Vinterferien kom og er nu næsten gået igen. Vi har jo ikke holdt ferie i uge 7, men jeg håber, at I som har haft fri, har haft en skøn uge og nydt nogle dejlige feriedage. Nu mangler vi bare 2 små uger og så banker foråret på døren. Ude i haven pipler vintergækker og erantis allerede op af jorden – i hvert fald når ikke de dækkes af et tykt lag glitrende, hvid sne, som det er sket de sidste par dage, men der er nu også noget smukt ved de spæde, grønne vintergækker, der titter op af sneen.

Madplan uge 8.

Mandag – Vi skal have kylling med citron og timian i stegeso. Super lækker ret hvor alle ingredienserne blot kommes i stegesoen og sættes i ovnen og efter nogle timer er der aftensmad. Jeg kommer både rodfrugter og kartofler i stegesoen sammen med kyllingen og serverer desuden grove skiver friskbagt grydebrød til, så vi har noget at suge den gode stegesky op med. Vi er jo kun 2 herhjemme, så resterne af kyllingen + det som pilles af skroget, bliver gemt til aftensmad tirsdag.

TirsdagIndbagt kylling med bacon, flødeost og porre. En favorit på bloggen og sandelig også hjemme hos os, hvor den jævnligt er på menuen, enten til frokost eller aftensmad. Tilbehøret bliver sprøde broccolifritter, som kan tilberedes i ovnen sammen med den indbagte kylling. Jeg regner med at købe et bundt med 3 porrer – den ene bruges til den indbagte kylling og de 2 andre gemmes til lørdag.

Onsdag – Ugens fisk bliver en klassisk tærte med laks og spinat – nemt, lækkert og enkelt. Der kan både bruges frisk og røget laks til tærten, så kniber det med at skaffe frisk laks, så kan man altid gå i et supermarked og købe en lille pakke røget laks, som skæres i mindre stykker. Tilbehøret bliver en helt simpel salat af friske spinatblade, feta, tørrede tranebær og ristede pinjekerner.

Torsdag – Vi skal have en rygende varm, lækker og spicy chilisuppe, som smagsmæssigt minder lidt om en god, kraftig tomatsuppe med et lille kick fra chilien. Jeg regner med at bage en pizzastjerne med tomat og mozzarella, som tilbehør til suppen – det er sååå længe siden, vi sidst har fået sådan en og de smager forrygende.

FredagPasta med flødeost, bacon og ærter – verdens nemmeste pastaret – en af dem i hvert fald – og så er den både smuk at se på og meget lækker. Pastaen koges i en gryde og imens laves saucen i en pande – det hele vendes sammen og så er maden klar til servering.

Lørdag – Menuen står på farserede porrer med kogte kartofler og brun sauce – en klassisk mormorret, som jeg faktisk synes er hyggelig både at lave og at spise. Bliver der et par farserede porrer til overs, så er de ret lækre på rugbrød til frokost – præcis som en god frikadellemad, men med en lille tilføjelse i form af porre.

Søndag – Vi slutter ugen af med en enebrægryde med kartoffelmos – en rigtig søndagsret, som er et hit hver gang den serveres. Resten af ærterne fra fredagens pastaret dampes og serveres som det grønne indslag til enebærgryden.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)