Præcis som i mange andre, danske familier, så er boller i karry et hit hjemme hos os og af samme grund er det naturligvis på menuen med jævne mellemrum – også selvom fætteren til boller i karry, nemlig den lækre kylling i karry, også kigger forbi engang imellem og er et lige så godt bud på en rigtig dansk livret.

Jeg tror, at jeg laver boller i karry som de fleste andre, men jeg kan godt lide at variere lidt fra gang til gang. Indimellem leger jeg med lidt saucen og bruger kokosmælk eller en smule mango chutney for lige at runde smagen af på en anderledes måde og andre gange tilsætter jeg “fyld” til retten i form af peberfrugt og sukkerærter, ananas eller måske frisk mango i tern. Denne her gang blev det så til hakkede løg og et rødt æble i tern, som bidrog med både knas og en dejlig sød-syrlig smag til karrysaucen.

Desuden er det lækkert at servere boller i karry som et lille ristaffel og stille masser af lækre toppings og tilbehør frem i små skåle i stedet for at komme dem i saucen – fx bønnespirer, hakket løg, æble i tern, peberfrugt, ananas, bananer i skiver eller bananchips, ristet kokos, peanuts, rosiner, mango chutney eller frisk mango og meget andet godt.

Jeg serverer gerne boller i karry med kogte ris og her i huset spiser vi næsten udelukkende jasminris. De har en virkelig skøn smag og så klistrer de let sammen, når de koges, så de kan virkelig suge en masse af den gode karrysauce til sig. Derudover får vi gerne en eller anden form for dampet grønt, som oftest ærter men broccoli er også lækkert. Skal der yderligere grønt til, så kan jeg anbefale en klassisk råkostsalat med revet gulerod og æble og en marinade af citron- eller appelsinsaft og honning. Det smager skønt og den milde smag af gulerod og æble er helt perfekt til den krydrede karrysauce.

Boller i karry med æble og løg.

4 pers.

450 gr hakket svinekød

1 æg

½ dl mælk – kan udelades

1-2 spsk hvedemel

ca 1 liter vand

1 grønsags- eller hønsebouillonterning

1-2 spsk olie eller smør

1 løg, finthakket

2-3 tsk karry

1 æble, skåret i små tern

2 spsk hvedemel

½ – 1 dl mælk

1/4 dl fløde (madlavnings- eller piskefløde) – kan udelades

salt og peber

Hakket svinekød, æg, mælk, hvedemel, salt og peber kommes i en skål og røres sammen til en fars. Hæld vand i en gryde sammen med bouillonterningen og bring det i kog. Form farsen til kødboller ved hjælp af en spiseske og plump dem i vandet. Læg låg på gryden og lad kødbollerne koge ved svag varme i ca 10 minutter. Tag kødbollerne op af vandet, læg dem på en tallerken og dæk dem til med stanniol. Si evt. kogevandet og gem ca 4-5 dl til sauce.

Varm olien/smør op i en gryde og svits løgene heri. Tilsæt karry og lad det stege et par minutter. Tilsæt æblestykker – gem evt lidt til pynt – og hvedemel og rør godt rundt, så melet fordeles. Hæld vandet fra kødbollerne og mælk i gryden og bring den i kog, så saucen jævnes og tykner. Afrund evt. med en smule fløde og smag til – husk at bouillonterningen også har tilføjet salt. Ønskes saucen tykkere, så kan den jævnes yderligere med en meljævning eller lidt saucejævner. Kom kødbollerne i saucen og anret evt. med æblestykker og hakket persille på toppen. Server med kogte ris og dampet grønt.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)