Annonce. Indlægget er lavet i samarbejde med Mofibo.

“Glasvinge” af Katrine Engberg. Udgivet på Peoples Press, 2018.

Det har måske ikke ligefrem været forårslunt og havevejr i påsken, men så har vi til gengæld hygget os indendøre og især jeg har fået læst en hel del. Krimier er som bekendt højeste mode, men jeg må indrømme, at der kan gå meget lang tid imellem, at jeg læser en krimi – der skal noget helt særligt til for at fange mig, men det er altså lykkedes for Katrine Engberg med sine bøger om Jeppe Kørner og Anette Werner, politiassistenser, som arbejder med efterforskning af drab, ved Københavns politi.

Katrine Engberg har foreløbigt skrevet 3 bøger om Jeppe Kørner og Anette Werner – “Krokodille Vogteren”, Blodmåne” og senest “Glasvinge”, der udkom i februar. Bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, men der drages paralleller bøgerne imellem, som man nok får mest ud af, hvis man har læst bøgerne i kronologisk rækkefølge. Jeg har valgt at koncentrere mig om “Glasvinge” i denne her anmeldelse, da det er den nyeste bog, men de 2 første bøger i serien er mindst lige så anbefalelsesværdige og ikke mindst “Blodmåne”, syntes jeg, var virkelig spændende.

Et avisbud finder en tidlig morgen liget af en kvinde i et springvand på Strøget i København. Kvinden har snitsår på halsen, ved håndleddene og i lysken, men der er ikke en dråbe blod i springvandet. Politiassistent Jeppe Kørner bliver tilkaldt – denne gang uden sin sædvanlige makker Anette Werner, som er på barsel – også selvom Anette Werner har mere end almindeligt svært ved at holde sig fra sagen. Efterforskningen af mordet når dårligt nok at komme i gang, før der findes et nyt lig i et af byens springvand og på 3. dagen dukker så lig nummer 3 op. Politiet er på bar bund og efterforskningen fører dem ind i sundhedssystemet, blandt patienter og behandlere, inden gåden til sidst opklares og brikkerne i denne komplicerede og tragiske sag falder på plads.

Som med både “Krokodille Vogteren” og “Blodmåne” tager “Glasvinge” en overraskende drejning til sidst, Man kan således ikke være sikker på noget, før den sidste side i bogen er vendt, men er det ikke netop det, som kendetegner en god krimi? Jeg selv er i hvert fald meget mere til spændende krimier, som langsomt bygger sig op mod en forrygende finale, fremfor malende beskrivelser af blod, død og ødelæggelse, som er en gyserfilm værdig. Desuden kan jeg godt lide, at handlingen foregår i København – det giver fortællingen en snert af realisme og man sidder undervejs med følelsen af at “være der selv”.

Endelig er jeg vild med, at vi får lov til at følge hovedpersonernes hverdag og således gradvist lærer dem og deres styrker, svagheder og små særheder bedre og bedre at kende fra bog til bog, uden at det på nogen måde går ind og tager fokus fra selve handlingen. Og så synes jeg altså, at det er lidt hyggeligt, at flere af personerne i de 3 bøger er gennemgående karaterer, fx en del af politifolkene på politigården og Esther de Laurenti og Gregers.

Det er meget sjældent, at jeg køber krimier – når de er læst, er plottet og morderen jo ligesom afsløret, så jeg streamede i stedet bøgerne fra Mofibo, hvor bøgerne automatisk forsvinder, når man er færdig. Jeg valgte at læse “Krokodille Vogteren” som e-bog men både “Blodmåne” og “Glasvinge” er indtalt af Katrine Engberg selv og der er altså noget ganske særligt ved at opleve en forfatter læse op af sine egne bøger, så dem downloadede jeg som lydbøger.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)