Pasta med rejer og hvidløg…

10 kommentarer
Aftensmad - masser af inspiration til aftensmaden, Fisk og skaldyr, Hovedretter, Lette retter, Opskrifter, Pastaretter - opskrifter med pasta
Gå direkte til opskriften

Jeg har vist tidligere været inde på, at det nogle gange er de allermest simple retter, som er de bedste. Blandt andet er jeg ret glad for den klassiske spaghetti aglio e olio, eller spaghetti med hvidløg og olivenolie som den hedder på dansk og som nok er noget af det allermest simple, det italienske køkken kan byde på. Alligevel faldt jeg forleden dag for fristelsen og tilsatte et par ekstra ingredienser. Jeg vendte nemlig et par håndfulde store og lækre rejer i gryden lige inden servering, så det blev til pasta med rejer og hvidløg, og jeg må være ærlig og indrømme, at det bestemt ikke gjorde den skønne pastaret mindre lækker.

Jeg brugte store forkogte rejer, som blot blev optøet og afdryppet godt, men da rejerne under alle omstændigheder får en svingtur på en varm stegepande, kan man også sagtens bruge rå rejer. Er der skal på rejerne, så foreslår jeg, at man piller den af – medmindre man ikke har problemer med at sidde og blive godt fedtet ind i en blanding af spaghetti, olivenolie og hvidløg, men lad gerne haleviften sidde på. Den ser vældig dekorativ ud og er i øvrigt genial som “håndtag”.

De rå rejer har den fordel, at de skifter farve og bliver lyserøde, når de er færdigtilberedte, så det er ret nemt at lure, hvornår de er klar. Rejerne skal selvfølgelig have nok, men pas også på med at give dem for lang tid på panden – så bliver de seje og let gummiagtige og så er det altså ikke så festlige.

Jeg serverede den helt enkle pastaret med et friskbagt flute og en blandet grøn salat til – så simpelt og lækkert og helt klart en ret, som jeg tror, kommer på menuen igen, når det bliver lidt varmere i vejret. Jeg synes, at der er noget forårs- og sommeragtigt over den slags simple retter og jeg kunne sagtens forestille mig at nyde en portion spaghetti med rejer og hvidløg på terrassen på en lun sommeraften, måske med et glas køligt hvidvin ved siden af.

4.85 fra 19 stemmer

Pasta med rejer og hvidløg

Forfatter: Anne-Kathrine Schelde
Samlet tid20 min
Antal: 4 personer

Ingredienser

  • 600 gr pasta
  • 6 spsk olivenolie
  • 5 fed hvidløg (finthakkede)
  • tørrede chiliflager
  • 500 gr tigerrejer med halevifte
  • citronsaft
  • 1 bdt persille
  • salt

Fremgangsmåde

  • Kog pastaen efter anvisning på pakken.
  • Imens varmes olivenolie op på en pande og finthakket hvidløg og chiliflager sauteres heri ved svag varme, så olien tager smag, uden at hvidløg og chili brankes.
  • Hæld vandet fra pastaen, lad den afdryppe og hæld den tilbage i den varme gryde.
  • Hæld hvidløgs- og chiliolien fra panden over pastaen i gryden og vend godt rundt. Læg låg på gryden, så pastaen holdes varm.
  • Sæt panden tilbage på komfuret, skru op for varmen og lynsteg rejerne i den olie, som sidder tilbage i panden. Er rejerne kogte, skal de bare have et par minutter og er de rå, skal de steges, til de bliver lyserøde men stadig har knæk.
  • Når rejerne er gennemvarme, dryppes de med citronsaft og drysses med salt.
  • Kom rejerne i pastaen sammen med friskhakket persille og vend godt rundt. Server straks, evt med eksta citronsaft, godt brød og en grøn salat.
Man kan bruge alle mulige former for pasta til denne her ret. Jeg foretrækker spaghetti eller lignende "lang" pasta, men det bestemmer man jo selv. 
10 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Bjarne justesen
4 år siden

Kan man ikke gøre noget ved de reklamer ? Siden drøner rundt, så man bliver Snurvoren..

Mvh.

Maria
4 år siden

Køber du frosne rejer?

Mette
4 år siden

Hvor køber du rejer med skal henne?

Bente Harbo
2 år siden

5 stars
Mums, det smager bare helt fantastisk.
Meget, meget lækkert og enkelt 😊

jesper
8 måneder siden

Skal det være med skal? Jeg har en underlig allerrgi overfor skaldyr, i bund og grund kan jeg ikke pille dem selv, men sagtens spise dem… Spørg mig ikke hvordan det virker.

Dit svar er selvfølgelig, “det kan aldrig gå helt galt, prøv selv.” Jeg synes bare der blev gjort et nummer ud af at skrive “med halevifte” og “grønlandske skalrejer” – og ville høre om grunden hertil. Uanset vil jeg prøve at lave retten i den nærmeste fremtid.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)