Med maj kommer solen og varmen og jeg glæder mig allerede til den kommende uge, hvor vi er blevet lovet masser af solskin og lune temperaturer på omkring 20 grader. Det betyder selvfølgelig, at vi skal grille et par gange og derudover er der også let og lækker forårsmad på programmet, som jeg håber, at vi kan spise på terassen.

Desuden har jeg lavet et lille nyt tiltag i madplanen, nemlig “ugens lækkeri”. “Ugens lækkeri” vil være et lille sødt indslag – en kage, en dessert eller lignende, som jeg har planer om at lave i løbet af ugen, fx i weekenden hvor det er hyggeligt at få et stykke hjemmebagt kage eller en lækker dessert. I denne uge inkluderer det selvfølgelig rabarber.

Madplan uge 19.

Mandag – Ugen starter godt med en portion hjemmelavede fiskefrikadeller med remouladedip og ristede kartofler. Jeg kan anbefale, at man serverer en råkostsalat til fiskefrikadellerne, evt denne her med gulerod, squash og æble, som er lækker og dejlig fyldig.

Tirsdag – Vi skal have helstegt kylling og den bliver stegt på grillen – uhhh der er ikke noget som duften og smagen af en grillet kylling. Tilbehøret bliver denne her græske kartoffelsalat med peberfrugt og feta – jeg glæder mig allerede. Det sidste kylling, som plukkes af skroget, gemmes til torsdag.

Onsdag – Menuen står på en lækker spinatlasagne, som samtidig bliver ugens kødfrie indslag. Og hvis man ikke kører med kødløse dage, så smager det skønt at komme laks (fersk eller røget) i små tern eller en god skinke skåret i strimler i lasagnen.

Torsdag –  Blomkålssuppe med forårsløg og et lille drys bacon på toppen – nem og lækker forårssuppe. Tilbehøret bliver disse her forrygende panini med kylling og pesto, som vi er blevet kæmpefans af herhjemme. Jeg bruger det sidste af den stegte kylling fra tirsdag til paninierne.

Fredag – Weekenden indledes med fast food på den hjemmelavede måde – vi skal have hot dogs med de her hjemmebagte og luftige pølsebrød og gode pølser fra slagteren på grillen. Udover sennep, ketchup, remoulade, rå og ristede løg laver jeg nok en portion agurkesalat – det er altid lækkert.

Lørdag – Der skal weekendhygges med en lækker, rosastegt kalveculotte og jeg håber virkelig på solskin, så vi måske kan tilberede den på grillen. Tilbehøret bliver disse her fantastiske bearnaisekartofler i fad og så tror jeg, at vi skal have lidt salat eller grillede grønsager ved siden af – det må tiden vise.

Søndag – Ugen afsluttes med et lækkert pastafad med bacon og ærter – helt simpel mad som smager forrygende og så er der den store fordel, at man kan komme diverse grønsager fra grønsagsskuffen i fadet efter smag og behag. Og dermed skulle vi gerne være klar til at tage hul på en ny uge.

Ugens lækkeri – Rabarberne myldrer frem i haven og selvom vi plukker lidt forsigtigt i starten, så er det jo sådan med rabarber, at jo flere man tager, jo flere kommer der. I løbet af ugen skal jeg ganske afgjort bage disse her helt forrygende makronmuffins med rabarber – kombinationen af de søde makroner og de syrlige rabarber er ganske enkelt helt eminent.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)