En ny uge, en ny måned og en ny madplan. Maj melder sin ankomst i løbet af den kommende uge og skal jeg vælge en favorit blandt forårsmånederne, så bliver det ganske afgjort maj. Alt bliver grønt, skoven springer for alvor ud og temperaturen stiger – maj “lugter” ganske enkelt lidt af den sommer, som venter lige om hjørnet.

Desværre bliver der tilsyneladende ikke meget sommer over vejret i den kommende uge, for der meldes om regnbyger så langt frem, som jeg kan se, men det tager vi så med – som danskere er vi jo i dén grad vant til den slags svingninger og når vi ikke kan komme ud, hygger vi i stedet indendøre med lækker mad.

Madplan uge 18.

Mandag – Vi skal have karrysuppe med kylling og ferskner – en nem og lækker suppe med masser af fyld og en rigtig god start på ugen. Især hvis det skal være en uge med ustadigt vejr og byger.

Tirsdag – Menuen står på gratin med blomkål og gulerødder, som jeg elsker, men vi får det mest om foråret og sommeren, for jeg synes ikke, at blomkålen smager så godt om vinteren. Nu er det igen blev tid til blomkålsgratin og jeg glæder mig allerede. Jeg serverer gratin med godt rugbrød, en klat smør på toppen og friskhakket persille. Der er ikke kød i min gratin, men har man en rest skinke, hamburgerryg eller kylling, så kan det sagtens kommes i gratinen sammen med grønsagerne.

OnsdagPasta med flødeost, bacon og ærter – nem og lækker forårsmad og en af de retter, som vi stort set altid har samtlige ingredienser hjemme til. Jeg kan anbefale at servere et godt stykke brød til pastaen.

TorsdagIndonesisk kylling i fad – en forrygende lækker kombination af blandt andet kylling, mango chutney, chili og fløde. Jeg serverer fadet med kogte ris og dampede, grønne ærter.

Fredag – Både Morten og jeg er vilde med denne her lækre fiskeburger med krydderurtedressing, så den skal på menuen fredag aften. Måske med et glas kølig hvidvin ved siden af og bland-selv slik eller hjemmebagt kage bagefter.

Lørdag – Lørdagsmenuen står på et lækkert farsbrød med bacon og timian og små kartofler. Tilbehøret bliver formentlig denne her hjemmelavede favoritsauce og broccolisalat med granatæbler, men nu må vi se. Måske kommer jeg i tanker om noget andet sjovt.

SøndagHakkebøffer i fad med fløde-paprikasauce – bloggens ultimativt mest populære ret og samtidig en af favoritterne herhjemme kommer på menuen søndag og det er altså en rigtig søndagsret. Jeg serverer små ristede kartofler ved siden af, men pasta eller ris er også en mulighed.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)