Vi havde mine forældre til spisning og hygge forleden aften og da jeg gerne ville servere lidt lækkert til kaffen, fandt jeg på at lave en portion madeleinekager med chokolade. Det er efterhånden længe siden, at jeg har bagt de nuttede, små madeleinekager og jeg måtte da også ned på knæ og kigge allerbagerst i skabet for at finde mine madeleineforme, men derudover gik det som en leg at fremtrylle de skønne, franske kager.

Jeg bager som regel de klassiske madelainekager med vanille og citron, men da jeg stadig havde lidt mørk chokolade til overs fra produktionen af de hjemmelavede påskeæg, var det jo oplagt at hakke den og i stedet lave chokolade madeleines og heldigvis var resultatet mindst lige så godt. Kagerne blev lette og luftige med en saftige midte og en skøn smag af chokolade og hver bid smeltede nærmest på tungen – præcis som en god madeleinekage skal være, efter min mening.

Selvom madeleinekager er superlækre, så kommer vi ikke udenom, at der i bund og grund er tale om søde, små kager – chokoladekager i dette her tilfælde – som i både smag og konsistens mest af alt minder om et lækkert stykke sandkage eller en muffin. Det som giver det sidste lille touch til madeleinekagerne er altså den karakteristiske muslingefacon, som kun opnås, hvis kagerne bages i madeleineforme. Jeg har madeleineforme i silikone – der kan være 9 stk i hver silikoneplade, men man kan også købe plader i metal. Dog er der den fordel ved silikoneformene, at de ikke skal smørres – det har jeg i hvert fald aldrig gjort og indtil nu er det altid lykkedes mig, at få kagerne ud af formene efter bagningen.

Selvfølgelig kan man sagtens bage madeleinekager den første gang uden at have madeleineforme – man kan fx bruge små linseforme eller små muffinsforme – men bliver man bidt af at lave (og spise) madeleinekager, så vil jeg anbefale, at man anskaffer sig de rigtige forme. De kan købes på nettet – og måske også hos nogle isenkræmmere – og koster ikke en formue og  der er altså bare noget særligt ved at servere et fad med de smukke kager i den helt rigtige, muslingeformede facon med et hvidt drys flormelis på toppen.

Madeleinekager med chokolade.

Ca 20-25 stk.

100 gr smør

100 gr mørk chokolade, grofthakket

2 æg

75 gr sukker

1 tsk bagepulver

2 tsk vanillesukker

1 nip salt

100 gr hvedemel

flormelis til pynt

Kom smør og chokolade i en lille gryde og smelt det over svag varme. Stil chokoladesmørret til side og lad det afkøle let. Kom æg og sukker i en skål og pisk til en luftig æggesnaps. Bland bagepulver, vanillesukker, salt og hvedemel sammen og vend det forsigtigt i æggesnapsen. Til sidst vendes chokoladesmørret i dejen.

Fordel dejen i madeleineforme ca 3/4 op – kagerne hæver under bagningen. Bruger man metalforme skal de måske smørres let først – jeg bruger silikoneforme, som ikke skal smørres, men det er forskelligt fra form til form. Bag kagerne ved 175 grader (ikke varmluft) i 15-20 minutter til de lige netop er gennembagte. Lad kagerne afkøle, vip dem ud af formene og pynt med et fint drys flormelis.

Note. Madeleinekagerne er bedst samme dag som de er bagt. Bliver der rester, kan de dog gemmes til dagen efter i en frysepose eller lignende.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)