Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Bagte kartofler med kyllingesalat…

0 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Billig aftensmad - mad på budget., Fjerkræ, Hovedretter, Lette retter, Opskrifter
Gå direkte til opskriften

Urene er stillet frem til sommertid og april venter forude. Det er forår og dermed er det jo meget naturligt, at nogle af vinterens lidt tungere retter må vige pladsen for de mere lette serveringer. Godt nok er den store stegegryde ikke gemt helt væk endnu og jeg skal da heller ikke afvise, at der ryger en simreret på menuen, men det varer nok ikke så frygteligt længe, før gryden pakkes væk og går i “sommerhi”.

Når vi snakker lidt lettere retter, så er det især bagte kartofler med fyld, der hitter herhjemme hos os på denne her tid af året. De er superlækre, nemme at lave og så kan fyldet varieres alt efter smag og behag, hvilket gør dem til en rigtig livret. I hvert fald hos Morten og mig, så selvom det er ret sjældent, at vi spiser bagte kartofler som tilbehør til steg eller bøffer, så er der altså jævnligt bagte kartofler på menuen.

Jeg har tidligere lavet bagte kartofler med salat og skinkefyld og også en variant med rejesalat og stenbiderrogn, som jeg har store planer om, at vi skal nå at have mindst én gang mere, inden stenbidersæsonen er ovre, men i anledning af påsken lavede jeg forleden dag bagte kartofler med kyllingesalat. Kyllingebrystet, som lige så godt kunne have været hønsekød, blev vendt i en lækker creme fraiche dressing sammen med purløg og aspargessnitter, så det var faktisk lige før, at der var tale om en klassisk hønsesalat. Kyllingesalaten kan da også uden problemer serveres som forret eller frokostsalat – evt. med brød til eller på en skive ananas, men det smagte nu altså også eminent godt sammen med de bagte kartofler.

Jeg havde et stort kyllingebryst, som jeg kogte i letsaltet vand, inden det blev afkølet og plukket i mundrette bidder, men man kan også stege kyllingen på panden og endelig er det jo oplagt at bruge en rest tilberedt kylling, hvis der skulle være rester til overs fra aftensmaden. Jeg nøjedes med at komme aspargessnitter fra dåse i kylingesalaten i denne omgang, men det er klart, at det er mindst lige så lækkert at bruge friske, grønne asparges, når de kommer i sæson.

4,50 fra 4 stemmer

Bagte kartofler med kyllingesalat

Samlet tid30 minutter
Antal: 4 stk

Ingredienser

  • 4 stk store bagekartofler (eller 8 mindre kartofler)
  • 2 stk kyllingebryst uden skind og ben (eller en rest tilberedt kylling)
  • 1 ds aspargessnitter (afdryppede)
  • 2 dl creme fraiche 9-18 %
  • 2 tsk sennep (kan udelades)
  • 1 bdt purløg (finthakket)
  • 1 tsk sukker
  • salt og peber
  • 1 pk bacon i skiver
  • salat til servering

Fremgangsmåde

  • Skrub kartoflerne rene, prik dem med en gaffel og bag dem i ovnen eller i mikrobølgeovnen. Jeg laver gerne bagte kartofler i mikrobølgeovnen efter denne her metode, medmindre jeg alligevel skal bruge ovnen. 
  • Steg kyllingebrystet på en varm pande eller kog det i en gryde med letsaltet vand i ca 15 minutter, indtil kyllingen er gennemtilberedt. Afkøl kyllingebrystet og pluk det i mundrette bidder. Afdryp aspagessnitterne.
  • Rør creme fraiche, sennep, purløg (gem lidt til pynt), sukker, salt og peber sammen og smag til. Tilsæt kylling og aspargessnitter. Lad kyllingesalaten trække på køl til servering.
  • Steg baconstykkerne sprøde og gyldne. Åbn kartoflerne og lad dem stå et par minutter, så lidt af varmen kan dampe af. 
  • Anret salat og kyllingesalat i kartoflerne og pynt med bacon og et drys purløg på toppen. Server straks.
Kyllingesalaten kan sagtens tilberedes i forvejen – lad den trække på køl til servering. Den kan dog ikke fryses. 
Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer