Indlægget er lavet i samarbejde med Mofibo. 

“Samtaler om natten” af Jane Aamund. Udgivet på People’s press, 2018.

Hvis ellers man interesserer sig for at læse bøger, så kan man næsten ikke undgå at have hørt om Jane Aamund. En af Danmarks mest folkekære forfattere og uanset om man bryder sig om hendes bøger eller ej, så kender de fleste vist til bogtitler som “Klinkevals” og “Coloradodrømme”, om ikke andet så af omtale.

Jane Aamund har i flere år været alvorligt syg, men det har heldigvis ikke forhindret hende i fortsat at skrive bøger og senest er det blevet til “Samtaler om natten” – en erindringsroman som i første omgang er blevet til på baggrund af samtaler, som Jane Aamund har haft med de sygeplejersker, der kommer om natten og passer hende. Når man er syg og ikke kan sove, er der nemlig plads til massevis af samtaler, tanker og erindringer på godt og ondt fra et langt liv.

Bogen tager som sagt udgangspunkt i alt det, som fylder i Jane Aamunds liv her og nu. Det betyder selvfølgelig hendes sygdom og sygehusvæsenet i almindelighed, men bogen er også fyldt med tilbageblik på et langt liv og ikke mindst historier fra Lemvig, hvor hun bor nu og har boet i 20 år. Massevis af morsomme anekdoter og erindringer, tanker omkring de mennesker som har taget sig af hende, fester, gamle venner og naboer og alt bliver vendt på en humoristisk måde.

En fin og letlæst bog der, på trods af at Jane Aamund nu i flere år har været alvorligt syg og flere gange både har troet og ønsket, at livet skulle være slut, også er dejligt livsbekræftende og fuld af humor og varme. Jeg har altid ment, at Jane Aamund er en dygtig fortæller og “Samtaler om natten” er ingen undtagelse. Let og hyggelig sommerferielæsning, som man enten kan læse på én gang eller dele op over længere tid. Selv valgte jeg at streame bogen som e-bog fra Mofibo og jeg læste den ved poolen på en eftermiddag, da vi for nyligt var i Spanien.

Savner du inspiration til nem og lækker hverdagsmad?

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og få mine populære madplaner (+ indkøbsliste) tilsendt hver uge. Indkøbslisten er kun for dem, der modtager nyhedsbrevet.

Tak for din tilmelding! Tjek venligst din mail, og bekræft tilmeldingen :-)