Dobbeltbagte kartofler med skinke og ost.

8 kommentarer
Ideer til studentermad, Lette retter, Nytårsopskrifter til årets nytårsmenu, Svinekød, Tilbehør
Gå direkte til opskriften

Når jeg laver bagte kartofler – og det er uanset om det er i ovnen eller bagte kartofler i mikrobølgeovnen – så laver jeg ofte et par stykker mere, end vi kan spise, bare for at få en undskyldning for at lave dobbeltbagte kartofler et par dage senere. Derfor lavede jeg selvfølgelig også ekstra kartofler, da vi fik disse her skønne, bagte kartofler med kyllingesalat til aftensmad og for nogle dage siden blev de lavet om til de lækreste, dobbeltbagte kartofler med skinke og ost. Se evt. også min opskrift på dobbeltbagte kartofler med cheddarost og bacon her.

Vi fik en lækker, kogt hamburgerryg i påskedagene og der var et lille stykke tilbage, som blev skåret i små fine tern og tilsat kartoffelfyldet – jeg synes selv, at hamburgerryg og skinke passer forrygende godt sammen med purløg, men selvfølgelig kan der også bruges andre former for kød og har man ikke lige en rest, så kan en pakke hamburgerryg eller skinke i skiver sagtens bruges. Man kan også helt udelade kødet, så er der nem og lækker vegetarmad.

Kartoflerne kan enten serveres som tilbehør eller som hovedret med en lækker, blandet salat ved siden af. Vi spiste dem med salat, grønsagsstave og en god dip – måske en lidt spøjs blanding, men det var let og lækker aftensmad og lige hvad vi havde lyst til, da vi havde fået en stor frokost.

De dobbeltbagte kartofler er i øvrigt oplagte som tilbehør til gæstemiddage – udover at de ser fine ud, så er det en lidt anderledes form for tilbehør, hvilket jeg bestemt ikke synes gør noget og så kan kartoflerne forberedes i god tid, hvilket ofte en fordel, når man får gæster. Kartoflerne kan fx sagtens forberedes om formiddagen eller måske endda dagen før, hvis de dækkes godt til og så skal de bare sættes i ovnen ca 30 minutter inden servering. Nemt og bekvemt.

5 fra 4 stemmer

Dobbeltbagte kartofler med skinke og ost

Samlet tid1 t
Antal: 8 stk

Ingredienser

  • 4 bagte kartofler
  • 2 dl creme fraiche
  • 2 spsk sød sennep
  • 75 gr revet ost
  • 200 gr skinke eller hamburgerryg (skåret i tern)
  • 3 spsk friskhakket purløg
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Halver de bagte kartofler og skrab indmaden ud med en lille ske – lad et tyndt lag kartoffel sidde tilbage i skallen. 
  • Kom kartoffelindmaden i en skål og mos det let sammen med en gaffel. Tilsæt creme fraiche, sennep, revet ost, skinke/hamburgerryg og purløg og smag til med salt og peber. 
  • Fyld kartoffelblandingen i de udhulede kartofler og bag dem ved 190 °C varmluft (200°C alm. ovn) i 20-30 minutter til toppen er gylden og kartoflerne er gennemvarme. 
  • Drys med lidt purløg på toppen og server som tilbehør eller hovedret med salat til.
8 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Dorthe Faurholt Børgesen
2 år siden

5 stars
Jeg har lavet retten før, som smager vild godt – lavede dem med en rest hamburgerryg. Jeg vil gi’ 10 stjerner.

ulla hansen
2 år siden

Hvis an laver dem dagen før, kan man så vente med at fylde fyldet i til lige inden det skal i ovnen. Tænker nemlig at jeg ville prøve med ristet bacon tern i. Men de bliver jo nok bløde af stk stå 1 døgns tid.

Tina Larsen
1 år siden

hej,hvis man af en eller anden grund ikke er til at spise skralden af kartoflerne eller f.eks man skal lave mange, har jeg med held puttet fyldet i ramekiner, og drysset med ost inden de røg i ovnen mvh .Tina

Irene Asgaard
2 måneder siden

5 stars
Rigtig god og velsmagende “restemad”. Jeg havde ikke noget creme fraiche, men brugte bare en sjat piskefløde i stedet

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge.
OBS. Indkøbslisten findes kun i nyhedsbrevet.

Fornavn(Required)