Selvom vi spiser mange supper i løbet af efterårs- og vintermånederne, så har der altså i sælig grad været behov for noget at varme sig på i den sidste uges tid, hvor vinteren for alvor har vist tænder og sneen har væltet ned og hvor temperaturerne har ligget under frysepunktet både om natten og i dagtimerne.

Jeg har derfor lavet en del nemme supper, som vi har spist til forret og gerne af den slags, som bliver til ud fra det aktuelle indhold i grønsagsskuffe og køleskab. Denne her suppe startede egentlig som en form for kartoffel-porresuppe, men undervejs dukkede der en stor pastinak og et par jordskokker op, som passende kunne ryge med i gryden, så i sidste ende har jeg valgt, bare at kalde det for en vintersuppe.

Selvfølgelig kan man droppe rodfrugterne i suppen og i stedet lave en klassisk kartoffel-porresuppe, men jeg synes, at rodfrugterne bidrager med en fantastisk lækker, let sødlig og nærmest nøddeagtig smag til suppen, som klæder den ret godt. Pastinakker og rodfrugter kan for øvrigt sagtens udskiftes med andre former for rodfrugter, så har man i stedet persillerødder, knoldselleri, søde kartofler og/eller gulerødder derhjemme, så brug det i stedet for. Det eneste, som man skal være opmærksom på er naturligvis, at suppen kan tage farve alt afhængig af hvilke rodfrugter der bruges og medmindre man ønsker en pink suppe, skal man holde sig langt væk fra rødbeder.

Vi spiste som sagt suppen til forret og jeg nøjedes derfor med et grønt drys persille og porre på toppen – purløg er også ret godt. Skulle suppen have gjort det ud for en hovedret, så havde jeg stegt lidt bacon eller chorizopølse som supplement til det grønne. Der kan også bruges stegt kyllingebryst i strimler og endelig kan man bruge hjemmelavede rugbrødschips eller et drys sprøde rodfrugtchips på toppen, hvis det skal være uden kød.

Varmende vintersuppe. 

4 portioner.

1 spsk smør

1 porre, renset og skåret i tynde ringe

1 stor pastinak eller persillerod, skrællet og skåret i tern

3-4 jordskokker, skrællede og skåret i tern

400 gr kartofler, skrællede og skåret i tern

3 laurbærblade

½ L hønse- eller grønsagsbouillon – evt vand + bouillonterning

1-2 dl mælk

1 dl fløde – madlavnings- eller piskefløde

salt og peber

evt. friskhakket persille og porretop til pynt

Smelt smørret i en gryde og sauter porrerne heri i et par minutter, uden at de tager farve. Kom pastinak, jordskokker og kartofler i tern i gryden, tilsæt laurbærblade og timian og hæld bouillon ved. Bring gryden i kog og lad den simre i 20-25 minutter, til grønsagerne er møre. Fjern laurbærbladene og blend suppen glat med en stavblender – man kan selvfølgelig også bruge en almindelig blender. Tilsæt mælk og fløde til suppen har den ønskede konsistens og hverken er for tyk eller tynd. Smag til med salt og peber og server suppen rygende varm – gerne med stegt bacon eller chorizo og persille på toppen og godt brød ved siden af.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)