at det lød som en tærte, så her til aften fik vi brugt den pakke tarteletter der i et halvt år har stået og ventet.
Jeg fyldte den med spinat, en rest majs, lidt rød peberfrugt, en pakke kalkunpålæg (datovare) samt sammepiskede æg og revet ost.
Det var egentligt okay, men savnede lidt ‘sovs’ eller andet til at gå sammen med den tørre tartelet.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)