Hvor har det da bare været et helt forrygende solskinsvejr de sidste par dage – godt nok lidt koldt og blæsende, men sol og blå himmel, som vælter ind ad vinduerne og lyser stuerne op, det er da lige, hvad vi trænger til. Det smukke solskinsvejr fik mig i bagehumør – sjovt som både regnvejrsdage og solskin kan give bagetrang – men hvor regnvejrsdage mest kalder på boller til varm kakao, franskbrød og skærekager, så giver solskinnet mig lyst til at bage små lækre hapsere, snacks og madpakkebrød – lige til at pakke i en picnickurv og tage med over armen. Måske på en skovtur i løbet af påsken, hvis vi er så heldige, at det dejlige vejr fortsætter.

Jeg var faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt jeg skulle kalde disse brød for pirogger eller ganske enkelt mini calzone pizzaer, for der er nærmest tale om en hybrid imellem disse to og jeg vil mene, at man sagtens kan bruge begge navne. Jeg gik nemlig ud fra min sædvanlige opskrift på pirogger, da jeg lavede dejen, men da vi spiste one pot spaghetti bolognaise forleden og der blev en lille rest til overs, så var det jo oplagt at bruge den som fyld i piroggerne. Jeg tilføjede desuden en lille smule revet ost til hver pirog og på den måde kommer de små brød måske i virkeligheden mest til at minde om en miniversion af de her indbagte pizzaer med spaghetti bolognaise – duften som bredte sig i køkkenet, imens brødene bagte i ovnen, var i hvert fald en pizzabar værdig. Anyway, jeg vil vove den påstand, at man både kan lave brødene med pirog-dej og med pizzadej.

Faktisk kan man også bruge en rulle færdiglavet pizzadej – enten fuldkornsdej eller almindelig og så bliver det altså ikke meget nemmere. Dejen skal blot foldes ud og skæres i lige store firkanter hvorpå fyldet fordeles. Herefter er det nemt at folde dejfirkanterne diagonalt over fyldet og lukke dem til, så det bliver til små, fine trekanter. Det kan godt være, at piroggerne så ikke får den traditionelle halvmåneform, som pirogger ofte har, men hvem går op i den slags?

Mine pirogger blev for øvrigt næsten til små boller med fyld denne gang – enten har jeg været for grådig og stoppet for meget spaghetti med kødsauce ind i hvert dejstykke eller også hævede de lidt mere, end jeg lige havde beregnet i ovnen, men smagen fejler sørme ikke noget. Et hit i frokostkurven, på skovturen eller bare som en lille haps i madkassen, måske sammen med lidt grønsager i stave og andre gode sager.

Pirogger med spaghetti og kødsauce.

12 stk.

3 dl vand, lillefingervarmt

½ pk gær

2 tsk salt

2 tsk sukker

2 spsk olie

ca 450-500 gr hvedemel + lidt ekstra til udrulning

en rest (ca 200 gr) spaghetti og kødsauce til fyld

50 gr revet ost – jeg brugte cheddar

Kom vandet i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt salt, sukker og olie. Tilsæt hvedemel lidt efter lidt – måske skal der bruges lidt mere eller mindre – og ælt sammen til en glat og smidig dej. Lad dejen hæve tildækket i ca 1 time. Slå dejen ned og del den i 12 små boller. Rul hver bolle til en flad cirkel og fordel en smule revet ost og en skefuld spaghetti og kødsauce på den ene halvdel. Fold den anden halvdel af dejen over fyldet, så der dannes en halvmåne, og luk dejen sammen ved at presse med bagsiden af en gaffel rundt i kanten. Læg de små pirogger på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve ca 30 minutter. Bag piroggerne ved 200 grader (ikke varmluft) i ca 15-20 minutter, til de er gyldne og gennembagte. Afkøl på bageristen. Piroggerne kan spises både varme og kolde – de kan også fryses og optøs efter behov.

Note. Jeg har ikke penslet piroggerne, men de kan pensles med lidt vand eller æg. I stedet for at komme revet ost inden i piroggerne, kan man drysse det på toppen, så det smelter under bagningen.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)