Bliv medlem af Maden i mit livs Madklub
Madenimitlivs Madklub

Mango lassi – skøn, indisk yoghurtdrik.

0 kommentarer
Drikke
Gå direkte til opskriften

Mango lassi er en superlækker, indisk yoghurtdrik, som ikke har noget som helst med en collie hund at gøre. Den består derimod af noget så simpelt som mango, yoghurt og lidt mælk der blendes til en glat og cremet konsistens. En skøn og forfriskende drink, som minder lidt om en smoothie.

Indisk lassi.

I Indien drikkes lassi især som ledsager til stærkt, krydrede retter, hvor det indimellem kan være nødvendigt at køle munden lidt. Smagen kan være både sød og salt, men jeg foretrækker nu helt klart den søde lassi. Til gengæld er det yderst sjældent at vi drikker lassi til indiske retter. I stedet kan jeg sagtens finde på at lave en lassi til dessert eller som et lille mellemmåltid. Eller til morgenmad i stedet for en smoothie.

Måske hænger det også sammen med, at jeg sjældent krydrer maden så voldsomt, at det er nødvendigt at slukke ildebrande i munden. Ikke engang når jeg laver indisk inspireret mad. Der må gerne opstå lidt varme i mundhulen, men der skal helst ikke opstå ild.

Andre skønne opskrifter – Butterchicken I Indisk dhal med kartofler I Kylling i karrysauce med mango I Hjemmebagte naanbrød

Nem og lækker mango lassi.

Det er bedst at bruge en mango, som er godt moden, når man skal lave lassi. Dels fordi de modne mangofrugter er fulde af saft, som smager skønt i en lassi. Men også fordi, at smagen er så meget mere sød og intens. Derudover bruger jeg letmælks yoghurt naturel og lidt mælk. Mælken kan man sagtens udelade; det er langt fra alle opskrifter, som indeholder mælk. Men jeg kan godt lide, at lassien ikke bliver alt for tyk. Derfor justerer jeg gerne konsistensen med lidt mælk, indtil den er helt perfekt og cremet.

Endelig tilsætter jeg en smule honning og et nip stødt kardemomme, som er medvirkende til at give den karakteristiske smag til lassien. Bryder man sig ikke om kardemomme, så kan man selvfølgelig bare at udelade den. Man kan også bruge andre varme krydderier i stedet for. Nogle kommer også lidt salt i deres lassi, men det er jeg som sagt ikke så meget for. Jeg er ikke udpræget vild med kombinationen af sød mango og salt.

Skal jeg kun lave en enkelt lassi til mig selv, så plejer jeg for øvrigt bare at komme alle ingredienserne i et glas. Herefter stikker jeg stavblenderen i glasset og blender, indtil lassien er glat. Til sidst stikker jeg  et sugerør i glasset og så er der serveret. Nem og lækker morgenmad eller bare et hurtigt mellemmåltid.

5 fra 2 stemmer

Lassi med mango

Samlet tid10 minutter
Antal: 2 glas

Ingredienser

  • 1 stor, moden mango
  • dl yoghurt naturel
  • dl mælk
  • 1 spsk honning
  • 1 nip stødt kardmomme (kan udelades)
  • 8 isterninger

Fremgangsmåde

  • Skræl mangoen og skær frugtkødet fri af stenen. Hak kødet groft og kom det i en høj kande eller lignende.
  • Tilsæt yoghurt, mælk, honning, kardemomme og isterninger.
  • Stik en stavblender i kanden og blend til en glat og cremet lassi. Man kan selvfølgelig også bruge en almindelig blender.
  • Hæld lassien på glas og server straks med sugerør.

 

Subscribe
Notify of
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer